0896454f286241a3e9ae22be1b38a110

Amy Winehouse – You Know I’m No Good

Filmen Amy har premiere i morgen. Jeg har en anmeldelse på vej, som er en del mere forbeholden end de fleste andre anmeldere. Hvad der især gik mig på, var filmens ensporede fokus på hvor ‘autentisk’ Amy Winehouse’s musik var, hvor jazzet den var, hvor akustisk, hvor mange ægte følelser der var over den. Filmen bruger endda sangtekster skrevet op på billedet, som om det var vidnesbyrd om hendes liv. Men fordi filmen kører i den rille, så kan den aldrig diskutere Winehouse’s kunst qua kunst, hvordan hun var stor, ikke blot fordi hun sang fra hjertet, og skrev om sig selv, men fordi hun skrev på en anderledes måde end andre, og havde en moderne lyd. Filmen er håbløst gammeldags, og ser Amy Winehouse som en gammel sjæl der gjorde som man gjorde før i tiden, før verden gik af lave. Dermed ryger blikket for, hvor tidsvarende og moderne hun var, og dermed bliver hun faktisk en del mere kedelig end hun egentlig var, i min bog.

Filmen snakker en del om hendes album Frank og hvordan det hele var indspillet live. Det er ikke tilfældet med Back to Black, der i høj grad var produceret af Mark Ronson, nu nok mest kendt for Uptown Funk, der tilførte albummet en hip/trip-hop-lyd. Det går også igen i videoen: Der trykkes på en knap, og så starter trommerne, som var de et sample. Blæserne kommer også stramt ind og ud af sangen, som var de oprindelig skabt til en anden sang, og især mellemstykket 2:30 inde lyder som om det kommer et helt andet sted fra. Det er jazz/r’n’b som også har hørt en hel masse Portishead og Dj Shadow og den slags. Det er en lyd, der ikke blot forsøger at efterligne fortiden, men godt er klar over hvordan fortiden allerede er blevet genopført i nutiden.

Men det mest moderne er nu teksten. Når man hører første vers kan man nærmest gætte med på rimene, der er en del ‘like’ linier:

Meet you downstairs in the bar and heard
Your rolled up sleeves and your skull t-shirt
You say “What did you do with him today?”
And sniffed me out like I was Tanqueray
Cause you’re my fella, my guy
Hand me your Stella and fly
By the time I’m out the door
You tear me down like Roger Moore

‘Skull t-shirt’ ‘Tanqueray’ (en form for gin) og ‘Stella and fly’ (Stella er et ølmærke) er tidstypiske og præcise rim, og valget af dem siger næsten alt om fortælleren, mere end selve narrativet egentlig gør. Linien om Roger Moore er nok lidt kryptisk, men det siges, at det handler om en musikanmelder, der var kritisk over for Winehouse’s debutalbum. Amy Winehouse’s tekster var ikke gode fordi de var personlige, alle kan skrive personlige tekster, det handler blot om hvor selvoptaget man er. De var gode fordi de var ligefremme, detaljefyldte og tankevækkende. Fordi hendes ex opdager hun har været utro fordi hun har ‘carpet burns’ på knæene. Fordi hun nægter at gå til rehab sålænge ‘my daddy thinks I’m fine’. Hvis vi blot reducerer Amy Winehouse og hendes sange til hendes liv, så får vi nok ændret hende fra ikon til menneske. Men selvfølgelig var hun et menneske, burde det ikke være selvindlysende? Og vi mister blikket for, at hun var kunstner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.