40. Drew Sycamore – Sycamore
Sycamore føles lidt velkendt. En milliard danske artister har forsøgt at lave den her plade, et opkog af firser-præget pop-rock så skarpskåret og effektivt, at man ikke kan undlade at blive revet med. Jeg ved ikke hvorfor al dansk pop skal lyde sådan her, og Drew Sycamore kunne sikkert udforske mange flere lyde og genrer, hendes evner som sanger og sangskriver ville kunne bære det hele. Men er det ikke en plade der overrasker så meget, så taler modtagelsen for sig selv. Drew Sycamore er den bedste nye popkunstner meget længe, og hendes hooks skal nok dominere branchen i lang tid fremover.
39. Møl – Diorama
Speaking of pop. Der er flere måder at lave ‘blackgaze’ på. 1) Black metal som euforiserende lydkunst a la shoegaze, eller 2) som en konkurrence i hvor poppet man kan få den ekstreme metal-genre til at lyde. Møl er ret tæt på at vinde den anden konkurrence på deres andet album. Uden at droppe hæse skrig og buldrende trommer skrev de nogle af årets bedste pop- og rock-sange med ‘Photophobic’ og ‘Vestige’. De indså dog også, at det mest subversivt poppede et black metal band reelt kunne gøre var at lyde som den forkætrede metalcore-genre. Det var en snert for subversivt til min smag, selvom jeg i princippet tager hatten af for modet.
38. Paw Grabowski – Ode til nattens flugt
Der udgives tonsvis af musik fra de danske mikro-labels, og selskabet Janushoved er et af de mest produktive. Grabowski udgav udover to album i eget navn også tre under hans alias øjeRum i 2021, og flere af hans udgivelser var ganske omfangsrige. Ode til nattens flugt ramte hårdest, halvanden times guitarrundgange tilsat diverse effekter, præsenteret med en god del knas og knitren indover. En ret fremragende omgang tusmørkemusik.
37. Malthe Jepsen – Fluidity
Kasper Staub er en af dansk musiks mest spændende nye stemmer, dels som medlem af Lowly, dels som musiker/producer, der tilføjer dansk jazz nye lydmuligheder. Hans produktion af Malthe Jepsens album med improviseret solo-klaver er hans hidtil største bedrift. Efter et minuts intro falder klaverlyden pludselig ned i et reverb-fyldt dubhul, og den afgrund truer så pianisten de næste tyve minutter. Det er nærmest en senmoderne klaverkoncert, hvor orkesteret er fjernet, og kompositionerne i stedet skildrer en samtale mellem heroisk pianist og forvrængende mixerpult. Indtil til sidst det hele flyder sammen og skyller væk.
36. Jaleh Negari – Weaver ~
Negaris andet album er den måske mest vellykkede danske udgave af det som kritiker Simon Reynolds har døbt ‘conceptronica’. Med feltoptagelser fra Indonesien, Iran og Albertslund, og et kompositorisk koncept, der også affødte en række grafiske udformninger, senere vist på udstilling i Odense, så var der rigtig meget tankegods indlejret i pladens 37 minutter. Selvom det bestemt var en plade der blev bedre hvis man også læste lidt om den, så fungerede den også som selvstående emotionel helhed. Det var vitterlig et vævet værk, hvor tråde af field recordings, spoken word, electronica, og den støj som Negari også dyrker i bands som Selvhenter, fandt sammen i et spraglet hele.
35. Katrine Stochholm – Verden består af samlinger og stykker
Katrine Stochholm har altid været interesseret i sammenhænge – det var jo hendes tidligere band Under Byen, der var dem der holdt træerne sammen. Hendes andet solo-album var måske den mest forbløffende sammenhæng hun nogensinde har kreeret. Det er ikke nemt at få electro-pop, acapella kor, og noget nær salmesang, til at give samlet mening, men med et koncept centreret omkring årets gang, og inkorporering af gamle tekster fra Aakjær og Stuckenberg, så skabte Stochholm endnu et smukt album-værk, der kulminerede hjerteskærende på duetten ‘Ved Engsøen’ med Hymns From Nineveh.
34. Croatian Amor & Scandinavian Star – Spring Snow
Ejeren af Posh Isolation, Loke Rahbek, udgav ikke nogle store statements i år, men finpudsede et par lyduniverser på nogle glimrende ep’er. Bedst var samarbejdet med Scandinavian Star, der først og fremmest var forbløffende emotionel, og nærmest poppet. Hvor man før havde sagt det lød henad Burial, så blev lyduniverset i år nærmest kapret af den britiske pop-producer Fred Again, men det skal ikke ligge danskerne til last. Ep’en er vidunderligt smuk, og at det nu minder så meget om underlødig pop gør måske udgivelsen endnu mere subversiv.
33. Tomas Raae – With the Dim the Darkness Came
Tomas Raae har med to albums på to år vist sig som en af Danmarks stærkeste skabere af musik fra grænselandet mellem jazz, ambient og filmmusik. Hans musik skiller sig særligt ud fra mængden ved at være så umanerlig tung og mørk. Som horror-udgaven af Bremer/McCoy er hans univers også spirituelt og fyldt med mening, men der er altid et mørke på vej. ‘At this place, you feel the ancient history’ hedder et af numrene på hans anden plade, og bedre kan man nærmest ikke indkapsle den sælsomme blanding af rumlen, skumle vokaler og mørke træblæsere.
32. :Of the Wand and the Moon – Your Love Can’t Hold This Wreath of Sorrow
Ti år er der gået siden :Of the Wand and the Moon sidste gang udgav et album, og årene er tydeligvis gået med at skabe en gennemarbejdet samling af rocksange og eksperimenterende intermezzi. Når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe, så skyldes det at nogle af sangene lyder en smule overgjorte i mine ører, hvorved det næsten føles for sikkert. Men ingen tvivl om, at Danmark ville være en større musiknation, hvis der var flere kunstnere som Kim Larsen fra OtWatM, der så intenst – og tålmodigt – følger sin egen muse.
31. Schacke – Underworlds
Ambient House opstod da The Orb lavede et rum på klubberne til folk på vej ned fra deres trip; efter at have danset og festet kunne man tage med dem på deres Adventures Beyond the Ultraworld. Schackes klubmusik har alle dage været mørk og industriel, så det giver mening hans ambiente album tager os med til Underworlds i stedet. Lyden af hvis et jordskælv placerede Mayhem og resten af dets industrielle omgivelser fire kilometer under jordoverfladen. Rumklang, dystre lyde og skramlede rytmer udgjorde en af årets mest billedskabende udgivelser.