Loving

Palmesøndag del 398
(Jeff Nichols, USA
Cannes 2016)

Jeff Nichols færdiggjorde to film i 2016. På Berlinalen havde han Midnight Special, endnu en scifi-film med Michael Shannon i hovedrollen ligesom gennembruddet Take Shelter, skrevet og udtænkt af Jeff Nichols selv. Idéen til Loving var til gengæld udtænkt af filmens producere, der kom til Nichols og spurgte om han var interesseret i at fortælle en virkelig historie, som en af producerne, Nancy Buirski, allerede havde lavet en dokumentar om.

Filmen er baseret på den virkelige fortælling om ægteparret Richard (Joel Edgerton) og Mildred (Ruth Negga) Loving, hvis retssag mod Virginia resulterede i at den amerikanske højesteret lovliggjorde ‘miscegenation’, dvs ægteskab mellem folk klassificeret som fra to forskellige racer. Richard Loving var nemlig hvid, og Mildred Loving var af staten klassificeret som ‘colored’ – hendes forfædre var bl.a. afrikansk-amerikanske og portugisiske, og hun bliver som regel opfattet som sort, men hun selvidentificerede sig som Rappahanock oprindelig amerikansk, hvilket egentlig ret fint understreger hvor fjollet det er at tale om ‘racer’. Nichols så Buirskis dokumentar, og fandt sin egen vinkel, selvom han var lidt utryg ved på denne måde at blive bestilt til at lave en film, i stedet for at lave helt sit eget.

Men af de to film, den meget Nichols’ke Midnight Special og den på overfladen meget mere klassisk biografiske Loving, så er det Loving som fungerer. Midnight Special virker som en dårligere gentagelse af tidligere Nichols-idéer. Loving, derimod, er ganske vist en meget klassisk film, og så langt fra et mesterværk. Men den er blevet meget bedre end den kunne have været, fordi det er Nichols som har instrueret.

Da højesteret 12. juni 1967 i sagen ‘Loving v. Virginia’ kendte anti-miscenegations love forfatningsstridige fik ægteparret Loving deres egen plads i Historiebøgernes kapitel om Borgerrettighedsbevægelsen. Men ifølge Loving ville de egentlig bare gerne være i fred. Richard og Mildred voksede op i Central Point, Virginia, et lille samfund hvor hvide og sorte boede tæt på hinanden, og Richards far arbejdede for en sort mand, så de var begge to vant til at sorte og hvide eksisterede sammen, så for dem føltes det egentlig ikke så mærkeligt, at de forelskede sig i hinanden. De måtte rejse til Washington DC for at blive gift, men troede egentlig ikke at det ville skabe de store problemer. I 1959 blev de dog anholdt, og fik en betinget dom, som betød at de måtte flytte til Washington DC, og ikke kunne besøge deres hjemegn sammen. I 1964 rejste de alligevel hjem igen, byggede deres eget hus, og satte med breve til regeringen og sagsanlægget mod Virginia gang i den proces, som skulle blive skelsættende i amerikansk historie. Men det var mest en masse andre advokater, som stod for retssagen. Richard og Mildred gik på arbejde, var sammen med deres børn, så fjernsyn om aftenen. Når Nichols vælger at holde fokus rigtig tæt på Loving-familien, så får han gevaldigt afdramatiseret hele fortællingen.

Nichols har flere særkender, der på godt og ondt påvirker Loving. På den ene side, så er det naturligvis et minus ved filmen, at instruktøren er så hamrende uopfindsom rent æstetisk. Der er nærmest ingen originalitet at spore, hverken i kameraplacering, -bevægelse, lydside, klipning, musik. Det hele er set en milliard gange før. Skuespillet er gennemført solidt, både fra Edgerton (der er fra Australien, ikke Sydstaterne) som en indadvendt Richard, der aldrig virker som om han vil andet end at side stille og nyde at være i rum med sin familie, og Negga (der er født i Ethiopien med en irsk mor og en etiopisk far, og opvokset i Irland. Det har ikke været nemt at finde nogen der lignede Richard og Mildred så meget som Edgerton og Negga gør i lokalområdet, tænker jeg) som en mere udadvendt Mildred, der på afgørende tidspunkter sætter ind og kæmper for hende selv og hendes mand. Rundt om dem er Nick Kroll god som advokaten Bernard Cohen, hvis fortælling egentlig er langt mere klassisk dramatisk. Og så skaber Michael Shannon filmens absolut bedste sekvens, da han dukker op som fotograf fra Life Magazine, og tager et par legendariske billeder, der ekstremt tydeligt fanger kærligheden mellem de to mennesker. Det er alt sammen fint og solidt, men overhovedet ikke originalt, og det er selvfølgelig lidt kedeligt.

