Palmesøndag del 393
(Mahamat-Saleh Haroun, Tchad
Cannes 2013, Vulcan teknisk pris (Antoine Héberlé, fotografi))
Afrikansk film har faktisk været inde i en eksplosiv udvikling de seneste tredive år. Siden Nollywood-scenen i Nigeria begyndte at sprøjte billige film ud på samlebånd har produktions-metoden – hamrende billige film beregnet til DVD-salg eller piratkopiering – bredt sig til andre lande overalt på kontinentet. Ikke at det er noget vi går op i i Vesten, for filmene er ikke henvendt til os, og er i det hele taget sjældent beregnet til andet end at tjene en hurtig skilling på det lokale marked.
Men i lidt mindre grad er der også blevet skabt et mere kunstnerisk filmsprog, hvor æstetiske idéer også er begyndt at pible frem i film af folk som Alain Gomis, Mati Diop, eller i Saul Williams og Anisia Uzeymans Neptune Frost. Et filmsprog der er poppet, glitrende, genre-inspireret, men også skrabet, eksperimenterende, rustikt. Mahamat-Saleh Haroun er egentlig helt sin egen, men med GriGris skabte han et af de bedste billeder fra denne nye bølge. Hans genre-inspirerede film handler nemlig om den unge mand GriGris (Soulémane Démé), der drømmer om at være kendt danser, men som også må håndtere en trøstesløs hverdag, hvor han ovenikøbet lever med at være delvist lam i det ene ben. Hans specielle dans løfter en generelt vellavet genre-film op i Cannes-klasse.
Vi hører først publikum råbe ‘GriGris! GriGris!’ Så kommer han dansende ind. Flot og smilende i en farvestrålende skjorte, smider benene adræt rundt. Faktisk lidt for adræt, det er som om det ene ben er unormalt tyndt og svingende. Men whatever, publikum er på, kaster ret mange penge efter den unge mand, ser det ud til. Men det ser kun sådan ud, i virkeligheden er det mest falske penge, siger manden som samler ind for GriGris. Muligvis snyder han ham. Selvom man danser godt er det svært at vinde over systemet i Tchad, især med et dårligt ben.
Som så ofte hos Haroun er der også et forhold mellem far og søn centralt i filmen. GriGris’ stedfar er meget syg, og behandlingen er umuligt dyr. Så GriGris henvender sig til den lokale benzin-smugler, om han kan hjælpe til i organisationen, for at tjene nogle hurtige penge. At smugle benzin og løbe fra politiet handler dog om at have traditionel styrke i benene, så det er ikke nemt for GriGris at tjene de penge, han har brug for. Og hvis man kommer på tværs af en magtfuld kriminel, så kan man hurtigt komme gevaldigt i knibe.
GriGris bliver derfor i anden del af filmen til en rendyrket genre-fortælling, om den unge mand, der får viklet sig ind i en værre gangster-suppedas. Og en vellavet én af slagsen. De mange samlebåndsfilm fra Nollywood og lignende fabrikker går nogle gange viralt i Vesten når deres actionscener er ekstra skrabede og amatør-agtige, men sådan er det med b-film. Man behøver ikke store filmiske armmuskler, når man taler til sine tilskueres fantasi. I GriGris er genre-scenerne dog skabt med filmisk overskud, når GriGris sniger sig igennem et nærmest film noir’sk nattemørke, om han trasker sig gennem en flod, eller havner i en biljagt i hovedstadens nærmest komplet tomme gader. Hvis én af Harouns film kunne have trukket en normal dansk distribution, så var det den her, for kan dens spændings-scener ikke måle sig med eksperterne fra Hollywood, så er de fuldt ud på højde med hvad vi f.eks formår i Danmark. Det er stærkt. Men det er også lidt konventionelt.
Der er endda også en konventionel kærlighedsfortælling, hvilket ellers sjældent har fyldt det store i Harouns skildringer af Tchad. Men GriGris arbejder også i en foto-forretning, og tager billeder af den unge kvinde Mimi (Anaïs Monory). Lidt specielle billeder, siger hun, og tager trøjen af. Mimi bevæger sig også rundt i byens natteliv, men som kvinde i Tchad er det naturligvis ikke bare nok for hende at danse godt, de rige mænd vil have mere. Så når GriGris indleder et forhold til hende, bliver han mødt at fordømmelse af de hykleriske mænd, der optræder på præcis samme måde som Mimi, men som ikke er kvinder.
Mimi er en kliché-karakter, den faldne kvinde, som GriGris holder fast ved, lige meget hvor meget omverdenen, inklusive Mimi selv, synes hun er syndig og uværdig. Men der er noget fascinerende ved hvor tynd skallen af glamour er ved hende. De glansbilleder hun får taget bliver taget af en komplet uerfaren fotograf, i et studie kun nødtørftigt oplyst, på en relativt pæn stofbaggrund. Hun har én paryk. Snarere end en helstøbt karakter er hun et symbol på samfundets hykleri, men det er et lidt interessant symbol. Tchad er ikke noget rigt land, heller ikke dets natteliv er specielt rigt. Når Mimi og GriGris alligevel funkler, så er det fordi de rent faktisk er funklende mennesker, ikke fordi de formår at klæde sig ud.
Og GriGris, han funkler virkelig. Haroun bruger ofte hans mandlige karakterer som billeder på Tchad, når de drager i krig, vakler rundt med traumer, ydmyges på jobmarkedet, eller leder efter deres forsvundne fædre. Det er alt sammen plot-baseret. Men GriGris, den dansende mand med det dårlige ben, bliver som rent visuel figur et emblem for Tchad. Såret og med handicap, men stadigvæk i stand til at bevæge sig umanerlig visuelt imporende, ja faktisk netop på grund af det ekstra fleksible ben i stand til at lave piruetter og bevægelser, som vi andre ikke kan. Det er et håbefuldt billede. At Tchads maltrakterede befolkning måske alligevel kan finde en måde at bevæge sig i verden på.
Plottet i GriGris er simplere end i de fleste andre af Harouns film. Der er ikke mange lag i det, det er bare en ung mand, der vil tjene penge. Men hen mod slutningen, når GriGris efter mange kvaler finder et tag at danse på, og svinger sig rundt deroppe i månens skær, så har Haroun formået det han lader til først og fremmest at prøve på: At skabe billeder på Tchad. Ikke Afrika, Tchad. Og samtidig er det med sin glitrende poppet-hed et billede, der indvarsler det billedsprog instruktører som Gomis og Mati Diop snart ville begynde at udfolde. Af den grund sidder GriGris ret centralt i Harouns-filmografi.
Serien om Mahamat-Saleh Haroun fortsætter med Lingui – The Sacred Bonds