Palmesøndag del 183(David Lynch, USACannes 1999) Man kan egentlig godt sige, at David Lynch er en virkelig god landskabs-filmmager. Fra det industrielle månelandskab i Eraserhead, over de endeløse parcel-græsplæner i Twin Peaks, og til de nærmest psykedeliske lysørkener i Mulhulland Drive og Inland Empire, så skaber han ufatteligt smukke miljøer. Der er bare det, som […]
Palmesøndag del 182(David Lynch, USACannes 1992) Der er faktisk ret meget kontinuitet hos David Lynch. Jeg genså hans debut-film Eraserhead for nylig, og til sidst i den film, da hovedpersonen Henry begynder at dissekere sine traumer, så begynder elektriciteten at slå gnister. Lamper blinker, ledninger slår gnister. I Lynchs seneste værk, den tredje sæson af […]
Palmesøndag del 181(Quentin Tarantino, USACannes 2019, Palm Dog (Brandy)) Once Upon a Time in Hollywood kunne nærmest kaldes for en ‘moden’ Tarantino-film. Det er i hvert fald hans mest afslappede. Hvor tidligere film var skarpt inddelt i kapitler, gerne med komplicerede narrative strukturer, så skildrer den her film bare tre dage for tre mennesker, stille […]
Palmesøndag del 180(Quentin Tarantino, USACannes 2009, Bedste Skuespiller (Christoph Waltz)) Der er et citat i romanen Mason & Dixon af Thomas Pynchon, som jeg holder meget af. Det omhandler en virkelig historisk begivenhed der fandt sted i en fængselscelle i Indien, hvor 146 europæere blev indsat natten over, hvorefter de naturligvis i løbet af natten […]
Palmsøndag del 179(Quentin Tarantino, USACannes 2007) Alle kunstarter er unikke, og man skal passe på med at hente idéer fra én form for kritik over til en anden form for kritik. Alligevel, jeg føler at forholdet mellem Kill Bill og Death Proof først og fremmest kan forklares med et fænomen fra musik-kritikken. Er Kill Bill […]
Palmesøndag del 178(Quentin Tarantino, USACannes 1994, Guldpalmen) pulp / 1. A soft, moist, shapeless mass of matter2.A magazine or book containing lurid subject matter and being characteristically printed on rough, unfinished paper. Jeg tror jeg har lavet en klassisk fejl med Pulp Fiction. I lang tid følte jeg at den var overvurderet. Jeg læste lange […]
Palmesøndag del 177(Dolor y Gloria, Pedro Almodóvar, SpanienCannes 2019, Bedste Skuespiller (Antonio Banderas), Cannes Soundtrack Award (Alberto Iglesias)) Smerte og Ære er en triumferende nøglefilm. Som jeg skrev i første tekst om Almodóvar, så var hans værk blevet opdelt i fire perioder, hvoraf den fjerde, begyndende med Brudte Favntag, ikke rigtig havde taget form endnu. […]
Palmesøndag del 176(سه رخ, Se Rokh, Jafar Panahi, IranCannes 2018, Bedste Manuskript (Jafar Panahi og Nader Saeivar)) Det her er, så vidt jeg kan se, første gang jeg skriver om en iransk film i det her projekt (og for lige at være helt ærlig, så ja, det her er en redigeret udgave af en tekst jeg […]
Palmesøndag del 175(臉 Liǎn, Tsai Ming-liang, TaiwanCannes 2009) De seneste år har Tsai Ming-liangs film været endog meget kunstneriske. Der er Walker-serien, hvori en munk går langsomt, og hvorfra Journey to the West fra 2014 er højdepunktet. Der var Your Face fra 2018, en dokumentar, der mest bestod af billeder af folks ansigter. Og så var […]
Palmesøndag del 174(你那邊幾點, Nǐ nà biān jǐ diǎn, Tsai Ming-liang, TaiwanCannes 2001, Teknisk Grand Prix (Tu Duu-chih, lyd)) Da jeg i teksten om The Hole skrev om Tsai Ming-liangs film, at det ikke var dem alle jeg kunne anbefale som introduktion til slow cinema, så var det meget en film som What Time Is It […]