sufjanstevensshouldhaveknownbetter

Sufjan Stevens – Should Have Known Better

Al respekt for Soundvenue. Men deres anmeldelse af den nye med Sufjan Stevens bygger på en fundamental fejltagelse. De skriver: “Det spartanske akkompagnement gør ‘Carrie & Lowell’ til et ekstremt behageligt album at lytte til, og får Stevens’ hudløse erklæringer til at glide nærmest lidt for let ned.” Kan spartansk musik da ikke være ubehageligt? Ville der partout være flere modhager, hvis der var flere instrumenter? Har anmelderen aldrig hørt Andrew Lloyd Webber?

Problemet er først og fremmest, at anmelderen forsøger at give en objektiv begrundelse til, hvornår musik glider ‘lidt for let ned’. Men hvorvidt musik glider ned eller sætter sig fast, afhænger naturligvis ene og alene af antallet af kronoper!

Her følger en gennemgang af de vigtigste kronoper der har hæftet sig fast hos mig fra nummeret Should Have Known Better:

Teksten kan læses HER

Jeg har tre kronoper i den her sang. De handler alle sammen om lys og mørke og om at finde noget lyst at kigge på og leve med.

Den største kronop ligger præcis 2:38, tæt på præcis halvvejs, hvor nummeret skifter karakter fuldstændig. Nu bliver det lidt teknisk, men nummeret skifter toneart i det øjeblik fra mørk E-mol til langt lysere G-dur. Folk med stærkere teoretiske musikegenskaber end jeg har sikkert hørt det med det samme, men jeg var nødt til at stirre på klavertangenterne før jeg komme i tanke om det: De to tonearter er såkaldt parallel-tonearter, dvs de består af de samme toner, blot i forskellig rækkefølge. Dette er vigtigt, eftersom melodien ‘Should Have Known Better’ består i begge dele, hvilket nok ville have svært, hvis ikke Sufjan kunne bruge de samme toner, jo.

Jeg elsker det skift. Jeg går ud fra mange sange må skifte til en parallel-toneart halvvejs igennem, men jeg kan ærlig talt ikke lige komme på nogen. Hvis du har en, så smid det i kommentarfeltet. Men det skift er lyset der bryder frem i mørket, det ‘black shroud’ Sufjan snakker om bliver revet til side, og en skinnende kerne kan stå klart. Bortset fra det ikke er sådan det er. Teksten er stadig mørk. ‘Nothing can be changed’ ‘that empty feeling’ ‘no reason to live’. Og sangen slutter med en trist og kontemplativ ambient passage i mol. Omslaget, kronop nummer 1, er et midlertidigt omslag, måske effekten af en anti-depressiv Sufjan har skaffet fra blomsten Aaron’s Beard, som han nævner.

Men der er en anden kronop i dur-delen. Den der lille keyboard-melodi. Du Du Du-du-du-du-du Du Du etc. Det er også lys i mørket, men på anden vis. Et lille lys, men et konstant et. Måske Sufjan’s niece, som han synger om: ‘My brother had a daughter / The beauty that she brings / illumination.’ Hvis kronop 1 er et altomfattende humør-skift, noget mentalt, noget indeni, så er kronop 2 en lille god ting i verden, noget udenfor, men også noget som måske kan hjælpe med det der humørskift, hvis man kan ‘concentrate on seeing’.

Der er en tredje lille kronop, blot en lille en. Den kommer i b-stykket i første del, som så vidt jeg kan se går i A-mol. Det er den lille nynnede melodi som Sufjan laver inden han synger ‘Oh, be my rest, be my fantasy’ (anden gang synger han ‘vest’, hvilket er lidt sært, men whatever). Den lille nynnen går e-f-g, s’føli, fra mol til dur. Det er håbet om lys, håbet om at finde den lille ting, om det så er en fantasi, der kan lede til det større skift. Og anden gang han synger den passage, så finder han det han leder efter, for derefter skifter sangen til kronop 1 og 2. Men betyder det, at skiftet blot er en fantasi?

Det var mine tre kronoper i den her sang. På trods af ‘spartansk arrangement’ så har de sat sig godt og grundigt fast hos mig, ja, jeg kan nærmest ikke holde op med at tænke på dem. Og de driver naturligvis resten af sangen ind til sig.

Hvis du absolut skal beskrive kunst og kultur – eller hvis blot du fik lyst – så start da med kronoperne! Du behøver ikke at kalde dem det, s’føli, men objektive ting om instrumentering og tempo og den slags, det er sjældent ret interessant. Start med at skrive om det, der taler til dig. Hvis ikke der er noget der taler til dig, så føler jeg med dig – jeg har selv fået tilsendt promoer, hvor jeg efter utallige gennemlytninger intet havde at sige, hverken af godt eller særskilt skidt. Det er æv. Så overvej at tie stille 😉

Sufjan Steven’s nye plader, Carrie & Lowell får virkelig god hype for tiden. Hvad synes du? Hvor er dine kronoper? Endelig giv den gas i kommentarfeltet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.