Årets danske plader 2021

10. Danish String Quartet – Prism III

Den Danske Strygekvartets tredje Beethoven-udgivelse er måske deres bedste. Beethovens kvartet nr 14 passer perfekt til de fire musikere dens syv satser uden pauser indebærer pludselige stemningsskift, som de håndterer med nærmest telepatisk præcision. Sammenspillet er som altid ubegribelig godt, og lyden er som hos næsten alle ECM-udgivelser forbasket smuk. Som på de tidligere udgivelser stilles Beethoven sammen med en kvartet fra det 20. Århundrede, her Bartoks fantastiske første, men for en gangs skyld føles tilføjelsen lidt overflødig. Det er dog forståeligt: Efter en så forrygende udgave af Beethovens opus 131 føles alt ligegyldigt.

7. Allegro


9. Communions – Pure Fabrication

Communions’ hemmelige våben er tekstforfatter Martin Rehofs sans for det engelske sprog. Det er evnen til at formulere komplekse tankerækker på det engelske sprog, der får de langstrakte melodilinjer til at virke, og det er de langstrakte melodilinjer der får pladen til at virke. ‘I am nature’s bird of passage’ synger Rehof på pladens første (og bedste) omkvæd, og hans melodier lyder præcis som et fugletræk over musikkens oceaniske guitarstøj. Pure Fabrication er ikke noget avantgarde værk, men Communions mestrer enhver form for guitar-baseret indie, kører det sammen til en samlet timelang kakofoni, og strækker et væv af selvmytologiserende ordlinjer udover.

Bird Of Passage


8. Shitney – Post Vocal

Der laves mange støj/jazz hybrider i Danmark for tiden, men få af dem tør reelt støje sådan som trioen Shitney gør det på deres anden plade. Det starter meget normalt, små loops, hakkende rytmer, søgende saxofonsoli indover. Men det er sene numre som det infernalske ‘Dysprosody’, der får pladen til at hænge sammen. Man forstår hvorfor der skulle tages tilløb inden man kastede sig ud i et så ubærligt kaos, ligesom man forstår hvorfor der skal slappes af bagefter. Post Vocal fungerer således som samlet hele, der tager lytteren ud i nogle ekstreme lydverdener, hvor ikke ret mange danske bands tør gå.

Post Vocal


7. Erika de Casier – Sensational

Erika de Casiers melodier er så minimalistiske de nærmest lyder som loops. Selv hendes vers er mest simple hooks, konstant gentaget. Det er måske det, som gør det svært at genre-bestemme hendes musik. Det lyder af R’n’B, men også af Garage, House, ja selv lidt Trance. Omvendt er der næsten aldrig danse-trommer på. Måske er det mest korrekt at kalde det eksperimenterende electronica, og putte Sensational i bunken af fremragende plader fra danske elektroniske – og fortrinsvis kvindelige – kunstnere, a la Clarissa Connelly, ML Buch, Lydmor, etc. Ingen af de andre har dog Erika de Casiers pop-øre, og hun er indtil videre den eneste der har fået et decideret internationalt gennembrud. Fuldt fortjent for en plade, der er mere mystisk end den først giver indtryk af.

Busy


6. Peter Jensen, Morten Büchert & DR Big Band – Light Through Leaves: Carl Nielsen Recontextualized

2021 gav et comeback til sluthalvtredsernes idé om ‘third stream’ jazz, en art fusion af jazz og klassisk. I England væltede Floating Points, Pharoah Sanders og London Symfonikerne anmelderne bagover, men Jensen, Büchert og DR Big Band kunne sagtens være med. Bevæbnet med samples fra Carl Nielsens symfonier fremstillede de en suite, der vekslede mellem kollager af klassiske klange, og veloplagte jazz-soli. Men det tilføjes et skvæt af moderne mentalitet: ‘The Woodpecker and the Larva’ er vrængende jazztronica, mens ‘Cumulonimbus Calvus’ omformer samplesne til den smukkeste ambient.

The Woodpecker and the Larva


5. RoemerKlindtHjorthHeymanDombernowsky – Oprindelse

Allerede 1. januar 2021, årets første dag, udkom en af årets bedste plader. De fem kunstnere udgør ikke en vanlig jazzkonstellation, men spiller henholdsvis guitar, keys, keys, trommer og mixerpult. Oprindelse er klassisk postrock’et jazz, a la Tortoise i halvfemserne, hvor hovedrollen nok spilles af Anna Roemers el-guitar – der også kunne nydes på to gode KALEIIDO-plader i år – men hvor studiet er lige så vigtigt som resten af instrumenterne. Den afsluttende 14 minutter lange lydodyssé ‘Nattevandring’ var et af 2021s mest ambitiøse danske numre, og når til sidst vandringen nåede frem til et ambient paradis sad man tilbage med følelsen af at have hørt noget stort.

