The Fear of 13

Jeg har et ideal om dokumentar-film, at de fungerer bedst hvis de udelukkende fortæller deres pointer filmisk, dvs uden især talking heads interviews. Men omvendt er der noget svært fascinerende over talende mennesker, det er en af de absolut mest filmiske ting der findes. The Fear of 13 er i ekstrem grad en talking head film, det er vitterlig blot en monolog fra en dødsdømt fange, illustreret med helt enkelte filmklip. Og det er egentlig ganske filmisk.

En lidt sjov ting: På vej ud af biografen overhørte jeg flere som sagde ‘jeg troede ham ikke først, men det kom efterhånden.’ Og jeg havde selv samme reaktion. Da Nick Yarris begynder at tale havde jeg med det samme fornemmelsen af, at jeg ikke troede ham, det virkede for indstuderet, for påtaget, for tillært. Han taler som en skuespiller, og hans fortælling er som et skuespil, præcist tilvirket, hvor hver passage har en pointe, der langsomt leder mod klimaks. Men efterhånden, når der begynder at komme nyhedsnotitser op på skærmen som underbygger selv de vildeste anekdoter, så virker det mere og mere troværdigt, og til sidst forstår man godt hvorfor hans fortællemåde virker indstuderet: Han fandt en gevaldig bogglæde i fængslet, og har vel sådan set haft tid nok siden han blev sat på dødsgangen som 20-årig til at lære at fortælle hans historie ordenligt. Til sidst bliver man bare fanget ind af en stor performance, ganske enkelt.

Jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal mene om det her? At lave en film om dødsstraf, der i virkeligheden handler om performance. Instruktøren var til stede i salen, og snakkede om at ville lave en meget almenmenneskelig fortælling, om at lære sig selv og sin historie at kende, og blive i stand til at sætte ord på hvem man er. Hvilket er godt. Men der er altså et eller andet som skurrer i den logik-række. For er vi interesserede i historien fordi historien er god, eller fordi manden har lært at sælge sig selv godt nok? Og skal vi sidde og håbe på han bliver sat fri fra dødsgangen, fordi han har lært at læse og optræde litterært?

Der er lidt selvhjælp over filmen sine steder, som giver en lidt sær bismag hos mig. Den første del handler om hvordan han opdagede at man kunne finde kærlighed i fængslet, hvilket gav ham det første mod til at lære at elske sig selv. Og fordi han elskede sig selv begyndte han at ville bedre sig selv og kæmpe sin sag. Det blev sagt at mange mennesker hader verden fordi de hader sig selv. Men hvad med dem som hader verden fordi verden hader dem?

Jeg tror det er begrænsninger ved selve filmens form: Den ikke blot handler om hvordan Nick tog sin fortælling på sig, den er hvordan Nick tog sin fortælling på sig. Hver formulering. Hvert åndedræt. Hver trækning med øjet, smil, eller tåre i øjenkrogen. Hvis den skulle trænge dybere ned i de sociale sammenhænge omkring dødsstraffen, med den form den har, så skulle Nick sidde og fortælle alle mulige ting som intet havde med ham at gøre, og hvor man ikke fornemmer montagen mellem begivenhed, fortælling og performende genfortælling. Det ville med andre ord være en hel anden film. The Fear of 13 er måske den bedste film af lige præcis den her slags der nogensinde vil blive lavet. Det er uden tvivl den ultimative film om Nick Yarris Men det er ikke den ultimative film om dødsstraffen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.