PIX15 – Underdog (Ronnie Sandahl)

Jeg har været ualmindeligt begejstret for hver eneste film fra PIX hovedkonkurrencen indtil videre, men jeg vidste udmærket at euforien nok ikke ville holde hele vejen igennem. Faktisk var jeg ret godt klar over, at den her anmeldelse ville være sværere at skrive end resten. Jeg har nemlig set filmen før. Den var også i konkurrence i Gøteborg. Det er en fin film, men den er langt mindre stilet og mere socialrealistisk end de andre jeg har set. Jeg var faktisk lidt overrasket over at se den i konkurrencen, hvis der skulle være en genganger fra Gøteborg ville jeg have troet det ville være Yngvild Sve Flikke’s Kvinner i for store herreskjorter som handler om det samme som Underdog – unger kvinder der forelsker sig i ældre mænd som ikke fortjener dem – men som gør det med en Erlend Loe’sk charme og opfindsomhed, som jeg ville have troet havde gjort sig godt herhjemme.  Til gengæld er Underdog så nok den eneste film i konkurrencen der har haft sin egen artikel i Washington Post.

Det lyder måske nok lidt spydigt, men Underdog er nu bestemt ikke nogen dårlig film. Den handler om et underbelyst problem med unge svenskere der er nødt til at emigrere til Norge for at finde arbejde, og den har en fantastisk central præstation af Bianca Kronlöf. Den er vittig og fin og velskrevet. Den er bare ikke så pokkers spændende rent visuelt. Altså, ikke alle film er jo ens, der findes mange måder en film kan skille sig ud på. Hvis PIX uddelte flere priser såsom Bedste Skuespillerinde, så ville der være hård kamp mellem Kronlöf og Alba Rohrwacher fra Sworn Virgin. Men der er kun en enkelt pris i hovedkonkurrencen, og man kan kun få den hvis man er instruktør-debutant, så det virker nok meget logisk at filmene bedømmes på hvor godt instruerede de er? Og her er det lidt uretfærdigt, for var Yannis Veslemes måske aleneansvarlig for lyssætningen i Norway, så klart det mest imponerende i den film? Instruktionen af Underdog er måske lidt anonym, men manusset er ganske fedt, og det er såmænd også skrevet af Sandahl. Og selvom jeg ikke afdækkede så mange spændende nye lag af at se filmen igen, så fik jeg en del mere respekt for instruktøren under den efterfølgende Q&A, hvor han snakkede om hvor meget samarbejde der havde været for at skabe Kronlöf’s figur Dino.

Dino er en fantastisk gennemarbejdet figur, helt igennem eminent. Hun bruger badetøj som undertøj og går i bare tæer. Går i store løse t-shirts, som hun konstant tjekker for svedlugt. Hun har tydeligvis ikke blot forladt Sverige for at finde job, men også for at kunne skabe en ny identitet – da hun tilfældigt møder en gammel svensk bekendt kalder han hende for Anna. Hun stråler af liv og personlighed, og det skyldes bestemt skuespillerinden, men også i høj grad instruktør, replik-forfatter, kostume-skaber, stylist. Det er et fælles arbejde, som så meget med en film jo så ofte er, og filmen har i Dino en eminent filmisk figur fuldt på højde med Mark/Hana fra Sworn Virgin. Forskellen ligger blot i hvordan filmene bruger dem.

Sworn Virgin stiller den fantastiske centrale figur op imod bjerge og byer, i en konstant effektfyldt montage, og lader os afdække den indre verden derudfra. Underdog kaster Dino ind i en ret ligegyldig kærlighedshistorie. Den er fint psykologisk begrundet, i og med at Dino tydeligvis savner en faderskikkelse, og filmen er også godt klar over at det er en blind vej. Men det gør det ikke mere spændende. Der er nogle gange et problem med film, der vil vise en hovedperson lave en masse forkert, for så til sidst at ane lys i mørket. Engang imellem er det ikke så interessant at se på folk lave fejl. Der er ikke noget tragisk over det, der er ikke noget hjerteskærende over det. Vi snakker bare en fantastisk kvinde der knalder med en kedelig mand. Ok.

Det er endnu mere frustrerende fordi der faktisk foregår en fin lille historie på sidelinjen. Manden, Steffen, har to døtre, det er dem som Dino i første omgang skal babysitte. I mødet med Dino udvikler ældste datter Ida sig virkelig meget, og den udvikling er skildret nærmest helt uden ord. Mona Kristiansen vil aldrig få samme cadeau som Bianca Kronlöf, for hendes rolle består af i 80% af filmen at være lidt kikset og forkert og kigge på den seje ældre kvinde, og så langsomt finde ud af hvilket dele hun skal kopiere, og hvor hun skal finde sin egen stil, men det er såmænd også et stærkt kvinde-portræt, og de afsluttende par smil unge Kristiansen fyrer af oplyser filmens slutning ret så meget. Der er en god film om sisterhood gemt i Underdog, cool nok af Ronnie Sandahl at have lavet den. Og så har filmen nok konkurrencens bedste one-liner:

“Sverige gillar Norge. Vi ser på er som en efterbliven kusin som har vunnit på lotto”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.