Run the Jewels ft Gangsta Boo – Love Again (Akinyele Back)

En gang imellem glemmer man hvor sygt mærkelig musik hip-hop egentlig er. Nu hvor det er blevet så pop, hvor det bliver spillet konstant i radioen, så kan man helt glemme hvor mærkeligt det egentlig er at lave musik ud af opklippede loops og snak. Hvor mange gange siger Zach de la Rocha ‘Runnin Ru-Runnin Ru-Runnin’ i ‘Close Your Eyes (And Count to Fuck)’? Det er dælme mange gange. House og elektronisk musik er også baseret på gentagelser, men et dj-sæt er stadig narrativt orienteret mod klimaks. Når hip-hop er ondest og mest klaustrofobisk er det gentagende blokke, med variation, men uden udvikling. Simon Reynolds forklarede Bomb Squad’s legendariske produktioner til Public Enemy sådan, at de var vertikalt snarere end horizontalt orienteret. Det er blokke der stables oven på hinanden, der lægges til og tages fra. Men det leder ikke nogen steder hen, blot frem og tilbage. På den vis illuderer hiphoppen når den er mørkest en hverdag uden fremtid, uden håb, en fanget hverdag, baseret på hedonistiske gentagelser. Våben våben, rap rap, knald knald. Rinse-repeat. Men netop fordi hip-hop kan være så mørkt, så lukket, så håbløst, så kan de enkelte sprækker af lys også virke så meget stærkere.

Run the Jewels er de to gamle veteraner Killer Mike og El P. De har begge lavet musik siden halvfemserne, Killer Mike som del af crewet omkring Outkast i sydstaterne, El P som del af gruppen Company Flow og knyttet til selskabet Def Jux i New York. Run the Jewels er de to mænds største succes, efter at have lavet musik i årtier. Andet album, der blot hedder Run the Jewels 2, ligger i lyd ret fjernt fra nutidige trends som EDM, trap, ratchet og hvad det ellers hedder alt sammen, og trækker tråde tilbage til backpacker-hiphoppen fra New York, men ramte med sin politiske vrede og afmagt ret præcist ned i tidsånden sidste år. Tiden var til et mere politisk vrede, noget som også Kendrick Lamarr ramte med To Pimp a Butterfly. Men når det er hiphop skal der da også være plads til en knaldesang, og her gjorde bandet brug af et gammelt trick. Efter at have været et hypermaskulint univers i 9 numre gives der pludselig plads til Gangsta Boo til at komme med en anden stemme, der punkterer hele bravadoen. Samme trick lavede f.eks. Ice Cube sammen med Yo-Yo med ‘It’s a Man’s World’ på AmeriKKKa’s Most Wanted fra 1990, og Waka Flocka Flame gjorde det sammen med Cartier Kitten på ‘Snakes in the Grass’ fra Flockavelli, et af de ellers mest nådesløse hiphop mesterværker fra indeværende årti. Henimod slutningen af et mørkt album kommer der lige en sprække af femininitet.

De første par vers af ‘Love Again’ er skrevet med ‘alpha arrogance’ som Killer Mike siger det. Omkvædet lyder ‘She want my dick in her mouth all day’. Det er ikke sådan Run the Jewels normalt snakker. Og så i tredje vers siger Gangsta Boo: ‘That’s what you want huh? Well let me tell you a little story.’ Og så kører der ellers den omvendte historie, hvor det er Boo der er i konstant kontrol, og manden der yder. ‘I put my clit in his mouth all day!’ Det bedste hvordan sidste linie af hendes omkvæd vender mændernes fortælling om. Deres ‘I think I’m in love again’ bliver til hendes ‘got this fool in love again.’ Game, set & match: Gangsta Boo.

Run the Jewels spiller på Roskilde på fredag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.