Jeg har sagt det gentagne gange, men det er vigtigt nok til at sige igen: Da Lise Nørgård og co lavede første sæson af Matador kunne de ikke vide om de nogensinde ville få lov at lave mere, eller om de seks afsnit ville være det eneste danske seere ville se til Korsbæk. Så det er ikke så overraskende, at sæson-finalen er lavet så den også er en nogenlunde tilfredsstillende sløjfe på hele historien. Sjette afsnit bruger det meste af sin spilletid på at skildre konsekvenserne af hvad vi hidtil har set. Hvem har vundet, hvem har tabt. Som med flere andre afsnit er der her en fornemmelse af et afsnit i to dele. Første del skildrer fortrinsvis de plotmæssige konsekvenser af Arnesen’s død, med megen fokus på de ansatte i det tidligere Damernes Magasin. Anden del skildrer mere konsekvenserne på et tematisk plan. Her begynder det at blive rigtig godt, men første halvdel er blandt de svagere minutter i seriens levetid.

Helt grundlæggende er miljøet omkring Arnesen bare ikke blandt det bedste i serien. Og det første kvarter går nærmest kun med at få sat dødsboet i orden, så at sige. Det er vigtigt, det er stumperne der mangler at falde på plads, men rigtig interessant bliver det bare ikke. Og serien ved vist godt at det ikke er så vanvittig interessant, for der puttes to følelsesladede monologer ind fra Vicki og Frk Jørgensen, som dog i mine øjne stadig ikke rigtig forøger interessen. Frk Jørgensen viser sig at være blevet fanget af sin egen stolthed, og at have håbet at blive gift med Arnesen. Det sidste vidste vi godt i forvejen, det første kunne vi måske gætte os til, det gør hende ikke rigtig til en spændende karakter. Vicki fortæller om sin opvækst på kasernen, og hvordan hun blot ville væk fra hendes far. Det er et eksempel på hvor trange verdener Korsbæks kvinder navigerer i, men Vicki bliver heller aldrig blandt mine yndlingskarakterer. Hr Schwann har altid fået mere opmærksomhed, og han har da også de bedste sekvenser, da han mødes med både Varnæs og Skjern om muligheden for at føre forretningen videre. Der er omsorg fra dem begge to, og især er Mads’ reaktion interessant, men de to hovedpersoner er også ved at indtage en position hvor de er højt hævet over alle småfolk som Schwann.

Den sekvens er dog bedre end hvad der derefter sker når Holger Jørgensen kommer til byen. Der er noget Tjekhov’s pistol over det, allerede fra start blev det nævnt at Ingeborg’s eksmand var en rigtig skidt kal, så det burde vel forventes at han ville komme tilbage til byen, men interessant er det ikke. Der er noget tematisk over det, at Skjern-familien skal skille sig af med Holger ligesom de skiller sig af med deres mellemnavn, inden de kan konsolidere deres plads i byen. Det er passende, at efter de utallige scener i seriens start hvor folk ankommer til banegården, så optræder stedet i stedet i sæsonafslutningen som afgangsperron, hvor både Vicki og Holger må forlade området. Vicki har Elisabeth og Doktor Hansen til at sige hende farvel. Holger ikke nogen. Jeg kan endda også godt forstå, at hvis Nørgård og co havde planer om at fortsætte serien, så var det ikke deres bedste karakterer de fulgte ud af brættet. Arnesen, Vicki, Hr Schwann, Holger, de er alle blevet kørt af banen af Mads, og kommer ikke til at spille samme rolle senere i serien. Mads står tilbage. Det er så bare ærgerligt at der skal bruges så megen tid på dem før vi kan komme frem til dem vi rigtig bryder os om.

Hans Christian har kun den korte scene med Hr Schwann i afsnittets første halvdel. Maude dukker først op i anden halvdel. De er blandt seriens hovedkarakterer, men er kun tematisk ramt af seriens plot. Og reelt er det ikke de to, men måske snarere Jørgen, der er sæsonens tematiske nøglepunkt fra den fløj. Nu skal jeg jo ikke kunne gætte hvordan de oprindelige planer for sæsonen har været, men det er pudsigt at første afsnit starter lige efter folketingsvalget i 1929, og sidste afsnit slutter faktisk lige efter endnu et folketingsvalg. Mads siger at Ingeborg skal føde i November, og der var faktisk folketingsvalg i november 1932. Dvs Jørgen var håbefuld konservativ kandidat i næsten en hel valgperiode, men endte med at spænde ben for sig selv. Er det ikke den klareste formulering af nogen politisk pointe i første sæson? De gamle har klaget over dem ‘derovrefra’ hele vejen igennem, påstået at de blev uretfærdig behandlet, men i sidste ende er de blevet fældet af eget hykleri og manglende tilpasningsevne. Det understreges ret fint i scenen hvor Hans Christian får forklaret hvordan tingene hænger sammen af parti-toppen: Konsulen: ‘Ja vi kan vel alle ha vores, men vi har det sgu i dølgsmål, så gammel er han vel blevet’ Bestyrelses-mand: ‘Vort Parti står jo vagt om Familien!’ Uden antydning af at kunne se ironien.

