Det virker som om der altid er visuelt overdådig argentinsk debut på PIX. I 2013 var det Noche af Leonardo Brzezicki, og i 2014 var der History of Fear af Benjamin Naishtat. Argentinsk film havde et kæmpe kunstnerisk nybrud for 10-15 år siden, men nu pibler det frem med nye stemmer med mod på at dele scenen med navne som Lucrecia Martel, Mattias Pineiro – hvis Princess of France også var på festivalen og som jeg har skrevet om her – og Lisandro Alonso – hvis mesterlige dansk-argentinske produktion Jauja er månedens film i cinemateket i maj! Også i år var der en billedskøn, strengt stilistisk debut fra det sydamerikanske land. Men det var Lukas Valenta Rinner’s Parabellum – skrevet om her – i stedet for den her. The Fire er en anden type film, som jeg i mindre grad har set dernedefra. Vi snakker et parforholds kammerspil af nærmest Bergman’sk/Strindberg’sk intensitet. Mere svensk end argentinsk, men det er så også nyt og anderledes, kan man sige.

The Fire følger det unge par Lucia og Marcelo over en periode på lidt over 24 timer, på den dag de havde regnet med at flytte i en større lejlighed. Men sælger kan ikke nå det, så kontraktunderskrivelsen udskydes 24 timer. Udover enkelte bi-historier i perioder hvor de to er på hver deres job indeholder filmen mest en eskalerende serie slagsmål, der sætter deres forhold til debat. Om morgenen dasker og kilder de til hinanden som lettere agressivt forspil, på vej hjem fra banken kommer Lucia til at kaste noget i hovedet på Marcelo så han får et blåt mærke, og det er ikke de eneste fysiske skrammer de to personer får. Schnitman filmer det meste med håndholdt kamera, uden den helt store visuelle virtuositet, men skænderierne skildres mest i lange scener næsten uden klip, der giver de to skuespillere Pilar Gamboa og Juan Gamberini plads til at skinne. Det er for deres intense præstationer man skal se filmen, og det bliver kun mere intenst af at kameraet sjældent giver den pause som et klip ville være. Også måden de to bevæger sig rundt om hinanden er godt lavet, med snart den ene siddende, med den anden stående bagved, snart den ene faldet sammen op af væggen i gangen, mens den anden går forbi. Det er virkelig godt skruet sammen, men samtidig også ret så teater-agtigt. Jeg tror faktisk der kunne laves et rigtig fint teaterstykke ud af den her film.

Jeg er interesseret i hvad folk har at sige om dynamikken i det dysfunktionelle og til tider voldelige parforhold. Der er nogen der vil se det, som om filmen siger de begge to er ‘lige gode om det’, men det virker forkert og forsimplet i mine øjne. Selvom Lucia langer ud efter Marcelo, og kaster en nød i øjet på ham, så er han immervæk så langt den mest voldelige af de to. Når Lucia tager på arbejde, så udsættes hun for respektløs sexisme fra hendes mandlige kolleger, der heller ikke er blege for at slås med hinanden på jobbet. Når Marcelo tager på arbejde, så konfronteres han med vrede forældre pga af andre situationer hvor han har mistet kontrollen og været for voldsom. Filmen præsenterer det som om det er Marcelo der har de dybeste problemer. Men igen er det fint han ikke blot er skurk. Han har uden tvivl været for voldsom – det er hans job at håndtere problematiske unge uden at gøre brug af vold – men vi ser til sidst at det ikke var over for et lille barn, men en voldelig teenager der truer ham på livet.

Lucia har et typisk mandejob – souschef på en restaurant – mens Marcelo’s pædagog-job er mere omsorgsfuldt og feminint kodet. På sin vis lider de begge under snærende kønsroller. Lucia bliver chikaneret fordi hun ikke er en mand, og Marcelo føler sig frustreret fordi han ikke kan leve op til rollen som rigtig mand, og f.eks. må tage imod penge fra Lucia’s forældre til lejligheden. Det er en film der klart har blik for giftige patriarkalske strukturer – en sen scene ser Lucia diskuterer med en mandlig nabo, som nærmest med det samme træder hen imod hende da hun taler ham imod – men den har det uden at kønsdele op i helte og skurke. Begge hovedpersoner er fulde af fejl, dybt skadede og dybt frustrerede. Det er en god film af den slags, som giver rigtig meget plads til karakter og skuespil. Jeg plejer nu at sige, at hvis man vil se godt skuespil, så kan man gå i teatret i stedet for biografen. Men det er der ikke ret mange andre end mig som er enige i. Hvilket er fint. Det er ikke min ting, men fint.