PIX15 – Det Knap-så-bedste…

Inden jeg går i gang med at klage over CPH:PIX, så vil jeg lige gøre det helt klart, at jeg stadig er glad for at festivalen er her. For nu at sige det mildt. Rent faktisk vil jeg foreslå hver og en som læser det her, at tage et kig på min guide fra i går, og kigge nærmere efter i programmet, og så overveje, om ikke der er film nok til at et filmpas til 680 kr er godt givet ud. Se fire film hver søndag, og et par stykker mere på hverdage, så er det tjent ind. Og fire film på en dag lyder måske af meget, men på den anden side, så sider man jo bare ned og får serveret god kunst! En ven af mine købte impulsivt et pas til sidste års DOX, og han sagde at det var den bedste gave han havde givet sig selv i lang tid. Sørg også for at lægge dagens to sidste film i biograferne omkring Rådhuspladsen, og så løb ind og køb en salat under happy hour hos ChilliMilli! Og hils på os andre garvede festival-tosser, som mange aftener også sidder derinde mellem ni og hvornår den sidste film starter. Alle vil få noget ud af at deltage i PIX! Det er sådan lidt det samme som Roskilde. Men ligesom med Roskilde, så er en del af gamet også, at man skal gå og brokke sig over hvordan de ikke længere er som i gamle dage. Lige indtil man river to uger ud af kalenderen for deres skyld!

Der er en anden ting, jeg vil skrive om på forhånd, som ikke har noget med årets festival som sådan at gøre. Det virker lidt forkert at skrive om det i en kritik af festivalen, men det virkede omvendt endnu mere forkert at skrive om det i en guide der hed ‘Det Bedste’. For det uden tvivl værste ved årets festival, er at det er den første festival siden programansvarlige Thure Munkholm døde. Ekko har en fin nekrolog oppe, der understreger hans enorme betydning, ikke blot for PIX, men for hele dansk filmliv. At PIX har haft en så stærk debut-konkurrence, det skyldes nok først og fremmest Thure Munkholm. Hans alt for tidlige død er på alle måder en tragedie, først og fremmest naturligvis for hans familie, venner og bekendte, men også for hans arbejdsplads CPH:PIX, og for hele Danmarks filmmiljø som sådan.

Når jeg kritiserer PIX for at lave mærkelige ting, så er det værd at huske på: Det er pissesvært at lave en filmfestival a la PIX. Thure Munkholm var nok den bedst egnede programansvarlige i hele landet, en helt unik kompetence, der brændte for at bringe den svære og smalle filmkunst bredere ud. Det er svært at forestille sig, at andre skulle kunne gøre det bedre end ham. Men det er pissesvært, og man er nødt til at komme publikum i møde, i stedet for blot at servere alt det eksperterne siger er godt. Problemerne med PIX er i høj grad problemer med film-miljøet i DK som sådan, med filmmedierne, og med diverse støtte-forordninger.

Men når det så er sagt, så er her tre problemer ved årets program:

 

For Geografisk Snævert Program

Beats of the Antonov. Sudansk film, som ikke er på programmet i år.

Tre ud af ti film i hovedkonkurrencen i år er instrueret af danskere. Det har jeg det faktisk nok ok med, for de to af dem er gengangere fra Gøteborg’s debutkonkurrence, og en dansk filmfestival bør da have flere danske film med end en svensk. Plus, der er flere film i konkurrencen, så der er faktisk 7 ikke-danske film til PIX, hvor der kun var 6 til GIFF. Men… hvad jeg i mindre grad har det godt med er, at der kun er én film fra PIX’ debut-konkurrence, der ikke enten er fra Europa eller Nordamerika, nemlig argentinske The Fire. I Gøteborg var der film fra både Vietnam, Sydafrika, Indien og Argentina blandt de otte debuter. Og problemet går igen overalt i PIX’ program. Også i Publikums-konkurrencen er der blot en enkelt film der ikke er fra Europa eller Nordamerika: 600 Miles, en amerikansk-mexikansk co-production af mexikanske Gabriel Ripstein.

Årets instruktør-retro er med italienske Bertrand Bonello, hvor det sidste år var amerikanske William Friedkin. I deres anden serie 3×3, hvor der udvælges 3 instruktører blandt alle i hele verden, har vi i år de to amerikanere Larry Clark og Alex Ross Perry samt belgiske Fabrice du Welz. Dvs i de fire kategorier, hvor de kunne vælge helt frit fra årets filmudbud, og sætte fokus på hvem som helst i hele verden, har de udvalgt to amerikanere og to vest-europæere.* Det er altså ikke ret ambitiøst. For lige at skære det helt ud i pap, så er der ikke en eneste film fra hverken Iran, Indien, Mellemøsten eller HELE AFRIKA på programmet. Og det på trods af, at der i introtekster rundt omkring i deres trykte program slås på at de har ‘diversitet’ i programmet, at de ‘kommer godt rundt’ og viser film fra ‘hele verden.’

*Og fire mænd, for øvrigt, men det skal de nu i mindre grad høre for. Deres program og deres konkurrencer er stadig ret godt med i forhold til omverdenen, når det kommer til repræsentation af kvindelige instruktører.

Det er en udvikling, som har været i gang i nogle år. I 2013 var der fire film fra lande uden for Europa og Nordamerika i begge konkurrencer, og desuden temaserier fra både Iran og Mellemøsten inkl Nordafrika. I 2014 var der skåret godt ned på temaserier, til nu kun at dække seks film fra Brasilien og så en serie World Views, og i konkurrencerne var der 3 ikke-EUNA (EUropæiske-NordAmerikanske) film i debutkonkurrencen, og kun en enkelt i publikumskonkurrencen. I år er der som sagt kun en enkelt i begge konkurrencer, og lande-temaerne er skåret ned til tre film fra Vietnam. Hvilket er én mere Vietnamesisk film end Gøteborg kunne præstere, uden at have noget tema om det – de to andre går igen. Gøteborg formåede også at have film med fra bl.a. Indien, Iran, Sudan, Sydafrika, Algeriet, Ækvatorialguinea, Elfenbenskysten, Malawi, Mauritanien og Libanon. Gøteborg har et meget større program, men de har tydeligvis også et andet fokus.

Det er sådan set forståeligt nok. PIX har været ‘uheldige’, forstået sådan, at de to åbenlyse deltagere fra Iran og Afrika, Jafar Panahi’s vinder af Guldbjørnen Taxi og Abderrahmane Sissako’s fransk-mauritanske Timbuktu, der nærmest ryddede bordet ved årets Cæsar-uddeling, begge har fået dansk distribution, og ikke indgår i programmet af den grund. Samtidig tror jeg det er ret tydeligt, at det danske film-publikum simpelthen ikke gider den slags film. Nogle år kan andelen af film fra lande uden for Europa og Nordamerika nå helt ned på 1% af antal solgte billetter i de danske biografer. PIX kan ikke redde den danske kultur fra den så udbredte snæversynethed, men de måtte nu godt kæmpe lidt mere imod. Der ER noget at komme efter, med philipinske Lav Diaz, de tre vietnamesiske film, godt med film fra Sydkorea og Japan – mest kedelige genre-film, men mere om det nedenunder – og et rigtig stort udvalg af argentinske film i år, som jeg glæder mig til at dykke ned i. Men udviklingen har været mod færre og færre lande repræsenteret på festivalen, og nu må vi sige, at nu er vi nok der hvor den udvikling ikke kan fortsætte, hvis festivalen stadigvæk skal kunne kalde en af deres serier for ‘World Views’ med oprejst pande.

 

For Mange Events, For Lidt Film

Bob Hund. Svensk band, som er på programmet i år.

Hvis man har liket PIX på facebook, og derfor har fået del i deres opdateringer, så kan man let komme til at tro, at der er tale om en kultur-festival i bred forstand, snarere end en film-festival. Der har været opdateringer i en lind strøm om koncerter med Bob Hund, visninger af Game of Thrones, special-kuraterede Spotify lister, osv. Det fylder utroligt meget i kommunikationen, og det kan nogen gange være lidt svært at se, hvad det har med film at gøre. Hvad laver en open-air visning af Game of Thrones på en filmfestival? Ja, tv-serier gør indtog på filmfestivaler, og en film som Li’l Quinquin startede oprindeligt som tv-serie, men det handler normalt om at sætte fokus på filmiske kvaliteter, ikke blot sparke en hovedsponsors ‘soft core porno med 100 timers baghistorie’, som SNL’s kritiker Jebediah Atkinson for nyligt kaldte GoT, op på en storskærm. Også koncerterne kan nogen gange være lidt svære at forbinde med filmkultur, hvorfor skal f.eks. White Hills ind i programmet blot fordi Jim Jarmusch godt kan lide dem?

Men i endnu højere grad end det eurocentriske program kan jeg forstå den her udvikling. White Hills har et fast publikum i DK, og opvarmningen Måneskjold er venner af Kronoper, og det er et super-arrangement, så who cares i hvilken sammenhæng det bliver lavet? Publikum får en god koncert, og PIX kan tælle White Hills fans blandt deres eget publikum. Og selvom jeg selv er træt af Game of Thrones, så er det svært at argumentere imod et arrangement med over 8000 tilmeldte på facebook. ISÆR hvis det er lavet med hjælp fra en hovedsponsor. For at kunne tiltrække sponsorer gælder det om at have et godt publikumstal, så hvis man kan få en sponsor til at støtte et arrangement, der trækker tusinder af tilskuere, så er det så meget lettere at skaffe ressourcer til at vise alt det svære og smalle. Sådan er virkeligheden. Kulturbudgetterne i stat og kommune er ikke så store som de har været, det gælder om at skaffe opmærksomhed og penge på anden vis, og det gør man altså desværre ikke med afrikanske auteur-film, lige meget hvor gerne jeg vil se dem.

MEN. Igen virker det på mig som om vi er nået til et bristepunkt. I år synes jeg simpelthen det skygger for meget, i forhold til festivalens kerne-opgave: At få publikum til at købe rabatkort og festival-pas, og give en masse film de ikke kender en chance. Og i hvert fald et enkelt af arrangementerne er simpelthen noget pjat. Nightmare on Elm Street i Elmegade. Det er ikke bare det, at vi taler en mainstream gyser der altid kan ses, og en ret fjollet gimmick, der ikke har noget med filmen som sådan at gøre. Filmen var også ønskefilm i cinemateket i samme periode, og blev vist tre gange i marts i en af byens mest behagelige biografer. Så man har altså kunnet se filmen i perfekte omgivelser, for kun 45 kr hvis man er medlem af cinemateket. Eller man kunne betale speciel festival-pris, for at se den på et fjernsyn hos en fremmed familie i Elmegade. Hvad har det med noget at gøre?

 

FOR MEGET HORROR OG THRILLER!!!

Over Your Dead Body. Japansk gyserfilm af Takashi Miike, som naturligvis er på programmet i år. Han kan også være ok en gang imellem.

Ok, her er vi nede ved kernespørgsmålet. Det er nok i sidste ende et spørgsmål om smag. Men hold fast, hvor fylder genre, horror og gys efterhånden meget på den her festival. Tre ud af fem film i On Location serien er horror. To af instruktørerne i 3×3 bliver beskrevet af festivalen som ‘exploitation’. Mens andre serier er skrumpet eller forsvundet, er genre-serien Thrills and Kills vokset fra 8 film i 2013, til 11 i 2014 og 12 i 2015, og mange film fra serierne Lone Stars, World Views og Back to Nature kunne lige så godt være i Thrills and Kills. Mens der som nævnt ingen film er fra hele Afrika, er der alene fra Sydkorea fire film der kan kaldes ‘thrillere’. Fokuseringen på genre skævvrider resten af programmet, når den altovervejende del af ikke-vestlige film udgøres af genrefilm fra Sydkorea og Japan. Det bliver for meget af det samme, så der ikke engang bliver plads til reelt filmiske gys som Josephine Decker’s Thou Wast Mild and Lovely og J-P Valkeapäa’s They Have Escaped. Hvorfor skal asiatisk genre fylde SÅ meget på PIX, som har en milliard ting de skal gøre? Der er tydeligvis et stort publikum for de film, men er der ikke en bedre måde at stille deres sult på? Kan de film virkelig ikke komme i dansk distribution? Eller en fast serie i en biograf, i stil med Franske Filmmandage eller Tyske Dage i Grand?

Det er et spørgsmål som går langt ud over PIX, og formentlig har rigtig meget med asiatiske kultur-organisationer, der ikke vil associeres for meget med horror og gys, dansk distributionsstøtte, etc, at gøre. Det er ikke nemt at få støtte til en ikke-europæisk film, sådan som systemet er skruet sammen nu, og det er sikkert også svært at få flere ambassader til at støtte et program på samme måde som f.eks. Goethe instituttet er en fast støtte til tysk film i DK. Det er ikke noget tilfælde, at rigtig meget japansk i biografen er deres animations-film, som kan få del i børne-puljer. Det er ikke noget nemt spørgsmål, men indtil det bliver løst, så vil PIX forståeligt nok blive ved med at bruge, efter min mening, ALT for mange ressourcer på at servere asiatisk genre, som alt sammen ligner hinanden. Der er et publikum, det er ikke ret svært.

 

Jeg vil slutte af med de samme to forbehold jeg startede med. 1) PIX er stadig fantastisk, og alle burde overveje at købe filmpas, og København er sådan set en ret lille by til at have sådan en festival. 2) At lave filmfestival er pisse svært for tiden, i efterdønningerne af den økonomiske krise og med stramme kulturbudgetter.

At København har både PIX og DOX er ren luksus. Men efter at have været til filmfest i Gøteborg, en endnu mindre by end København, er jeg altså lidt mindre begejstret. Udviklingen med mindre fokus på at have film fra hele verden, og mere fokus på events og genre, kan altså ikke drives ret meget videre før end at det går ud over kerneområdet for enhver filmfestival.

Det er de sidste ord jeg vil sige om festivalen før den går i gang. Jeg har et filmpas der ligger og venter på mig cinemateket, og sat krydser ved de første dage. Planen er, at anmelde alle ti film i debut-konkurrencen herinde, for de fortjener mere opmærksomhed. Håber at du vil læse med! Første film bliver Thomas Daneskov’s Eliten, der har premiere på fredag.

God festival!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.