‘Oh what an ordinary day / take out the garbage, masturbate’ Var der mere iøjnefaldende åbningslinjer i 2014? Amerikanske St. Vincent er på mange måder opsigtsvækkende. ‘Birth in Reverse’? Det modsatte af en fødsel, er det at dø? Eller er det når der er én der glider op i fødselskanalen? En vending, der linker sex og død – med et skvæt af det ødipale. Ægte rock’n’roll!

Dyrk lige live-videoen ovenfor. Ganske maskinelt. Trommeslageren spiller mekanisk som en trommemaskine, med minimal variation. Der er en synthbasgang. Og så står der en ekstra guitarist, der blot kopierer hvad St. Vincent gør i omkvædet, og ellers er med for at bevæge sig frem og tilbage synkront. St. Vincent dyrker en sammenblanding af det kropslige og maskinelle, anden singlen fra hendes seneste album hedder ‘Digital Witness’ og på ‘Huey Newton’ beskriver hun sine blandede følelser som ‘pleasure dot loathing dot Huey dot Newton.’ Huey Newton var en af de kontroversielle stiftere af de Sorte Pantere. Hvad St. Vincent gør er at blande det ordinære med det ekstraordinære. Hun synger om den kedelige hverdag med skrald og onani, men gør det koldt og skræmmende som en alien eller en robot. Hun fremmedgør det nære. Teoretikeren Donna Hathaway kaldte det ‘cyborg-feminisme’, der ligger i forlængelse af ‘afro-futurisme’. Kvinder og sorte og andre minoriteter stiller sig frem som aliens og robotter for at beskrive deres egen følelse af forskellighed fra de gældende normer. FKA Twigs, Grimes, Janelle Monae kan siges at lave begge dele på én gang. Det er ganske populært for tiden. Men St Vincent gør det i en rock-kontekst, med kickass guitarsoloer sat til. Så det skal nok blive spændende, når hun går på scenen på Roskilde.