Men Nichols har jo altså et talent for at fange stemninger, og det kommer filmen til gode. Han får fremstillet kærligheden mellem Mildred og Richard så man virkelig tror på den. Filmen begynder da Mildred bliver gravid, så vi får aldrig fortællingen om hvordan de mødte hinanden og blev forelskede, men i stedet ser vi deres liv, og hvor kærlige de er over for hinanden, og det er egentlig virkelig sjældent på den vis at se en film, der handler om noget så kedeligt som kærlighed frem for en mere dramatisk forelskelse.

Filmens miljø emmer også af en helt særlig stemning. Loving er filmet i Virginia, men jeg ved ikke om den er filmet der, hvor historien foregik. Men den skaber et særligt miljø, med manuelt arbejde, høstning af afgrøder, sorte og hvide sammen, glæde for biler, lidt for meget alkohol. Når f.eks i en tidlig scene Richard og hans sorte venner kører om kap mod en gruppe unge hvide mænd, så er kontrasten slående mellem den ene gruppe, der er blandet, og den anden gruppe, der er fuldstændig hvid. Nichols har som nævnt altid fokus på splittelse, f.eks i familier der bliver skilt eller er ved at gå i opløsning, og hans Virginia er et lille lokalsamfund der har modstået den splittelse, som myndighederne ellers har påtvunget hele staten. ‘I er alle sammen blandet sammen i Central Point‘ siger en racistisk politiker på et tidspunkt til Richard, som om det er sagens kerne i en nødeskal. Tingene er ikke behørigt splittede.

Det gør også Loving til en virkelig interessant film om racisme, for det er en af de film jeg kan huske, som er bedst til at forstå racismen. F.eks i førnævnte scene, hvor en gruppe hvide mænd står og har tabt et racerløb til en blandet gruppe af sorte og hvide mænd, og er enormt forsmåede og irriterede. Hvem ville ikke være glad for lidt statsideologi, der placerede de hoverende sorte mænd på deres rette plads? Der er ingen racistiske karikaturer, intet overspil. Filmens titel er ganske rammende, for filmen handler bare om mennesker, som enten har valgt at være elskende, eller at være hadende.

Og racisme er virkelig et valg i den her fortælling. Politikerne ser på kærligheden mellem to mennesker, og vælger at deres egen ideologi er vigtigere. En pointe i filmen er, at retssagen faktisk blev forsinket i lang tid, fordi den dommer som Loving-parret først havde klaget til simpelthen undlod at afgøre sagen. Han var fint tilfreds så længe parret bare forsvandt og holdt kæft, uden at han behøvede at blande sig. Det var først da han var tvunget til at skrive en dom, at den kunne ankes videre i systemet, hvor de åbenlyst racistiske, ubehagelige, og gennemført uforsvarlige argumenter kunne læses af alle, at parret var et skridt tættere på at få deres kærlighed erklæret lovlig. Hvilket i filmisk forstand betyder en masse venten, og så en scene hvor de taber deres sag, men får at vide det er en god ting. Meget lidt dramatisk.

Jeg kan godt lide at Loving er så udramatisk. Det klæder Nichols. Det er en af hans bedre film. Og en af de bedre film i en Cannes konkurrence i 2016, der havde ret mange ligegyldigheder. Men hvis han nogensinde skulle være blevet en af de største instruktører, så skulle han nok alligevel have kunnet lave noget mere originalt end det her.

Serien om Jeff Nichols begyndte med Mud