True Detective S02E01 – The Western Book of the Dead

Hvis du er fan af True Detective, så har du sikkert også fulgt med i den konstante bølgen frem og tilbage mellem backlash og backlash-backlash og backlash-backlash-backlash der har kørt siden sæson et sluttede sidste forår. Folk var skuffede over sæsonafslutningen sidste år, over castingen af Colin Farrell og Vince Vaughn til den nye sæson, over at der ikke ville være en enkelt instruktør som Cary Fukanaga i sæson 1. Og de nye afsnit har fået middelmådige anmeldelser de fleste steder. Samtidig har der hele tiden været andre stemmer, stemmer der sagde at det altid blot havde været en god krimiserie, at det ikke var verdens undergang hvis det blev mindre intstruktør-stiligt og med mindre overdygtige thespians. Og Information har endda spurgt, om det er rimeligt at sammenligne de to sæsoner. Men der er naturligvis noget værre vrøvl. Hvis ikke HBO ville have man skulle sammenligne de to sæsoner, så skulle de have givet sæson to et andet navn. De kunne sagtens blot have brugt forfatter Nic Pizzolatto til at lave en helt anden miniserie, men nu sælger de de nye afsnit på brandet True Detective, og så siger det sig selv at sammenligningsgrundlaget er den eneste anden sæson der havde samme navn.

Men jeg kan godt forstå forvirringen. Lidt kultur-historie: Den her slags antologi-serier er stadigvæk meget nye, og reglerne er ikke fastlagt endnu. Den første af de moderne antologi-serier var American Horror Story der debuterede tilbage i 2011. Da den debuterede var folk ikke klar over, at historien kun skulle udspille sig over en enkelt sæson, men efter 12 afsnit var stort set alle karaktererne blevet myrdet*, og så sagde det sig selv, at man måtte starte forfra. Kuppet kom ved årets emmy-uddeling, hvor American Horror Story kategoriserede sig selv som en mini-serie, selvom der allerede var en anden sæson undervejs, og blev belønnet med hele 17 nomineringer, på trods af relativt lunkne anmeldelser. Pludselig var der en kattelem til at få prestige. Første sæson af True Detective var videreudviklingen af denne idé, hvor den korte antologi-struktur nu også betød langt større stjerner, og en større forpligtigelse fra instruktør og manusforfatter, som gjorde deres job helt selv. Det var noget så sjældent som noget reelt nyt og enestående på tv-skærmene. Men det holdt op med at være enestående blot et par måneder senere, da serien Fargo debuterede, med Martin Freeman og Billy Bob Thornton i hovedrollerne, og samtlige afsnit skrevet af en mand ved navn Noah Hawley. Den nuppede i visse kredse tronen fra True Detective som det nye sort. Da hjemmesiden Hitfix indsamlede stemmelister fra over 50 tv-anmeldere til deres årlige Critic’s Poll endte Fargo som nummer 1, mens True Detective måtte nøjes med femtepladsen. Ved sidste års emmy havde True Detective valgt at spille højt spil, og nominere sig selv som drama frem for mini-serie, for at lege med om de helt store priser. Men serien måtte nøjes med en pris for bedste instruktion, for de fleste andre priser gik til sidste sæson af Breaking Bad. Selv ikke Matthew McConaughey kunne vinde en skuespillerpris. Prisen for bedste miniserie gik til Fargo. At mediet stadig forsøger at forstå den her nye type serie kunne også ses af, at emmy-akademiet indførte nye regler mod dette års uddeling. Nu skal en serie have kontinuitet i fortælling og karakterer for at kunne kaldes drama, ellers er det en ‘limited’ serie. Men det hele er stadig i flux, og det her afsnit af anden sæson er første gang en rigtig hypet antologi skal forsøge at lægge til dens første sæson.

* Eller noget, jeg så aldrig serien. Men der var mange der døde, som man kan tænke sig med en horror-serie.

Så selvom jeg klart mener, at man skal se det her nye afsnit i sammenhæng med første sæson, så må vi som seere sammen forsøge at finde ud af hvordan vi skal se sammenhængen. Rent kvalitativt, så er sammenligningen enkel: Første afsnit af sæson 2 er en del gange dårligere end første afsnit af sæson 1. Element for element, der er intet der falder ud til sæson 2’s fordel. Der er dobbelt så mange hovedpersoner, men ingen er umiddelbart så mindeværdige som Rust Cohle og Martin Hart. Der er naturligvis heller ikke den samme kemi som mellem Woody Harrelson og McConaughey, men det ville også være vanskeligt, når de eneste der taler sammen er Colin Farrell’s korrupte detektiv Ray Velcoro og Vince Vaughn’s gangster Frank Semyon. De tre centrale detektiver møder først hinanden til aller sidst i afsnittet, som altså vel og mærke er første afsnit af blot otte. Der er ikke en eneste replik eller monolog der er så mindeværdig som dem Rust Cohle fyrede af konstant og hele tiden. Og mest slående af alt, så er den visuelle side mange gange forringet – instruktør Justin Lin er manden bag Fast & Furious filmene nummer 3-6, men han formår ikke at hæve billedsiden ret højt op, og når en scene kalder på flair, som ved det andet møde sent i afsnittet mellem Velcoro og Semyon, så sker der ikke rigtig noget, og så falder det hele næsten fra hinanden.

