30. Gustav Piekut – Towards the Flame: Eccentric Piano Works
Gustav Piekut har længe været Danmarks største klavertalent, og hans anden plade slog fast hvor god han er til at stykke en album-udgivelse sammen. Som beskriver af det excentriske viser han, at han er lige så god fortæller som fortolker. Scriabin og Langgaard passer sammen som fod i hose, når Piekut først og fremmest sætter fokus på de skæve melodier og den eksplosive energi. Særligt fremstår Langgaards ‘Afgrundsmusik’ i Piekuts hænder som en national klassiker, en revurderet kulturkanon værdig.
29. Jomi Massage – Lyst
Jomi skruede ned for støjen, men absolut ikke ned på intensiteten. Sangene emmede af anspændthed og energi, om det var den dirrende hyldest til samtykkesex ‘JaNejMåske’, eller om de mere generelt handlede om liv og nære forhold. ‘Livet er lige begyndt’ hed en af sangene, der fortalte hvordan man sagtens kunne have et spændende liv, selvom man var blevet midaldrende. Samtidig beviste pladen også, at man sagtens kan lave spændende musik, selvom man iklæder den roligere og jazz-poppede klange.
28. Maraton – Maraton
Det kan virke mærkeligt at kalde et album med små musikalske miniaturer for Maraton, men de mange korte numre er redigeret ned fra den unge kvartets heftige maraton-performances. Helt op til ni timer lange koncerter er blevet trawlet igennem, og små kompositioner er skabt ud af det materiale. Resultatet er ekstremt billedskabende, og det filmiske understøttes af titler som ‘Indianerdoku’ og ‘Spionen er fundet’. Talentet for impressionistisk musik-malen blev også vist af saxofonist Maria Dybbroe på hendes album med KØS og Pia Tafdrup, men det var denne plades ophobning af de mange små og til tider nærmest IDM-agtige miniaturer der for alvor fascinerede.
27. Astrid Sonne – outside of your lifetime
Det er som om Astrid Sonne søger efter forklaringer. Sang- og album-titler henviser til horoskober, spådomme, såvel som den historiske analysemetode kliodynamik. Hendes elektroniske kompositioner lyder også ofte søgende i deres minimalistiske og tålmodige udviklinger. Det kan til tider virke lidt køligt og kynisk. Men der er menneskelig varme på Astrid Sonnes andet album: ML Buchs guitar, en vokal-trio på ‘Fields of Grass’ og Astrid Sonnes egen bratsch, bl.a. Det giver pladen en emotionel klangbund. De instrumentale sange forklarer ikke helt hvad horoskober og spådomme fortæller, men så er det heldigt de melankolske følelser kan bære værket helt i mål.
26. Solborg/Banke/Heebøll – Angels
Alle og enhver kan kalde et jazz-album for Angels, inkludere covers af Thelonius Monk og Albert Ayler, og kalde det ‘spirituelt’. Men trioen Mark Solborg (guitar) Anders Banke (tenorsaxofon og basklarinet) og Bjørn Heebøll (trommer) formåede at yde termen retfærdighed. Først hyldes skabelsen på ‘Den 7. Dag’ inden dissonanser indtræder på ‘Rigors Remain’. Mystikken breder sig indtil det kulminerer med Monk og Aylers sublime kompositioner, inden vi slutter af med Nick Drakes hymneagtige ‘Harvest Breed’. En bedrift af en rejse fra tre musikere med års erfaring og telepatisk sammenspil, hvor egne kompositioner er lige så vigtige som de store klassikere.
25. Kasper Marott – Full Circle
Kasper Marotts længeventede debutalbum led lidt af det kendte techno-album-syndrom. Den danske producer er en mester i at komponere til en 12’’ single, men på et 53 minutter langt kanvas drysser han for mange skitser (‘Kom her’, ‘1-2’) og stiløvelser (‘Mere’, ‘Pling’) udover. De længere numre som ‘Mr Smiley’, ‘Mini Trance’ og ‘Sol’ viste dog stadig at Marott er en af de helt store elektroniske producere i disse år. Hvilket blev yderligere understreget med en lind strøm af singler året igennem.
24. Katrine Grarup Elbo – Fold Unfold
Katrine Grarup Elbo har udgivet en del plader som del af kollektivet We Like We, men på hendes debutalbum fik hendes smukke violinspil for alvor lov til at træde frem. Nogle gange helt ubehandlet, nærmest barok-agtigt, andre gange som del af en tydeligt elektronisk behandlet helhed. Lag på lag af rumklang og støj fik undervejs lov til helt at oversvømme lydbilledet, men altid fandt violinen tilbage til overfladen. Den kun 29 minutter udgivelse fortalte sit eget lille drama, eksperimenterede med lyduniverser, og gav samtidig plads til noget af årets mest emotionelle instrument-spil.
23. Molok – Skær
Molok spicer deres black metal op med nærmest alt hvad de kan finde på. Kor, cool jazz, samplede taler, der er plads til mange intermezzi. Men når pladen kun er 29 minutter lang, så bliver sammenhængen unægtelig fragmenteret. Faktisk har jeg sjældent hørt dansk black metal så kaotisk og usammenhængende som her. Hvor andre danske bands som Solbrud og Afsky dyrker det lange stræk, så fandt Molok især på afslutningsnummeret ‘Pest’ en helt særlig sort energi i knækket, pausen, det pludselige skift. At lade pladen rinde ud med en skuffende folket guitar-melodi er næsten så punk’et nihilistisk som det kan være.
22. Mikkel Oldrup – Bracing Days
6 minutter inde i åbningsnummeret på Mikkel Oldrups debutplade kommer en af de største overraskelser i dansk musik 2021. Indtil da har det været en ret normal synth-komposition, hvirvlende arpeggioer som har været så populære siden de der Oneohtrix Point Never plader for ti år siden. Men så pludselig kommer en helt tosset trommebuldren indover, og Bracing Days er pludselig et langt mere kaotisk elektronisk værk. Her blev neoklassisk klaver, minimalistiske gentagelserr og, jep, synth arpeggioer stykket sammen, så det overbevisende fortalte at electronica-scenen har fået en ny stærk producer. Og pianist, ikke mindst.
21. Nezelhorns – Sentiment
Kvintetten hedder NezelHorns, og dens særpræg er, at der er heller tre blæsere ombord – hvoraf saxofonist Nana Pi og trombonist Petter Hängsel også skriver kompositionerne. Alligevel var Sentiment i høj grad en plade der fungerede på grund af rytmegruppen. Johannes Vaht på kontrabas og Kristoffer Rostedt på trommer skabte en af årets mest groovy plader, helt Tom Waits agtig i sin tilbagelænede hakken, men stadig altid medrivende. Over det fik tre slags metal så mulighed for at blæse igennem, hver for sig og sammen, hvilket på numre som ‘Ultra Magnus’ skabte noget ganske særligt og nærmest poppet medrivende.