20. Branco – Baba Business 2
Brancos gigantsucces udkom allerede 1. januar, og hvis nogen havde sagt det ville blive årets hiphop-højdepunkt, så var jeg nok blevet en smule skuffet. Det er ikke noget sammenhængende værk, og det vil mere dominere end innovere. Men det er Branco på toppen, fyldt med perfekte linjer (vi plejede at gå i læ / nu det skattely) leveret med hans overlegne basstemme. Og mest af alt er Baba Business 2 en triumf for de unge producere Tobias Aldin og Joshua Duncan, der mestrer alt om det er trap, drill eller house. Fantastiske produktioner som ‘Burna’ og ‘HUNDO’ understreger hvor meget den nye hiphop-bølge skylder en række fabelagtige producere.
19. Christian Westergaard m.fl. – Peter Heise: The Song Edition
Årets største boks, 272 sange på 13 timer. Det var ikke et værk man hørte fra start til slut, men en verden man dykkede ned i. Peter Heise var kendt som en af romantikkens største sangskrivere, og bokssættet er ikke blot en imponerende samling melodier, men et kæmpe kort over 1800-tallet. Ingen andre udgivelser fortalte så meget om Danmark. Man fik serveret rigtig mange af datidens tanker om kærlighed, naturidyl og fædreland undervejs. Særligt sættets sidste cd, med sange om krig, tydeligt inspireret af de to slesvigske krige, var overrumplende. Man forstår lidt bedre hvor voldsomt krig opleves af et land, når man har hørt den absurd blodstørstige ‘Kæmpevise’.
18. Aar & Dag – Tifold af fri form og fælles motiv
Kollektivet Aar & Dag har opfundet et nyt instrument, en art cirkelhjul som når det drejer skaber loopende rytmer. De hjul danner grundlaget for kompositionerne på deres album, som ti musikere så improviserer indover. Resultatet var et sært mix af elektronisk, jazz og klassisk minimalisme. Altid med rytmer i forskellige tempi, hvorpå blæsere og percussionister forsøger at skabe en musikalsk sammenhæng. Det ene medlem Anders Lauge Meldgaard (Frisk Frugt) har eksperimenteret med de samme idéer de sidste par år, men her blev det for alvor til en overbevisende lyd.
17. Rosegold – PURE
Joshua Duncan havde et af årets største gennembrud, dels som producer af især Branco-numre, dels som vokalist i egen ret med den R’n’B duo han har med sin bror Ephraim. Deres R’n’B trækker også store veksler på trap-musikken, med stemmer svøbt godt ind i autotune, og et musikalsk univers, der først og fremmest er kendetegnet ved en stor rytmisk kompleksitet og præcision. Resultatet var i mine ører årets bedste danske pop-værk. Finurlige ordspil passer perfekt ind i de komplekse trommerytmer, og særligt var der altid plads til at lade et musikalsk skift understøtte de inderlige hooklinjer.
16. Glitchi – Welcome to the Twenties / Cats Have Nine Lives
Danmark fik sin første hyperpop stjerne i 2021. Glitchi blandede alt fra jazz til nu-metal med en konstant forvrænget autotune vokal ovenpå, så hyperpop prædikatet var det eneste dækkende. Bedst var ep’en, hvor tyver-jazz illuderede nutidens dekadence, og autotune omgjorde den unge sangerinde til en skræmmende Cyborg. Debutalbummet var en mindre gennemarbejdet omgang, men den satte en streg under potentialet. Glitchi arbejder med en genre, der heller ikke på verdensplan er faldet på plads, og hendes musik finder konstant nye soniske måder at skildre hende selv og hendes samtid.
15. Frederik Valentin – 0011000 / 0011001
Frederik Valentins to ep’er har bare numre som titel, og sangene har simple titler som ‘Hello’, ‘Melody’ og ‘Thank You’. Men musikken er blandt det mest hyperemotionelle den danske scene havde at byde på i 2021. Som hos britiske Dean Blunt, der lyder som et åbenlyst forbillede, så kammer emotionaliteten næsten over og bliver ironisk, foruroligende, ubehagelig. Er det ærlige følelsesudbryd vi lytter til? Eller dunkel emotionel manipulation? Der er ingen klare svar, man må selv finde ud af hvordan man reagerer. Men når de autotunede stemmer for alvor foldede sig klagende ud var det svært ikke at blive ramt.
14. Tardus Mortem – Armageddon
Danmark er efter sigende godt kørende når det kommer til ekstrem-genren ‘kloakdød’, dødsmetal der spilles så mudret og kværnende at det bliver til en klam og gusten strøm af larm. Tardus Mortem tog genren et helt særligt sted ud. Deres kompositioner blev strakt ud i helt op til 23 minutter, og produktionen blev så lo-fi og smadret at resultatet nærmest blev ambient. Soli og samples af f.eks babygråd blev tilføjet som psykedelisk krydderi ovenpå et inferno af knas og buldren. Jeg ved ikke nok om metal til at kunne bedømme det på genrens præmisser, men i mine øren var det en helt unik plade.
13. Lydmor – Capacity
Lydmor blev større og stærkere på hendes andet album. Armbevægelserne var store, harmonierne var massive, teksterne var hårdtslående – med linjen ‘guys get away with so much bullshit in art’ allerede semilegendarisk. Ikke alt fungerede – spoken word er lidt træls på danglish – men ingen andre danske plader var så storslåede og så insisterende. I endnu et nedlukningsår var det lyden af en stor natkoncert på Orange Scene vi gik glip af.
12. CHINAH – Feels Like Forever
CHINAH blev mindre men mærkeligere på deres andet album. Melodistumper gentages i det uendelige, over simple rytmer, harpe-agtige synth-figurer, og diverse mærkelige lydeffekter. Det trak mere i retning af eksperimenter som ML Buch og Clarissa Connelly, men CHINAH har et pop-instinkt som er helt deres eget. Selv i miniature-format er sange som ‘Eternal Blue’ og ‘Mysterious’ svære at få ud af hovedet. Pladen er kun en halv time, men følelsen sætter sig, om ikke for evigt, så dog i lang tid derefter.
11. Exonyms – Khuluma Isintu
Trioen Exonyms zoomer ind på et meget specifikt sted i musikhistorien. Dengang for ti år siden da Gang Gang Dance sagde ‘I can hear everything / It’s everything time’ og derefter forsøgte at forbinde hele verden i en grænseløs komposition. Med sangtitler som ‘Africantarctica’, ‘Baixonhos’ og ‘Panama Tropes’ er det globale åbenlyst. Musikken blander house og funk grooves med komplekse prog-agtige guitarfigurer og rytmisk inspiration fra hele verden. Det er hørt før, hos Battles og førnævnte Gang Gang Dance, men potentialet fra de bands blev aldrig indfriet. I vore dage lyder Exonyms globale udfoldelser derfor ikke blot ambitiøse, men også naive og melankolske. Lyden af en tabt utopi.