10. Sofie Birch & Antonina Nowacka – Hiraeth
Sofie Birch og Antonina Nowacka skiftede fuldstændig lyd på deres andet samarbejde, et højdepunkt i begge kunstneres diskografier. Hvor Langouria i høj grad lød som kombinationen af Birchs synthesizer-melodier med Nowackas vokale improvisationer, så var Hiraeth et helt særligt værk. Et akustisk album, hvor guitar og zither dominerede lydbilledet, hvor både Birch og Nowacka sang ofte hypnotiske mikromelodier, og hvor det hele først bagefter var kørt gennem lag af elektronik. Så der var også baglæns melodier etc, men grundlaget var forbløffende naturligt, også fordi det var optaget i naturen i den polske sanatorie-by Sokołowsko, kendt fra Olga Tokarczuks roman Empusion. Som i Tokarczuks roman havde Hiraeth også noget spøgelsesagtigt over sig. Fornemmelsen af to kvinder i en skov i Polen var eminent, men den subtile bearbejdelse fik det til tider til at virke så meget desto mere skævt og forkert. Som om vi bevægede os i grænseområdet mellem det menneskeligt naturlige, og… noget udefinerbart men altid fængende og fascinerende.
9. Dean Blunt & Elias Rønnenfelt – Lucre / Elias Rønnenfelt – Speak Daggers
Sidste år solodebuterede Iceage-sanger Elias Rønnenfelt med den lidt vel singer/songwriter-normative Heavy Glory, så det var en af årets store overraskelser, at han i år sprang ud som kollaborationist og eksperimentør i alskens genrer. Der var The Dare-remixet af ‘Close’, dobbelt-singlen Little Gods / My Suitor med rapperen Foushée og svenske Yung Leans soloprojekt Jonathan Leandoer96, foruden albummet Speak Daggers, hvor Erika de Casier og Fine sang med, sammen med reggae-legenderne The Congos. Dub spillede en stor rolle, og der var endda et mellemøstligt sample på ‘The Requiem’. Det var vidunderligt at høre nysgerrigheden igen.
Og endnu bedre var ep’en Lucre med britiske Dean Blunt. Blunt har svævet over dansk musik i årevis, dels som kæmpe inspirationskilde til bølgen af skæv og udsvævende konservatorie-rock fra folk som Fine og GB, dels som samarbejdspartner i diverse mærkelige projekter, inkl The Crying Nudes. På Lucre taler Blunt og Rønnenfelt samme sprog, leverer det hidtil bedste Rønnenfelt-solo-projekt, og det bedste Blunt-projekt i årevis. Postpunk, men tydeligvis digitalt sammensat og opklippet, næsten normalt, men så alligevel ikke. Lidt a la ML Buch, men med kæmpe pop-sange som 4 og 7.
8. MAS – Månen er min ven
Efter dansk rap i nogle år blev mere og mere poppet og sangfikseret har der været en modbølge, hvor folk som ArtigeArdit og Lamin har forsøgt at lave helstøbte albums. Desværre har de lidt forvekslet ‘helstøbt’ med ‘ensformig’, og puttet deres gigantiske bangers på ep’er og sideprojekter. MAS’ andet album overhaler dem indenom, fordi han indser, at man kan lave et helstøbt album via et samlet koncept og nogle lydlige temaer. Så albummet handler om MAS’ forhold til månen på adskillige måder – han er en varulv, en natteravn, en astronaut – og helheden etableres med et væld af samples fra stor dansk kultur som en operasanger der synger ‘Du gamle måne’, Matador, Far til fire og Onkel Sofus, hvad der lyder som børne-tv og, øh, Tue West? Og fordi pladen hænger så godt sammen kan musikken veksle fra helt langsomme og kølige sange om hvordan depression og ulykkelig kærlighed holder ham vågen, til kæmpe bangere som ‘Bare vent’ om at feste hele natten. Og altid med plads til stærke flows og rim: ‘Kold cirkel som iglo’r / så de glor / De ved godt at spillet er mit bror / jeg ik’ toer‘. Hvis nu de andre rappere lærer lidt af Månen er min ven, så laver Lamin årets danske album næste år.
7. Heathe – Control Your Soul’s Desire For Freedom
Der er noget i vandet i Aalborg, år efter år udkommer der ikke bare særskilt god musik derfra, men særskilt åben og nærmest naivistisk musik. Heathe er nærmest en supergruppe af folk fra den aalborgianske undergrund, inkl. Kogekunst, og Control Your Soul’s Desire For Freedom er en passende gigantisk konstruktion. En times industrial/noise/hardcore epos, med sange op til 17 minutter lange, om klimaapokalypse, angst og depression. Lyder henad The Body eller Lingua Ignota, men med den særlige aalborgianske åbenhed og legesyge. Hvilket særligt kommer til udtryk på den geniale autotune-gospel-hymne ‘Uproar Taking Shape’, der pludselig kommer brasende indover, som en gruppe Bon Iver kloner i en moshpit.
6. Erika de Casier – Lifetime
Jeg blev decideret bekymret da Lifetime udkom. Væk var de medrivende pop-sange, der syntes at bringe Erika de Casier på grænsen til et internationalt gennembrud, væk var samarbejderne med nogle af Danmarks bedste producere, væk var pladeselskabet 4AD, der ellers havde udgivet hendes to seneste albums. Var hun allerede ved at have toppet? Men nej, Lifetime blev endnu en stor kritikersucces i udlandet – med en 26. plads på Pitchforks årsliste, hendes hidtil højeste placering – og i et Pitchfork-interview forklarede hun, at hun egentlig bare følte hun nu var nået til et punkt i karrieren, hvor et album godt bare måtte dyrke én side af det hun kan. Og det gør Lifetime, det er hendes hidtil mest helstøbte album, fuldstændig selvproduceret, og en fantastisk intim og afslappende plade, fyldt med stærke sange, gode produktionsvalg – åh den hest på ‘Delusional’ – og ikke mindst hendes fabelagtige stemme, som man skal huske aldrig at tage for givet. Nok den danske plade, der voksede mest på mig i år. Og så drømmer jeg om et helt album med hendes mere hyperaktive side a la ‘Lucky’, ‘Bikini’ og hendes sangskriver-arbejde for NewJeans. Og drømmer bare om ti yderligere plader fra en kunstner, der endnu mere står som en af tidens definerende danske stemmer.
5. B From E – Saṃsāra Cycles: Space Day, Earth Night & After Life
Engang imellem er det indpakningen, der gør det. Frej Levin udgiver tonsvis af god musik, også som f.eks Champagne Bruce, men der var noget særligt over de tre ep’er han udgav som B From E i februar, marts og april. 90 minutters techno, trance, house, imponerende bundniveau. Den buddhistiske ramme gav det bare lige lidt ekstra. Jeg hørte meget lidt musik i år, der virkede så opløftende som de mange trance-numre med hengivne sangerinder på, og når det var i fare for at blive en anelse for new age kom der et skvæt humor oveni. Det var ikke nyskabende, det var meget velkendt stil. Det var bare så overvældende, så positivt, så medrivende, så humoristisk. Og med ‘Mushrooms’ var der også hvad der burde blive en udødelig banger indenfor dansk techno.
4. 100%Wet – 100%Wet
Det giver bare mening at kombinere shoegaze med drum’n’bass, det fornemmede allerede Kevin Shields efter Loveless, og en del hovedsagligt elektroniske artister har sidenhen bevist at drømmeagtige lag af guitarstøj passer perfekt ovenpå hyperaktiv percussionbund. Også Casper Munn fra Himmelrum/Drop har dyrket stilen tidligere, og sammen med Jakob Birch forsøgte han med 100%Wet at definere et nyt take på stilen. ‘Drum’n’gaze’ kaldte de det, et genrenavn som virkelig burde blive stående. Ligesom 100%Wet burde blive stående som en milepæl i blandingen, der viser hvor mange forskellige måder drum’n’gaze kan lyde. Det er rock’n’roll, det er pop, det er ambient og lidt dance. Det er måske, selvom den blev udgivet på det hæderkronede gamle rock-selskab Crunchy Frog, stadig ikke en rigtig band-plade – dertil er der for mange gæstemusikere, omend alle gæstesangerne synger vidunderligt – men det kan der arbejdes med. 100%Wet forsøgte at definere en ny lyd, og lykkedes med at få noget svært og famlende til at lyde enormt logisk og selvsikkert, hvor numre som ‘Ether’ burde være blevet kæmpe radiohits.
3. Køs – Worldsorrow
Trioen Køs indspillede Worldsorrow helt tilbage i april-maj 2020, under covid-nedlukningerne. Ganske kort efter de udgav deres debut-album, og et helt år inden de udgav album nummer to, Ud af en mund, sammen med Pia Tafdrup. Men det giver mening, hvis det har taget tid at efterarbejde det gamle materiale, for Worldsorrow er et af de mest gennemførte og raffinerede danske jazzalbums i mange år. Engang var Køs en simpel trio med Kristian Saarup på trommer, Valdemar Kragelund på kontrabas og Maria Dybbroe på altsaxofon, men på Køs er de alle tre multiinstrumentalister, og Kragelunds elektronik bærer store dele af pladen. Det er jazz, men det er jazz når det lyder aller mest som postrock. Det mindede mig om bands som canadiske Fly Pan Am og endda A Silver Mt Zion i al sin melankoli, foruden amerikansk fra Tortoise til alskens forskelligt fra International Anthem. Trioen koblede eksplicit pladen til covid-krisen, men der var så megen sorg og vrede og frustration på pladen, at den også føles ekstremt aktuel i år. Og så var det simpelthen både eksperimenterende og anderledes, og chokerende godt komponeret og formet. Nok en decideret jazz-klassiker.
2. Debbie Sings – Debbie’s Songs
Jaja, hyperpoppen er død. Men hvad skal man gøre, når hyperpop kunstnere som Debbie Sings bliver ved med at lave fantastiske sange? Debbie’s Songs var hit på hit på hit, hook på hook på hook, indtil det var næsten ubærligt. Hun tog Charli XCXs ‘1999’ og omførte den til ‘2010’, med EDM-agtige drops og Katy Perrys eufori. Hun lavede sleazy duet med Papa E på ‘U Could Be It 2 Me’, og overgik det nummer i sleazyhed med ‘Joyride’. Og så gik der country i den hen over midten af pladen, indrømmet lidt et minus, indtil numre som ‘Like A Comet’ satte hoppefesten i gang igen. På pladecoveret sidder hun med skinnende hvide støvler op af en høballe, forener glamour med det landlige. Det er alt alt alt for meget, mest af alt fjollet. Og helt vidunderligt, og om ikke andet giver genrelegen løfter om mange flere fabelagtige singler.
1. MK Velsorf & Aase Nielsen – Opening Night
Dansk musik blev for alvor hipt i 2025. Udenlandske medier skrev reportager om miljøet på RMC, og lavede store interviews med de største navne. Det var virkelig spændende, og der kom rigtig meget god musik fra de anerkendte RMC-kunstnere, men der kom samtidig også så meget andet god musik, som viste i alle mulige andre retninger.
F.eks Opening Night fra MK Velsorf og Aase Nielsen, udgivet på Laurel Halos pladeselskab Awe. Den lyder rigtig meget som Laurel Halo, der møder den hybrid af klassisk og indie, som Velsorf og Nielsen også har lavet med f.eks TLF Trio og Boli Group. En mærkelig blanding af elektroniske loops og instrumentale improvisationer, der skulle bruges til åbningen af en udstilling i Los Angeles, og hvor man kan hører publikums snak på pladens sidste nummer.
Måske elsker jeg Opening Night så højt, fordi den perfekt illustrerer dansk musik i 2025. Der var så meget snak snak snak om dansk musik og hvordan og hvorledes, og nogle gange virkede det som om, at musikken bare skulle være underlægning til alle teorierne og samtalerne.
Men konstant og hele tiden, og på Velsorf og Nielsens fantastiske plade mest af alt, var musikken bare uomtvisteligt så meget bedre end underlægning. Det var mørkt, mystisk, fyldt med referencer til anden musik, og alligevel ulig alt andet. Et ret så fantastisk år for dansk musik, med en virkelig fantastisk plade som årets bedste.
