The Death of J.P. Cuenca

Hvert år har DOX film i hovedkonkurrencen hvor man spørger sig selv om det nu virkelig er en dokumentar? Måske den snarere skulle have været på PIX? Brasilianske The Death of J.P. Cuenca er den nok mest rendyrkede PIX-film i konkurrencen i år, det er i hvert fald lidt svært at se præcis hvad den dokumenterer. Og rent faktisk ligner den ret meget en bølge af brasiliansk film som var på PIX i 2014. Jeg var vildt fascinerede af de film, så jeg var glad for at se noget mere af den slags. Men det må siges, at det er en famlende og også lidt prætentiøs udgave.

JP Cuenca er en ung forfatter som bor i Rio. En dag får han et brev om, at han er afgået ved døden. Det ser ud som om en ung kvinde stjal hans fødselsattest, og gav myndighederne den da hendes kæreste døde, hvorfor Cuenca blev erklæret død. Den unge forfatter, der tydeligvis lige er kommet ud af et forhold, der hænger billeder af en kvinde i hans lejlighed med ansigtet kradset ud, beslutter sig for at komme til bunds i mysteriet, men det bliver mere vanskeligt end som så.

Som sådan er det vel bare en metafilm? Det er en krimifortælling, som samtidig er bevidst om at være en film, og om sin egen konstruktion, og formulerer det eksplicit. Cuenca er skaber af mysterier, og nu ser vi hvad mysterier gør ved ham. Filmen er også præsenteret i programmet som et portræt af Rio i forandring, genrificering, op til VM 2014. Men alle fiktionsfilm viser jo noget om den by den foregår i, det er lidt en præmis for film der er optaget on location. Film er ikke virkelighed, men brugt ordenligt optager og vinkler den virkeligheden, hvad man kan kalde en cinematografering af virkeligheden (eller kinematografering, som jeg så en svensk kritiker kalde det). Men det skal siges, at The Death of J. P. Cuenca gør dette virkelig glimrende. Tjek traileren ovenover, der er brilliante bybilleder, af ruiner, byggepladser, glasfacader. Det er et rigtig godt byportræt. Bare synd at personerne er mindre gode.

Det store problem ved filmen er, at JP Cuenca selv ikke er nogen god skuespiller, og han fylder virkelig meget. Hans rolle er ganske selvironisk, først kan ingen forstå hvorfor nogen dog ville gide at tage hans identitet, og senere bliver han fanget i et spind og er komplet passiv. Der er scener hvor han sidder og drikker kaffe mens hans kolleger og venner sviner ham godt og grundigt igennem. Men selvironi der ikke er godt udført bliver også påtaget, og påtaget selvironi er næsten endnu værre end påtaget selvoppustning. Hele filmen minder mig en del om HBO-serien Bored to Death, hvor Jason Schwartzman spillede krimiforfatter der keder sig og begynder at efterforske alt muligt. Den serie hadede jeg vitterlig også.

Der er flere ting som er galt med filmen. F.eks. kører jeg træt i den måde den mystiske kvinde er brugt på, som farlig, sensuel, truende, ødelæggende. Altså, forstå mig ret, Ana Flavia Cavalcanti er en af de smukkeste kvinder jeg længe har set, og jeg har det rigtig rigtig fint med at se på sexede scener med en kvinde så smuk som hende. Og der er sexede scener som er ganske modige og opfindsomme, men deres tematik er bare så femme fatale fortærsket at jeg bliver helt mellemfornøjet, og det gider jeg sgutte være når jeg ser en opfindsomt opsat scene med en gudesmuk kvindekrop.

Og alligevel var jeg som filmnørd glad for at have set filmen. At være på festival handler også om at finde ud af hvad der foregår rundt omkring i filmverdenen, det er godt at se mellemgode film hvis de rammer et eller andet man interesserer sig for. Og jeg har interesse for den her filmstil. På PIX14 var der specielt fokus på brasiliansk film (der var rigtig meget brasiliansk kulturfokus i fodbold-året) og jeg fik set nogle super spændende film, som jeg ellers aldrig havde hørt om, og nærmest ikke har kunnet finde ret meget andet om sidenhen. The Man in the Crowd af Marcelo Gomes og Cao Guimarães havde nærmest den samme ensomhed og tema om overvågning. Og Rio Belongs to Us af Ricardo Pretti var måske nærmest samme film, på en måde, der var et øjeblik hvor kvinde satte sølvpapir op for Cuenca’s vindue og jeg helt ‘åh, det har jeg set før!’. Pretti tilhører Alumbramento, et kollektiv af unge filmskabere, som også takkes i Cuenca’s film. De laver helt billige film, inspireret af halvfjerdsernes tredje verdens film. Og de skildrer Rio med samme grønligt sygelige lys som Cuenca, og filmer arkitekturen nogenlunde på samme måde. Udover Neighboring Sounds, der finder sted i Recife, er de her unge instruktører det bedste der sker i brasiliansk film for tiden, efter min ganske uinformerede mening, og det var rart at få endnu en dispatch fra Rio’s grønligt lysende univers med Alumbramento-bismag. Også selvom der var en hovedkarakter som jeg ikke rigtig kunne med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *