PIX15 – Det Bedste!

Rent tilfælde, men den populære amerikanske kultur-hjemmeside The AV Club har netop i dag udgivet første del af en Top 100 Film 2010-2015. Tjek nummer 84 og 55. De to film, The Strange Little Cat af Ramon Zürcher og Neighboring Sounds af Kleber Mendonca Filho, vandt PIX’ New Talent Grand Prix for henholdsvis to og tre år siden. Det er sådan set absurd godt gået, af en lille festival som PIX, ikke blot at have haft de to film i konkurrence, men også at have udpeget dem som vindere. De to film på listen, det er to mere end Rotterdam-festivalen, som både tager debut- og opfølger-film med i konkurrencen, og oven i købet uddeler tre priser om året. Det er såmænd også to mere end Venedig-festivalen (selvom det teoretisk kan tænkes at film som Faust og Somewhere vil dukke op i top 50, jeg tvivler dog). Og selvom vinderen fra sidste år, Eskil Vogt’s Blind, ikke fik amerikansk distribution, og derfor nok aldrig vil dukke op på den her slags lister, så kunne den bryste sig af at blive kåret til Best Undistributed Film af Village Voice sidste år. For at sige det helt simpelt: PIX har en absurd god track-record når det kommer til deres konkurrence. Især fordi de kun kan vælge debut-film. Det er ikke nemt at finde de gode debut-film, men udover de tre vindere har jeg set stærke sager som Night, Harmony Lessons, Luton og Small Homeland derpå. Og selvom gysere ikke er min kop thé, og jeg derfor ikke så The Babadook sidste år, så er dens videre succes endnu et eksempel på, at PIX har fingeren på pulsen, og at det er værd at tjekke ud hvad de putter i konkurrence. De har fortjent et kæmpe skulderklap for deres arbejde på det punkt, og en god del opmærksomhed fra medierne omkring den her konkurrence.

Så hvorfor får de ikke det? Hvorfor er der ikke lange introduktioner til de konkurrerende film fra samtlige danske medier? Ekko dækker konkurrencen, men med deres stjernebarometer, og hvorfor anmelder aviserne ikke filmene? En del af problemet er PIX selv. Da jeg var til filmfestival i Gøteborg (Göteborg International Film Festival, GIFF) i januar, da blev der dagligt vist en ny film fra Draken konkurrencen, hver dag samme tid samme sted, kl 17:30 i den store Dragen biograf. Her sad hundreder af biograf-gængere, og så film fra instruktører de aldrig havde hørt om, introduceret af festivalens direktør, og med Q&A’s fra mere eller mindre centrale aktører i filmene bagefter. Det var simpelthen helt centralt, og tydeligvis noget festivalen var stolte af, og gjorde et stort nummer ud af. PIX kommer aldrig til at kunne gøre det samme. GIFF uddeler verdens største filmpris på 1 million svenske kroner, og konkurrencen indeholder kun nordiske film. Det er alt andet lige nemmere at samle publikum til en film fra nabolandet, hvor instruktøren før har vundet hovedprisen, end det er at samle folk til en debut fra f.eks. Albanien, som er repræsenteret i konkurrencen i år med filmen Sworn Virgin – og den ser sgu spændende ud! Men alligevel, til PIX bliver konkurrence-filmene vist hulter til bulter rundt omkring i København, og det ser heller ikke ud til at være noget de forsøger at sælge sig på. Hverken deres facebook eller deres twitter går specielt meget op i konkurrence-filmene – her handler det mere om special-visninger, koncerter og events.

Hvis PIX var en pizza, så ville hovedkonkurrencen være osten. Det er sådan noget som bare skal være der, for det er der på alle festivaler. Det faktum, at de har stort set alle de art-film en festival skal have, er så skinke, det er også sådan noget de fleste festivaler kan finde ud af. Men det er svært at sælge sig på at have god ost og skinke, så i stedet forsøger de at sælge sig på alle de specielle og sjældne ting de laver, det der svarer til special-pølse, artiskok eller ananas (there, I said it, en del af hvad PIX laver som events er ananas dvs. DET HØRER OVERHOVEDET IKKE HJEMME PÅ DEN HER PIZZA!) Men PIX’ ost er mascarpone og deres skinke er en prima parma, altså, det er helt vildt god ost og skinke, og det burde være derfor vi købte den her pizza. Grundstammen i enhver film-festival er en god konkurrence, og at der er de smalle film som hele den store film-verden snakker om, men som der aldrig ville være økonomi i at tage til DK. Det er dét, som gør det værd at købe et 5-films rabatkort til 340 kr eller et filmpas til 680. Og det er der uden tvivl på PIX.

 

Her følger ti anbefalinger af skinken, ti film som burde kunne give en oplevelse til enhver. Fem af dem har jeg set, fem af dem har jeg ikke. Og husk: Hvis man ser ti film, så kan man lige så godt købe et filmpas, og så er det gratis at se de næste 20-25 stykker!

I alfabetisk rækkefølge:

Amour Fou

Måske den bedste film jeg så i Gøteborg. I hvert fald den bedst filmede. Amour Fou af Jessica Hausner bygger på den virkelige historie om selvmordspagten mellem digteren Heinrich von Kleist og Henriette Vogel. Det lyder dystert, men der ligger en absurd humor og bobler under det hele. Dels i beskrivelsen af en adels-stand ude over sine velmagtsdage, og dels i det vidunderlige filmsprog, der konstant er ca symmetrisk, men så alligevel ikke helt. Som om tjenestefolkene har skabt en perfekt symmetrisk verden til de her mennesker, men så er de alligevel lige kommet til at flytte en stol en smule. Det er ganske enkelt en fantastisk og unik filmoplevelse, som ville være min åbenlyse MUST SEE, hvis ikke det var for rygterne om, at den har sikret sig dansk distribution senere på året. Stadigvæk, det her er et mesterværk.

Min anmeldelse fra GIFF.

Vises 9/4 kl 19:00 og 19/4 kl 17:00

 

Bridgend

Åbningsfilmen, og måske et godt bud på den første danske vinder af hovedkonkurrencen. Jeg forsøgte at nå den i Gøteborg, men det kunne ikke passe ind. Rygterne siger stilsikker debut fra Jeppe Rønde, med et stærkere billedsprog end normalt for en dansk debutfilm. Jeg ved det ikke, men jeg tager stensikkert plads i biografen den 13.

Vises som åbningsfilm d. 8/4 kl 21:15 og igen d. 13/4 kl 21:30.

 

From What Is Before

Ok, den her er måske ikke for alle. 5½ time lang, sort/hvid, godt sovset ind i philipinsk historie. Lav Diaz laver laange film, den her er endda en af hans kortere. Men det er smukt, det er fascinerende, og man får serveret et stykke af verden, som man ellers ikke får mulighed for at se. Der er kristendom vs lokal tro, der er landsby-liv, der er brusende hav mod klippesten. Det er film-festival når det er bedst: Unikke billeder, klippet sammen til en unik historie, der fortæller dig ting du ikke vidste før, og ikke får fortalt andre steder. Tag en dyb indånding, og synk godt ned i sædet. Der er formentlig pause undervejs, så det svarer bare til to helaftens-film i streg!

Min anmeldelse fra GIFF

Vises 12/4 kl 12:00

 

Goodbye to Language

Jeg skal stensikkert se den her igen. For jeg forstod ikke en pind. Jean-Luc Godard er en legendarisk mester, og i en alder af 83 mente han, at det var ham der skulle finde ud af hvad det der nymodens 3D-noget kunne bruges til. Resultatet er sært, kunstnerisk, og tankevækkende. Der er billeder som man aldrig har set før, når manden kombinerer nymodens teknologi med lo-fi optagemetoder. Et par chok undervejs er allerede nyklassikere i filmkritikken, men noget jeg ikke har kunnet glemme var hvordan 3D-teknikken blev snydt af genskær fra lygtepæle i vandet på en bilforrude, hvilket betyder klatter af neonlys pludselig hænger midt i rummet.

Min anmeldelse fra GIFF

Vises 10/4 kl 16:30, 14/4 kl 21:45 og 19/4 kl 16:45

 

Hill of Freedom

Sydkoreanske Hong Sang-soo laver en film om året i snit. Altid variationer over samme tema. Efterhånden bliver det at se hans nye på PIX som et gensyn med en gammel ven. Den her bliver kaldt for en af hans aller bedste rundt omkring. Det er igen mand søger kvinde, de virker højtuddannede, og formentlig skal der drikkes store mængder Soju undervejs. Men twistet er, at filmen bliver fortalt gennem hovedpersonens dagbog, som er blevet tabt på gulvet, så hele historien fortælles kronologisk ude af sammenhæng. Hong’s film er altid små puslespil, selv når de ikke er demonstrativt eksperimenterende. Men den her lyder som hans mest finurlige i et godt stykke tid.

Vises 10/4 kl 17:00 og 16/4 kl 19:30

 

The Lesson

Jeg ved faktisk ikke ret meget om den her film. En bulgarsk-græsk film instrueret af debutanterne Kristina Grozeva og Peter Valchanov i fællesskab. Men den vandt debut-konkurrencen i Gøteborg, for næsen af både Jeppe Rønde’s Bridgend og Anne Sofie Hartmann’s Limbo, der begge er gengangere i hovedkonkurrencen til PIX. Så jeg har da tænkt mig at jeg skal se det her stykke social-realistisk filmkunst, der efter sigende bringer mindelser til den rumænske filmscene, der har blomstret det sidste årti. Måske er en bulgarsk filmbølge på vej? I så fald, så kan man, hvis man sørger for at være på pletten i år, bruge de næste år på at at sige: ‘I was there!’

Vises 11/4 kl 19:00 og 18/4 kl 21:30

 

Li’l Quinquin

PIX har gjort meget ud af at slå på tromme for deres open air visning af første afsnit af Game of Thrones, men det er en anden tv-serie jeg vil anbefale. Li’l Quinquin er en absurd krimiserie i fire afsnit fra Bruno Dumont, om en række bestialske mord i den lille by hvor drengen Quinquin render rundt. Jeg så den i Gøteborg, i en næsten fuld sal, hvor publikum for det meste skreg af grin, altså bortset fra når historien cirklede tilbage til menneskerester proppet op i døde køer, eller den chokerende racisme der hersker i den lille landsby. Men de mørke elementer bliver blandet op med absurde udstyrsstykker, som en lokal sangkonkurrence, eller begravelsen hvor ingen af præsterne har styr på hvad der foregår. Bruno Dumont har virkelig styr på sine virkemidler, og leverer en af de mest unikke auteur-serier siden von Trier’s Riget. Forhåbentlig kommer der snarest en sæson to.

Vises 15/4 kl 16:30 og 18/4 kl 12:00

 

La Sapienza

En overraskelse fra GIFF. Eugene Green er ikke et navn der er kommet bredt ud uden for Frankrig, men han har åbenbart lavet en række spændende og absurde film. Jeg kendte ham ikke før jeg så den her. En arkitekt rejser til Rom for at se på gammel arkitektur, på vejen møder han en ung arkitekt som han tager med. Så ser de på arkitektur, og snakker om arkitektur. Tilbage ved en sø i Schweiz diskuterer den ældre arkitekts kone livets genvordigheder med den unge arkitekts søster. Det lyder måske lidt tørt, men Rom er jo fantastisk smuk, og enhver der elsker den by bør give filmen en chance. Det er lidt den lidt strengere art-film udgave af Sorrentino’s oscar-vinder Den Store Skønhed. Men i et strengt filmsprog, der måske nok ville virke lidt bedaget, hvis ikke Green gik til opgaven med så megen finurlig humor. Man skal måske lige vænne sig til stilen, men hvis man overgiver sig, får man en stor oplevelse! Der var rigtig mange mennesker i alle aldre i Gøteborg, og folk lod til at more sig gevaldigt. Så den burde også kunne tale til et dansk publikum.

Min anmeldelse fra GIFF

Vises 9/4 kl 21:30 og 16/4 kl 21:15

 

White God

Tjek traileren. Der er godt nok mange hunde, og det ser pænt sygt ud! Kornel Mondruczo’s film vandt Un Certain Regard prisen i Cannes sidste år, over blandt andre Amour Fou og Ruben Östlund’s hit Force Majeure. Samt over Bird People, der gjorde for små fugle hvad White God ser ud til at gøre ved hunde. Jeg ved ikke om der er en trend for tiden med art-house hvor dyr spiller hovedrollen. Men brugen af hunde i White God ser ud til at være en helt utrolig præstation, og noget man meget sjældent har set før. Hvorvidt det er nogen specielt stor film, det finder vi ud af snart.

Vises 9/4 kl 20:00, 14/4 kl 16:40 og 20/4 kl 19:00

 

The Wonder

Den her sidste anbefaling er ganske simpel. Alice Rohrwacher’s film vandt Grand Prix i Cannes sidste år. Jeg vil altid gerne se en film der vinder Grand Prix i Cannes. Det er vældig meget parma-skinke. Men filmen har også fået rigtig gode anmeldelser rundt omkring i hele verden, og jeg fik ikke set den på GIFF, da der simpelthen var udsolgt med det samme til alle visninger. På PIX vises den også i publikums-konkurrencen, noget der igen taler for, at den giver noget til folk. Det er ikke altid at Grand Prix vindere er lige folkelige. Magisk-realistisk skildring af en italiensk barndom, optaget på 16 mm. Det lyder smukt og godt, og som det bedste fra rigtig mange verdener.

Vises 11/4 kl 16:40, 15/4 kl 19:00 og 22/4 kl 16:30

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.