Af en eller anden grund var der to film om Balkan æres-traditioner i årets konkurrence. Sworn Virgin, om albanske kvinder der lever som mænd i cølibat, og så den her, om unge drenge/mænd der er tvunget til at holde sig inden i deres lille aflukkede hjem. Jeg ved ikke hvor smart den kombi er. Dels, så kunne man måske have nøjes med en enkelt Balkan-traditions film, og så måske fundet plads til en anden ikke europæisk film udover The Fire, måske Flapping in the Middle of Nowhere af vietnamesiske Nguyen Hoang Diep, der blev vist som del af Vietnam temaet, og som sagtens kunne være løbet med hovedpræmien. Og dels, så forsøger PIX i deres beskrivelse at få det til at virke som et mysterie hvorfor de to drenge ikke må gå ud i verden, men fordi jeg netop har læst op på albanske æresbegreber grundet den tidligere film, så tænkte jeg ret hurtigt ‘hm, har jeg ikke læst om det her?’ Og jo, et langt flashback i filmens anden del fortalte en historie jeg i store træk havde regnet ud. Det gjorde effekten lidt mindre.
Filmen er slovensk, men nettet siger hovedpersonerne taler albansk når de er uden for deres eget hjem. Ifølge wikipedia bestemmer ‘Gjakmarrja’, de albanske blod-fejder, stadig hvordan man straffer mord i store dele af det nordlige Albanien. For et mord på et mandligt medlem af slægten kan man hævne sig på ethvert mandligt medlem af gerningsmandens familie. Men der er helle hjemme hos en selv. Så unge Alek og hans helt unge lillebror Veli er tvunget til at forblive i deres hus med en høj mur omkring, mens deres mor helt uhindret kan gå på arbejde. Og nu har jeg spoilet grunden til at drengene sidder fast, men jeg har svært ved at forestille mig, at filmens tiltænkte slovenske publikum ikke ville vide hvad der foregik sådan rimelig hurtigt? Eller hvad ved jeg, jeg er ikke så balkan-kyndig at det gør noget.
Jeg ved dette om albanske æres-traditioner: De svorne jomfruer er så klart mere filmiske end gjarkmarrja. Der er desværre ikke så voldsomt meget spændende over at se to drenge i en gård. Sonja Prosenc får ikke ret meget foræret, og må tværtom bruge alle kneb for at skabe den rigtige klaustrofobiske stemning. Det lykkes ret godt, men ikke nok til at bære filmen hele vejen igennem. Jeg har set sammenligninger med Yorgos Lanthimos’ nyklassiker Dogtooth, der også handlede om unge mennesker indespærrede hos sig selv, men husk på, de særegne scener i den film skyldtes ikke blot indespærringen, men i lige så høj grad de absurde ritualer forældrene tog i brug for at opretholde fangeskabet. The Tree lever først og fremmest op når indespærringen udfordres, når Veli klatrer op på husmuren, eller Alek overvejer om han skal vove at træde ud. Her er der typisk suspense, for vi ved en uset fjende står placeret et eller andet sted uden for huset. Filmen lever også i det lange flashback midt i filmen, der i høj grad kontraster de omkringliggende sektioner med åbne billeder og masser af fart over personerne.
The Tree er bestemt en fin lille film. Den har et specielt plot, flotte billeder, og børneskuespillere i de centrale roller, som måske ikke har de helt store dramatiske scener, men som har præsens og udstråling. Det er minimalisme, men! Minimalisme behøver ikke at betyde at det skal være en lille film. Der kan være en stil som er så stærk at det føles episk, eller et underliggende metaforisk spor der får filmen til at fylde langt mere. Det kan jeg ikke rigtig finde i The Tree. Så den forbliver en fin lille film. Det er også fint nok, men det gør, at den blegner lidt i en konkurrence der har været så stærk som PIX’ i år.