Nattevandring


4. LLNN – Unmaker

LLNN var inspirerede af lyddesign da de lavede Unmaker, et album der næsten nærmere må kaldes en lydskulptur. Postmetal-bandets guitarer lød til tider nærmest ugenkendelige, deres riffs lød snarere som støj-mure, der langsomt hakkede sig fremad, mens trommerne tungt slog marchrytmen an. Forsanger Christian Bonnesens skrig var også placeret godt tilbage i lydbilledet, som om han desperat forsøgte at gøre sig forståelig henover lydmuren. Resultatet var en plade, der også i udlandet blev anerkendt som en sonisk nyskabelse inden for metalmusikken. Rent teksturelt var Unmaker aldeles unik.

Obsidian


3. Uden Ord – Eventyr

Man blev simpelthen glad af Uden Ords soniske eventyr. Deres debut var et af årets mest ambitiøse lyduniverser, indietronica tilsat trestemmige harmonier og træblæsere, men også forvrænget autotune og trap-beats enkelte steder. Vidunderligt var også teksternes insisterende naivitet. ‘Det er okay at græde om sommeren.’ ‘Det at åbne sig / giver liv til alle dem som kender dig’. ‘Hvornår blev vi rørt til tårer sidst?’ Alt gik op i en højere enhed på should-have-been-hittet ‘Et Klart Eksempel (Der ved cyklerne)’. Rigtig mange gåture med den sang i ørene har været blandt 2021s bedste eksempler på hvor dejligt livet kan være.

Et klart eksempel (Der ved cyklerne)


2. Selma Judith – Getting Angry, Baby

Årets største kunstneriske gennembrud stod Selma Judith for. Over tyve sange på svimlende 79 minutter viste hun evnerne til umanerlig mange ting. Relativt typisk, men medrivende indie-R’n’B blandede sig med mere akustiske sager, om det var eminent harpe-pop eller rendyrket jazz. Alle døre står åbne for den unge sanger, der er allerede udstukket en tre-fire musikalske veje hun kan rejse ud af. Måske er det mest imponerende ved Getting Angry, Baby derfor også hvor godt pladen alligevel hænger sammen som værk, bundet sammen af Selma Judiths eminente stemme, men også af en, ja, vrede. Om det var jazz, folk eller R’n’B, så var det nærmest altid også lidt punk.

Hollow Grounds


  1. Iceage – Seek Shelter

Da Iceage debuterede for nu 11 år siden var deres sange så punkede og kaotiske, at det aldrig var til at regne ud hvad der ville ske. Hvad ville næste akkord være, hvornår ville næste trommeslag falde, det var altid komplet uforudsigeligt. Måske hang den uforudsigelighed sammen med bandmedlemmernes unge alder og manglende erfaring, for den forsvandt i hvert fald mere og mere på de efterfølgende plader. De plader var gode på egen vis, men man kunne godt lidt savne den overrumplende energi fra da de lød som om de nærmest ikke kunne håndtere deres instrumenter.

Det fantastiske ved Seek Shelter er, at uforudsigeligheden er tilbage, men på en helt ny og mere moden måde. Bandet skabte, sammen med producerne Nis Bystedt og Sonic Boom, en række sange, der sjældent udviklede sig som man skulle forvente. Mit bedste eksempel er nok ‘Shelter Song’, som netop når omkvædet sætter ind med den helt store gospel-bøn samtidig begynder at indsætte halve takter, så rytmen hele tiden forskydes en smule. Det får det trygge shelter de synger om til at føles en lille smule utrygt.

Det var simpelthen fabelagtig sangskrivning. Og ikke som på alt for mange danske plader, hvor ‘stærk sangskrivning’ betyder gammeldags, betyder pseudo-poetiske tekster, betyder melodier som hørt en milliard gange før. Nej, sangskrivningen på Seek Shelter var af den slags, hvor der var knoklet indtil man fandt den helt rigtige effekt, det helt rigtige spring, det helt rigtige ord, det helt rigtige instrument, som løftede sangen et andet sted hen.

Det er et kerneeksempel på, hvor stærk som kunstform moderne musik kan være. Læs teksten til ‘Shelter Song’, og den er fin nok. Spil den på akustisk guitar, og den har bestemt noget over sig. Lyt til mixet på den her plade, og det er et kompleks af lyde, stemninger, effekter, der ikke alle sammen spiller i samme retning, men som til sammen skaber noget der føles helt rigtigt. Og sådan var pladen næsten hele vejen igennem.

Seek Shelter placerede Iceage som et godt bud på de sidste ti års bedste rockband. Globalt set. Ingen har som dem formået at få den gamle musikform til stadig at lyde overrumplende og vital. I et stærkt år for dansk musik, med stærke plader af mange forskellige slags, var det alligevel den største præstation.

Shelter Song