Jeg har før skrevet lidt om, hvordan de forskellige tidsplaner i serien ikke altid hænger sammen. Nogle historier falder naturligt over flere år, mens andre ser ud til at stå i stampe og så bevæge sig igen. Det begynder man også lidt at kunne mærke her hen over midten af sæson to. Det her er et afsnit, der med det samme sætter historien i stå igen. Kristen og Elisabeth begynder så småt at klinke skårene efter deres store skænderi i sidste afsnit. Konsulen og Skjold-Hansen taler om, at deres angreb på Mads Skjern ikke førte nogen vegne. Endnu. Det er et afsnit der ikke helt ved hvad det skal gøre. Og Hans Christians affære med Ulla er også en af de ting der varer længere end man tror. Den begyndte i 33, og det slutter her i efteråret 35. Hans Christian er Maude systematisk utro i over to år, er det den fornemmelse man har af historien? Eller tror man det bare er en kortvarig smutter?

Den slags begynder gerne at gøre ondt i anden halvdel af en Matador sæson. Det er her hvor spændingen mellem de tre fortællemæssige planer, afsnittet, sæsonen, og den forkromede fire-årige fortælling, begynder at kunne mærkes. I anden sæson er det især det her afsnit der lider, det er en anelse uformeligt og uden de helt store momenter. Der er ikke rigtig noget som samler afsnittet sammen, Elisabeths skænderier om abort forsvinder lidt igen, KU’s bølle-march er mestendels en gentagelse af nazisternes march i forrige afsnit, men hvor den march gav anledning til at vise mere om Røde, så bruges der her en del tid på Gustav, den yngste af de tre søskende Friis. Der er en fin lille fortælling om ham i de få afsnit han er med i. Men der er rigtig meget politik, mange skænderier i det her afsnit. Rigtig meget snak. Det vigtigste er vel, at Iben Skjold-Hansen kommer til byen, og straks begynder at gøre kur til Kristen. Det er essentielt for de større fortællinger, men er ikke noget som binder afsnittet sammen, og på det her tidspunkt er der nok ting der står i vejen for Kristen og Elisabeth. Det er så vidt jeg kan se det korteste afsnit i sæson 2, og det er det afsnit der minder mest om en normal tv-serie. Bare en samling ting der sker, ikke de store mærkværdige stræk der ellers fylder de spillefilms-lange afsnit serien begynder at bestå af.

Der er en fornøjelig scene hvor Ulla kommer forbi huset hvor Frøken Violet, Arnold og Hr Schwann bor. Der er nærmest optræk til endnu en lokalitet, endnu en plads på Matador-brættet, der kan afspejle tidens gang. Men det er også næsten for meget. Det er lidt et sted for seriens tabere, for dem der er røget i klemme i kampen mellem de store familier. Ulla og Schwann, naturligvis, men vi ser også hvordan Arnold bliver skældt ud af hans forlovede på grund af de dårlige ting både Mads og Hans Christian har gjort den her sæson. Jeg satser også på på et tidspunkt at få skrevet noget mere om Violet og hendes danse-salon og hvordan det bliver brugt, der er noget fascinerende over hendes position. Samt naturligvis at en anden af tidens tabere, Misse, sidder ved klaveret. Der er dem, der driver udviklingen, og der er dem det går ud over.

Men Matador har ikke brug for et helt hus til at understøtte temaet om dem det går ud over. Dette afsnit er også der, hvor Ingeborg spekulerer over, om det måske har skadet Daniel at skulle rejse så meget hele sin barndom. ‘Sidde på en trappesten og vente’. Det billede ser vi i starten af hvert eneste afsnit, mens Bent Fabricius Bjerre’s melankolske tema spiller henover. Der er ikke nogen større eller bedre udfoldning af det tema end i måden Mads lader sine ambitioner gå ud over hans søn. Det er også et tema der naturligt udvikles henover tid. Den her gang handler det om Daniel’s mulighed for at komme på latin-skole, hvilket kræver intensiv tutor-undervisning. Daniel stikker til sidst af til Grisehandleren. Og Ingeborg sætter foden ned, da Mads truer med at straffe sin søn korporligt, og at sende ham på privatskole. I virkeligheden ender historien lige som alle de andre, med et skridt tilbage igen. Daniel bliver fundet, glade og lettede finder Mads og Ingeborg lidt sammen igen. Det er en konflikt som ikke bliver løst. Men netop fordi Daniel bliver ældre og ældre, må konflikten uundgåeligt blive værre. Det er godt drama. Det bliver mere dramatisk, allerede i næste afsnit, der har en af de legendariske scener fra det plot. Den slags scener er der nærmest ingen af her, er der vel? Og et Matador-afsnit uden legendariske scener, det må nærmest per automatik henregne blandt de ringeste.

Endvidere:

* Vi starter afsnittet med den berømte plakat om ‘Stauning Eller Kaos’. Plakaten er skrammet, så afsnittet finder sted efter valget 22. Oktober 1935. Avisen vi straks efter ser, hvor der er en overskrift om Elisabeth Friis og hendes optræden ved kvindemødet, handler derudover mest om krigen i Ethiopien, som Italien invaderede i Oktober. Artiklen handler meget om sanktioner, så jeg tror det stammer fra November.

* Dr JH Leunbach var en virkelig person. Det komplicerer historien lidt, at han opfattede sig selv som racehygiejniker.

* På Jernbanerestauranten kan man høre Ib Schønberg synge ‘Åh, Jeg Er Så Glad I Dag’. Fra filmen Panserbasse, som dog er fra 1936. ‘Åh jeg er så munter og så modig og så fri / Sku jeg liste ind og kysse pigen jeg ka li? / Skal, skal ikke, skal, skal ikke, skal, skal ikke, skal! / Det skal bli et kys med knald’ Der var en gang hvor man kunne skrive lyrik. Panserbassens bedste ven var i øvrigt spillet af Hr Schwann, Arthur Jensen. Og i øvrigt i øvrigt, så tror jeg den scene er inspireret af den berømte ‘Isn’t It Romantic‘ fra Rouben Mamoulien’s Love Me Tonight.

* Iben’s monolog om livet i Tyskland er nu meget god. Og skræmmende. Og det er da også meget fint at se, hvor nemt borgerne er i stand til at bortforklare deres eget ubehag. Jojo, fascistisk opførsel er da mærkværdigt, men det er vel ikke virkelig skandaløst som at spise mad med en Skjern er det.

* ‘Undskyld søster, det er mig imod at diskutere med en kvinde…’ Det er et af de mere harske politiske afsnit, egentlig.

* Er det mig der tager helt fejl? Nogen som vil argumentere for stærke scener i det her afsnit?

* Det tætteste på er vel Herbert og barnevognen, eller hvad? Jeg ved ikke, det er lidt tyndt. Men jeg kan godt lide ironien, at det virker så stærkt at Herbert ofrer alle de penge han har fået i forskud på den barnevogn Agnes gerne vil ha. Hun græder fordi hun er så glad for der findes folk som ham. Men det er jo lidt den samme godhed, som gør han f.eks. rejser til Spanien snart, en rejse hun jo ikke er så glad for. Han bliver en mere kompleks figur, som serien skrider frem.