Men hvis det har været den oprindelige pointe, så har Matador nærmest opgivet at komme med konkrete politisk-historiske pointer. Og det er nok meget fornuftigt. Referencen til Staunings valg i 29 var blot en avis-artikel, det næste valg nævnes ikke med et ord. Hvor mange politiske debatter fra samtiden har vi set personerne deltage i? Der var lidt om forsvarssagen i første afsnit, men det gav heller aldrig rigtig mening at Hackel skulle sige til Dr Hansen. Det er hundesvært at integrere politiske begivenheder med et ordenligt plot – Mad Men kunne gøre det fordi de havde 92 afsnit til at skildre 10 år, snarere end 24 til at skildre 18, og deres mest historiske afsnit var alligevel ofte de sværeste – så Matador har i stedet valgt en langt mere symbolsk metode.

Det aller første billede fra første afsnit viste kirken i den lille by, og det er da også der vi slutter. Læg mærke til hvem der sidder tættest på alteret, det gør naturligvis familien Varnæs. Men oppe ved døbefonten står en ny stærk slægt, Skjern-slægten, som nu har et femte medlem, nu har en bank. Mads’ ansigtsudtryk er et fornemt sted at slutte, han har sejret, han har fået alt han ville have, og hvis man skulle gætte så ville man sige han nu var klar til kamp mod byens anden bankdirektør. Sådan kommer det dog ikke helt til at gå. Der er et andet øjeblik tidligere, da Ellen og Daniel giver deres karakterbøger til deres far, hvor kameraet zoomer helt ind på Daniels let melankolske ansigt. Byens gamle borgere har set på alt hvad der er sket som en kamp mellem det gamle og det nye, men i virkeligheden er de blevet fældet af egne fejl. Hvis vi seere tror Matador i de næste sæsoner bygger op til en endnu større kamp, snarere end at fokusere på de interne fejl hos den nye slægt, så har man nok endnu ikke forstået hvad serien går ud på.

Derudover:

* De konservative fik faktisk et udmærket valg i 32, og gik tre mandater frem. Men hvordan mon de har klaret sig i Korsbæk-kredsen, hvis de skulle skifte Jørgen Varnæs ud så tæt på valget. Det er nok meget godt serien ikke udpensler detaljerne i den historie…

* Jeg nåede næsten ikke at nævne noget om Varnæs-familien, for det er mindre vigtigt, men jeg kan vældig godt lide det. Maude der forsøger at overtage husholdningen, men bliver afvist af Laura. Igen sidder Elisabeth og spiser med børnene, ligesom hun gjorde i afsnit 4, og læg mærke til hun denne gang husker at løfte karaflen. Før spildte de vinen.

* Har Hans Christian tømmermænd morgenen efter hans møde med Jørgens elskerinde? Hvad er det som bliver antydet? Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår det, men det passer jo meget godt sammen med at både familerne Skjern og Varnæs sender problemerne over Atlanten.

* Afsnittet starter med Arnold og hans ‘næsvise tøs’ der smutter ind bag et forhæng. Det veksler lidt hvorvidt et afsnit starter med de vigtige personer, eller et lille kulørt øjeblik.

* Jeg kan godt lide de små glimt af malerierne når Schwann nævner Varnæs’ far og farfar.

* Dr Hansen: ‘Af alle byens stuer er det her den hyggeligste’ Jeg er enig, der er en fremragende scenografi i Elisabeth’s stue, det er det første sted i serien som føles helt moderne.

* ‘Døgnets flaner rendt fra bog og nål’ Kristen citerer her ‘Brat er Slaget Rammet’ af Paludan-Müller, skrevet om hvad landet har brug for efter 1864:

Dernæst jeg opdrager
mig en pigeflok,
som ej hjemmet vrager,
som i lidt har nok.
Ingen døgnets flaner,
rendt fra bog og nål,
fromme, stærke kvinder!
Det er Danmarks mål.

* Jeg blev spurgt hvem der var min yndlingsperson, og jeg ved det ikke helt. Men jeg tror scenen med Kristen, Elisabeth og Dr Hansen er den absolut bedste konstellation jeg kan forestille mig.

* Rangering:

1. Afsnit 4: Skyggetanten
2. Afsnit 2: Genboen
3. Afsnit 3: Skiftedag
4. Afsnit 1: Den Rejsende
5: Afsnit 6: Opmarsch
6: Afsnit 5: Den Enes Død

Enig, uenig?

* Jeg har set de seks første afsnit flere gange end jeg har set resten, så jeg bliver nok nødt til at forberede mig lidt bedre frem til på lørdag. Men hvis kvaliteten af de her tekster pludselig falder fra hinanden, så ved I hvorfor.