Mand Falder

Planlægning. Altid et paradoks for en dokumentar-film, for er det stadig at dokumentere hvis man har planlagt hvad der skal ske? Men omvendt giver det sig selv, at det rent visuelt og filmisk bliver mere sikkert, hvis man i forvejen har tid til at planlægge hvad man vil gøre. Anne Wivel’s nye film Mand Falder om Per Kirkeby er et portræt lavet nærmest uden planlægning: Det viser perioden efter at Per Kirkeby faldt ned ad en trappe og fik skader på den del af hjernen som han bruger i sin kunst. Efter faldet ringede Kirkeby simpelthen Wivel op, og så tog de den derfra. Filmen dokumenterer i simpleste grad: En dokumentarist med et kamera, som følger kampen for at komme tilbage. Undervejs er der gode indsigter i Kirkeby’s kunstneriske virke. Men det kommer først undervejs, filmen er lidt sløv om at komme i gang, og der er i sidste ende ikke helt indsigter nok til at filmen kan blive en ultimativ Kirkeby-fremstilling.

En sammenligning: En af mine absolutte yndlingsdokumentarer er Victor Erice’s The Quince Tree Sun, som handler om den spanske maler Antonio López García, der hvert efterår maler solen i hans kvæde-træ ude i haven. Dette år følger filmskaberen med i processen, som hurtigt kommer til at handle om at bruge snore og blyantstreger for at holde styr på bevægelsen mod jorden hos de modnende og derfor tungere og tungere kvæde-frugter. Derudover handler det om håb og skuffelse, for nogle efterår er der ganske enkelt ikke nok solskins-morgener til at gøre billedet færdigt. SPOILER: Dette år lykkes det ikke. Grundlæggende er filmen planlagt – at følge det årlige kvæde-billede – men der var stadig spænding om det ville lykkes eller ej. At det ikke lykkes betyder ikke, at processen ikke er umanerligt fascinerende at følge.

Processen omkring Per Kirkeby’s genoptræning er lidt anderledes. Faldet skete så pludseligt, og den første del af filmen går lidt med at finde ud af, hvad det egentlig er som er galt. Er han træt? Er han mentalt træt? Han har noget med, at han altid maler til venstre for hvad han gerne vil. Og han har svært ved at genkende sine billeder. Men hvad er det egentlige problem? For at være helt ærlig er det ikke det mest fascinerende spor i filmen, det er som om ingen rigtig ved hvor historien ligger, og i stedet er der scener med Dronning Margrethe og til receptioner hvor folk taler rosende om Kirkeby’s karriere, nærmest i datid. Det bliver lidt langtrukkent, og da især for folk som ikke har det store forhold til kunstneren må det være lidt kedeligt at komme igennem.

Men anden halvdel af filmen har fat i noget. Per Kirkeby snakker på et tidspunkt om Monet, at grunden til hans film var så mærkværdigt farvelagte måske skyldtes at han var farveblind, og at det altså var hans skade som gjorde hans kunst unik. Efterhånden begynder filmen også at handle om at få tilpasset værket Kirkeby’s nye begrænsninger. Måske kunne man lave noget med en gravør, for Kirkeby’s penselstrøg gør sig strålende i forbindelse med en trykning. Måske med en sele, så han ikke skal bruge så mange kræfter på at stå oprejst? Måske med nogle mindre lærreder, som han kan sidde ved? Det er fascinerende, og mange af billederne synes ganske gode, men Kirkeby selv synes sjældent tilfreds. En pudsighed måske hos folk der ikke aner hvem Kirkeby er: Det ser konstant ud som om Kirkeby maler efter model, han kigger altid på billeder og så på lærredet hvor han laver sine penselstrøg, men det han tegner ligner naturligvis aldrig det han kigger på, han er jo ikke en figurativ maler. Jeg kan lige se en tilskuer gå til filmen kun med den info at det er en maler med en hjerneskade, uden at vide hvilken type maler det er, og se scenerne hvor Kirkeby sidder med et stykke kridt og siger: ‘Ja, det her er så trappen (krims-krams) og så er der en hule bagved (mere krims-krams) og det her er mig (sort masse).’ Folk må jo tro at han er gal, men det er sjovt at se hvordan abstraktionen virker hos ham. Den sejeste diskussion er én han har med nogle kolleger om en vandskade på en italiensk slotsvæg, hvordan det har skabt ‘tid’ i billedet. Er det derfor der er så mange streger på kryds og tværs i Kirkeby’s billeder, er det for at efterligne ‘tids-effekter’ i nye billeder?

Der er en anden ‘skade’ som spiller ind, nemlig fraværet af Anne Wivel’s egen mand, hvis sidste tid hun skildrede i filmen Svend fra 2011. Der er en forståelse og en ømhed i skildringen, ikke blot af Per Kirkeby, men især af hans kone Mari Anne, der bliver pålagt så meget ekstra når hendes mand pludselig ikke kan det samme, og kan få så meget mindre igen når han har svært ved at genkende hende. Selvom de husker at sige hvor meget de holder af hinanden. Hvor Per Kirkeby på en eller anden måde er blevet væk for sig selv, så er Mari Anne altid klar over hvad der sker, og i stand til at give den gode afsluttende kommentar. Der er en empati her, som giver filmen noget ganske unikt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.