Når en fransktalende instruktør vælger en engelsk titel på sin film, så kan man som udgangspunkt tænke sig at der sikkert er et ordspil. Det er ikke sikkert at ordspillet giver så vældig meget mening for engelsktalende, men for os med engelsk som andetsprog kan det være vældig dybt. Jeg tror der er et ordspil i No Home Movie. Jeg har set titlen latterliggjort, fordi Chantal Akerman’s seneste og sidste film rent faktisk mest er hjemmevideo-optagelser af hende og hendes mor, så titlen kan virke lidt prætentiøs. Men jeg tror det skal forstås ikke kun som ‘No Home-Movie’, men i lige så høj grad som ‘No-Home Movie’. Altså en film om at være hjemløs.
Det føles som om der er to lokationer i filmen. Den store flotte lejlighed, som Akerman’s mor bebor, hvor de mødes, spiser, diskuterer, alt mellem himmel og jord, men især krigen og hvad det gjorde for den jødiske Akerman-familie. Den anden lokation er resten af verden. Akerman rejser, til Berlin, til New York, og en stor del af filmen er taget fra disse steder. Men det er tomme billeder, ensomme billeder, landskaber fra et bilvindue, tomme hotelværelser, spejlbilleder ved en strand. Lydsiden i disse – lange – passager er mest vind og vejr, en enkelt gang kan et bollywood-hit høres i baggrunden. Det sætter måske tålmodigheden under pres hos mange seere, men omvendt er det en af de mest ægte beskrivelser af hjemve jeg har set. Det føles virkelig lettende hver gang Akerman’s mor dukker op, i hendes hjem eller på skype, som den gamle dame ikke har helt let ved at finde rundt i.
Der er også en dokumentar om Akerman på Gøteborg, som hedder I Don’t Belong Anywhere – The Cinema of Chantal Akerman. Her gennemgås de fleste af den store filmskabers film, fra de tidlige eksperimenterende kortfilm, og op til den sidste, som klippes færdig mens dokumentaren optages. Chantal Akerman var minimalist fra start af. I Je Tu Il Elle og Jeanne Dielman, 23, Quai du Commerce, 1080 Bruxelles skildres kvinders daglige gøremål minutiøst. I News From Home filmes New York mens breve til moren læses højt – en film som hænger meget sammen med No Home Movie, og de to film udgør måske en akse i filmografien. Denne sidste film fik stor kritik da den havde premiere i Locarno for at være for sjusket, for løs, for navlepillende – alle scener er taget i blot et klip med billigt digitalt kamera, og engang imellem lader kameraet til blot at være sat ned. I I Don’t Belong Anywhere er der dog scener med ‘rushes’, der viser hvor omhyggeligt Akerman kreerede sine billeder, mest ved at sætte kameraet på et bord, og så stille bordet helt rigtigt. Derudover er det i virkeligheden ganske simple dispatcher fra dagligsfæren for to kvinder, et emne som Akerman insisterede på var lige så vigtigt, og lige så filmisk, som store talere, krig og kriminalitet. Det er svært at benægte den filmiske insisteren, havde Akerman blot ville pille navle kunne hun have gjort det på en milliard simplere måder, men hun insisterer på at skildre hendes smerte og længsler filmisk, hvilket i mine øjne gør hele forskellen.
At jeg fandt filmen så rørende skyldes nok også kontekstuelle grunde. Mor Akerman døde ganske kort tid efter filmen blev færdiglavet, og når man ser den her film kan man forestille sig hvor enormt smertefyldt det har været for datteren. Chantal Akerman døde også i 2015, 5. oktober, hun begik selvmord. Om det er sorg over moren vides ikke, eller om det var ensomhed. Hun var depressiv. Man kan jo altid læse for meget ind i en film med en sådan kontekst, f.eks. står der to vaser på et bord i dagligstuen som nærmest ligner urner. Hen mod slutningen fokuseres der en del på dem, og hvis man tænker lidt forkert over det, så er det et utroligt deprimerende billede at slutte med. Det sidste billede fra Chantal Akerman, en unerkendt instruktør som fortjener en helt central placering i filmhistorien, efter min mening. Hendes sidste er hård kost, men et værdigt punktum.
I I Don’t Belong Anywhere forklarer Akerman at hun sagde nej hver gang Je, Tu, Il, Elle – som kulminerer med en lang lesbisk sex-scene involverende Akerman selv – blev tilbudt at blive vist på en LBGT-festival. Hun ville ikke vises på feministisk festival eller jødisk festival heller, hun ville blot vises på filmfestivaler. På én vis applauderer jeg den indstilling, for den her slags underfestivaler kan nemt blive snærende bånd hvor film kun kan leve tematisk og ikke filmisk (og jeg inkluderer her ikke arkitekturfilmsfestivaler, eftersom de netop inkluderer spillefilm efter filmiske kriterier!), men omvendt er det umuligt ikke at tænke på Akerman som i hvert fald feministisk filmskaber med portrætterne af husmødre og singlekvinder, og, tror jeg, i høj grad også som en filmskaber fanget i en diaspora, som nemt kunne antages for ganske jødisk. Intet hjem. I dokumentar og No Home Movie ligger Holocaust som et stort spor. Nu hvor Akerman’s filmograf på så tragisk vis er blevet afrundet, kan en samlet genovervejelse af filmografien gå i gang. Både dokumentar og hendes rørende sidste film burde være centrale heraf. Jeg vil varmt anbefale at se No Home Movie når den bliver vist i cinemateket d. 9. og 31. marts og satser også på at se den en gang til. Det fortjener den.