Og hvad skete der med historien? Så vidt jeg husker, i sæson 1, så var der fart på nærmest fra start af. Med det samme blev der fundet et kvindelig med rådyr-gevir, og så kørte historien bare derfra. Her går der 55 minutter før de finder det første lig, og resten af tiden bruges på person-introduktion. Vi får først historien om dengang Velcoro solgte sin ærlighed til Semyon, for at modtage information om hvem der voldtog hans kone. I nutiden er Velcoro gået helt i hundene, og afsnittet svælger i hans straffeaktioner overfor en ubelejlig journalist og en 12-årig bølle, så det kvarte kunne være nok. Antigone ‘Ani’ Bezzerides finder ud af at hendes søster laver netporno, og efterforsker derefter en forsvunden kvinde der viser sig at have arbejdet på den hippie-klinik hvor Ani’s far er lærer/guru. Og Poul Woodrugh bliver efterforsket for at være blevet bestukket med et blowjob, har ar efter en krig, og må tage viagra for at have sex med sin kæreste. Det er vitterlig svært at se hvad noget som helst af dette her har med noget som helst at gøre. Rust Cohle var en langt mere spændende karakter efter de første fem ord fløj ud af hans mund.

Jeg er lidt mere interesseret i Frank Semyon’s historie, fordi det i det mindste lader til at være tematisk interessant. Især fordi tematikken er der hvor der kan spilles bold op af første sæson. Første sæson blev en sensation i høj grad på grund af den okkulte tematik, hele Rust Cohle’s nihilistiske filosofi, og al snakken om The Yellow King og Carcosa, som var taget fra gamle horror-fortællinger. Det er der ikke rigtig noget af i første afsnit af sæson 2, hvis der er noget der kan sammenlignes må det være den kitchede sex-æstetik de finder hos den myrdede City Manager. Men måske giver det meget god mening, settingen taget i betragtning? Kulten i centrum af sæson 1 var ufattelig gammel, og brugte okkulte udklædninger og ritualer til at opføre et billede af sig selv, som viste sig at være ren varm luft ved eftersyn. Det passede meget godt til settingen i Louisiana, hvor ondskaben er indgroet, konservativ, det var svært ikke at sammenligne det kultiske udstyr med Ku Klux Klan. Sæson to foregår ude vestpå, i det dynamiske Californien, og ondskaben er lige så ny og dynamisk. Frank Semyon vil omsætte sine gangster-penge i en storstilet infrastruktur-udvikling – aspekter af Polanski’s Chinatown her – for at hans familie i fremtiden skal løfte sig op i overklassen. Hvor de lokale billeder i sæson 1 dyrkede forfaldet, så er det i sæson 2 konstant infrastrukturen der bliver filmet, vejnettet og industrien, der tydeligvis bliver bygget med lyssky penge og formål. Før var det gammel korruption, nu er det ny. Referencerne er afvejet herefter.

Horror-elementerne var det jeg bedst kunne lide sidste år, give and take et trackingshot eller to. Men jeg kan leve med at de bliver udskiftet, hvis der er kød på nogle nye referencer. Allerede har vi et hippie-institut der hedder Panticapaeum, og et afsnit der hedder ‘Western Book of the Dead’ – en henvisning til Tibetan Book of the Dead, tænker jeg. Måske bliver hver sæson en afdækning af ondskaben i en ny geografisk del af USA? Som en national udgave af The Wire, med langt mindre sociologi og i stedet en masse skægge kulturelle og mytologiserende referencer? Det kan jeg godt leve med. Men… Den sammenligning viser også lidt, at vi altså har set det her projekt før. At bruge krimigenren til at sige noget større om samfundet som sådan, det er en ældgammel idé, og på tv har The Wire sat en ubegribeligt høj standard. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg også mere Fargo har en idé om hvad den vil med den næste sæson, hvor Noah Hawley i løbet af første sæson plantede hints om en endnu værre forbrydelse i Sioux Falls 1979. Vi får se.

Sådan er det altid med den et første afsnit, det er altid et anslag. I dette tilfælde et ret dårligt anslag, der sætter alt for lidt spænding i gang. Men vi får se hvad de næste uger bringer.

Diverse detaljer:

Jeg kan sgu godt lide de prætentiøse navne samtlige Pizzolatto figurer har, men hvem faen døber sit barn Antigone? Datter af Ødipus, dvs hendes mor var også hendes farmor, og hun døde fordi hun gjorde oprør mod hendes stedfar. Så har hendes far da også fortjent at hun bliver sur.

De der røde flag helt til at starte med var sgu ret så mystiske. Det kommer sikkert til at spille en rolle senere.

Starten med Ray Velcoro’s interview og et flashback syntes at love en mere indviklet konstruktion som i sæson 1. Men det er falsk alarm.

Jeg skriver sjældent ret meget om skuespil, men jeg synes egentlig at de fleste gjorde det fint. Der var for få scener med nogen til at man rigtig kunne bedømme det, synes jeg.

Sidste sæson kunne jeg ved hvert afsnit have skrevet lange gode citater, men den her gang var der ikke nogen der satte sig fast. Skuffende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *