Palmesøndag del 396
(Yorgos Lanthimos, USA
Cannes 2024, Bedste Skuespiller (Jesse Plemons))
Jeg følte lidt at Lanthimos ramte en mur med The Killing of a Sacred Deer fra 2017. Her føltes det som om hans tematik var udforsket tilstrækkeligt, og hans æstetik ramte det manneristiske. Gudskelov at han herefter skiftede spor. Til The Favourite (2018) fik han et manuskript, som Deborah Davis havde skrevet mens hun stadig studerede. Lanthimos fik den noget mere erfarne australske manusforfatter Tony McNamara til at hjælpe med nogle genskrivninger, og resultatet var dejlig friskt.
Det klædte Lanthimos at komme væk fra de emner han havde dyrket med hans faste manuspartner Efthimis Filippou, der havde været med til at skrive alle hans film siden Dogtooth (2009). Lanthimos fortsatte samarbejdet med Tony McNamara på den endnu større succes Poor Things (2023), en filmatisering af en roman af den skotske forfatter Alasdair Gray, og resten er historie. Poor Things vandt Guldløven i Venedig, Emma Stone vandt Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle, og Lanthimos havde slået sin plads fast som en af Europas største instruktører.
Jeg er også glad for The Favourite og Poor Things. De føles måske lidt mindre personlige end Lanthimos egne film, men det gør intet som helst. Han får fint fremlagt tematikkerne om køn og magt i Europas fortid, men det er også som om han er frisat til at fokusere på æstetikkerne i filmen, og det resulterer i nogle helt vidunderlige billeder og lyde. Fra brugen af fiskeøje-linser og den rytmiske klipning, til Jerskin Fendrix’ vilde soundtrack til Poor Things, så bliver der leget, eksperimenteret, og bare skabt nogle fuldstændig vidunderlige effekter, som samtidig også er så medrivende, at et kæmpestort publikum blev hevet i biografen – The Favourite indtjente 95 millioner dollars, Poor Things 117 millioner. Det er eksempler på den gode gamle opfattelse af en auteur: En som altid har en genkendelig æstetisk stil, også selvom han/hun ikke har stået for manuskriptet.
Men så var det åbenbart tid for Lanthimos at vende tilbage til hans gamle udtryk. Så Kinds of Kindness er igen skrevet med Efthimis Filippou, og den næsten tre timer lange film er som et katalog af hans gamle tematikker og idéer. Og det er sådan set ikke dårligt. Men de æstetiske landvindinger går et stykke hen ad vejen tabt, og som gammel Lanthimos-fan er det svært ikke at føle, at man har set det meste før. Resultatet er en skuffelse.
Kinds of Kindness består af tre forskellige historier, hvoraf ingen af dem ser ud til at have særligt meget med venlighed at gøre. De samme skuespillere går igen i de tre fortællinger, Jesse Plemons spiller en stor rolle i dem alle tre, Emma Stone bliver vigtigere og vigtigere, indtil hun i den tredje fortælling skaber filmens mest rørende og komplekse karakter, og Willem Dafoe, Margaret Qualley, Hong Chau og andre går igen i diverse biroller.
I den første fortælling møder vi Robert (Plemons), hvis hele liv uvist af hvilken grund er kontrolleret af hans rige chef Raymond (Dafoe), der f.eks har fortalt ham hvem han skulle gifte sig med. Da han nægter at udføre den seneste ordre falder hele hans liv nærmest fra hinanden. I anden historie spiller Plemons Daniel, hvis kone Liz (Stone) er forsvundet ude på havet, men da hun vender tilbage har hun ændret sig på mystisk vis, så Daniel bliver overbevist om, at hun er en bedrager. Og i den sidste fortælling spiller Plemons og Stone sammen som Andrew og Emily, to medlemmer af en mystisk kult ledet af Omi og Aka (Dafoe og Chau), der forsøger at finde en kvinde de mener vil kunne vække døde til live, alt imens Emily også længes mod den familie hun har vendt ryggen til.
Det er tre surrealistiske fortællinger, der alle tre kredser om de samme emner, som Lanthimos skildrede i hans første film. Til tider så meget, at det føles som en gentagelse. Roberts liv bliver kontrolleret ligesom børnenes liv i Dogtooth (2009) blev det, der også lidt kunne kaldes for en film om en kult. Kærlighed er baseret på særheder og rutiner, så Robert kan kun opnå kvinders opmærksomhed ved at gøre skade på sig selv, og så håbe på de hjælper ham, ligesom Daniel og Liz’ forhold bliver reduceret til hvem der spiser hvad på hvilke måder, og de seksuelle ting, de har lyst til. Særligt det med selvskade som vej til kærlighed virker fortærsket, eftersom Ben Whishaws karakter gjorde præcis det samme i The Lobster, i håb om at kunne danne par med en kvinde, der også altid havde næseblod. De her Lanthimos/Filippou idéer føles ikke rigtig friske længere.
Men de bliver turneret med stor seriøsitet. Så meget at den legende æstetik går af fløjten. Der er ingen af de vidunderlige visuelle idéer fra The Favourite og Poor Things, selvom det igen er Robbie Ryan der har filmet dem. Det er et mere stringent og velkomponeret arthouse-filmsprog, men det keder mig altså desværre også lidt. Den mørke humor er heldigvis ikke forsvundet, og jeg har efterhånden svært ved at forestille mig en Lanthimos-film uden sort humor. Det er efterhånden nærmest det definerende ved hans kunst, og han tager det denne gang enormt seriøst. Det er stadigvæk en sjov film, men den er mindre fjollet sjov end de to seneste, faktisk bliver de mest fjollede sekvenser skubbet hen til rulleteksterne på de tre sekvenser. Ved flere andre sekvenser ved man ikke om man skal grine eller græde, som når f.eks Daniel gerne vil mindes Liz ved at se en video de engang optog sammen. Man ved bare, at det må være et sexbånd, men måden den afsløring bliver håndteret er så overdrevet og grænseoverskridende, at det både er beundringsværdigt, men også lidt trættende.
Der har været nogle ret lange pauser i Lanthimos’ filmografi. Fire år mellem Alps (2011) og The Lobster (2015), fem år mellem The Favourite (2018) og Poor Things (2023), omend den pause sikkert også havde noget med pandemien at gøre. Det har måske ikke altid været lige nemt at få funding hverken i et kriseramt græsk samfund for ti-femten år siden, eller som udlænding i Storbritanien/USA sidenhen. Men når så Lanthimos har fået mulighederne, så har han lavet en del film i rap. Kinds of Kindness var således allerede filmet i 2022, inden Poor Things havde fået premiere, og Lanthimos er lige nu i sommeren 2024 i gang med at filme hans næste film Bugonia, der skal have premiere til næste år. Igen er Emma Stone og Jesse Plemons med. Men for mig er det næsten mere spændende, at manus denne gang er skrevet af den for mig helt ukendte Will Tracy, og at filmen er et remake af den koreanske film Save the Green Planet! af Jang Joon-hwan fra 2003. Som jeg heller ikke kender, og som ikke lader til at være den dybeste film nogensinde. Men efterhånden synes jeg næsten Lanthimos er bedst, når han kommer så langt væk fra det dybe og personlige som muligt.
Det passer heller ikke helt, for den æstetik Lanthimos præsenterede i The Favourite og Poor Things var også helt unik for Lanthimos, og selvom den var glat og tillokkende, baseret på pang-farver, hurtige bevægelser, tydelige filmiske effekter, store armbevægelser, kulisser og kostumer, så er det forkert ikke også at anerkende, at pointer leveret via den slags ting kan være lige så ‘dybe’. Det var ren æstetisk nydelse, men brugt til at fortælle om den galskab, der har ligget lige under de polerede overflader i Europas historie. Uden de polerede overflader fortæller Kinds of Kindness mest bare om galskab, og det er overhovedet ikke lige så tillokkende og medrivende, men heller ikke mere originalt og innovativt. Og bliver det hele lidt ærgerligt. Film bliver ikke bedre, bare fordi de virker mere seriøse, ej heller dårlige, fordi de er mere fjollede.