30. Josie – A Life On Sweets Alone
Navnet til trods er debutalbummet fra københavnske Josie ikke udelukkende sødt. Jo, det er twee indiepop af den gamle skole – 11 sange på 24 minutter, ingen sange over tre minutter, få akkorder og catchy omkvæd, pladen blev endda udgivet på det legendariske amerikanske selskab K Records, der var store i firserne – men der er altid kontrast. Charlotte Fischers smukke vokal bliver ‘understøttet’ af bassist Dawn Bruces harmonier, desuagtet at hun også efter egen holdning ikke kan synge. Det er lidt sløset, lidt dissonant, lidt punk. Men måske derfor bliver det søde så meget mere afvæbnende. Det er lidt naivt, lidt vilkårligt, men der er også utrolig mange stærke omkvæd på den lille halve time. Og så er der jo heller intet i vejen med søde ting, verden i dag ville være et bedre sted hvis vi var lidt sødere, og turde stå ved vores naivitet.
29. Mark Solborg – Tungemål : Confluencia
Mark Solborgs Tungemål-projekt er ved at udvikle sig til ret smart branding. De tre første plader virkede som sonisk grundforskning i at få el-guitaren i tale, mens Babel (2023) var en stærk coda, med lige dele jazzsuiter og spoken word. Confluencia er mest bare en kvartet plade, med Susana Santos Silva på trompet, Simon Toldam på klaver og keys og Ingar Zach på percussion. På pladens første nummer er Solborgs guitar endda nærmest uhørlig. Men det er ikke bare smart branding, Solborg arbejder videre med sin minimalistiske kammerjazz, hvor alle udsagn er små og basale. Toldams klaver lyder som små loops, og når Santos Silva tager en solo får hun ofte mere trompeten til at sprutte og skabe støj, end det er typiske heroiske rejser op og ned af skalaer. ‘Tungemål’ lyder stadig som et samlet projekt, der kaster stærke og forskellige plader af sig.
28. Snuggle – Goodbyehouse
Da duoen Snuggle, bestående af Vilhelm Tiburtz Strange fra Liss og Andrea Thuesen Johansen fra Baby In Vain, udsendte ‘Dust’, blev det med det samme et indie-hit, også internationalt. Få sange har lydt så meget som shoegaze-pionererne My Bloody Valentine, uden egentlig at have så mange effekter og lag af støj. Men der er bare en særlig stemning på Snuggles singler, som gik igen på debutpladen Goodbyehouse. Bloggere har kaldt det for ‘cloud rock’, opkaldt efter ‘cloud rap’, et psykedelisk, ambient, næsten new age-agtigt take på den alternative rock. Det er… som at blande støjrock med bliss-pop, eller lidt som at blande Baby In Vain med Liss. Så måske er det en meget logisk bladning, og ikke så mærkeligt at Snuggle blev et af ‘cloud rock’ mikrogenrens største navne.
27. wicky – JEEZ
I 2025 var det som om den danske hiphopscene skulle en smule videre. Trap-musikken tog en lille pause, ledte efter nye lyde. Fra undergrunden poppede wicky op, lige dele Young Thug og Yeat-inspireret, med et skvæt skæv dansk pop a la Fraads og Angående Mig. JEEZ var en imponerende catchy debut, der dog også havde skæve og kantede rytmer og en endnu mere metallisk forvrænget sound end trap- og drill. Der findes undergrundsrappere, der støjer mere, eksperimenterer mere, lyder endnu mere nye. Men ingen af dem lyder lige så meget på tærsklen af et gennembrud som wicky.
26. Fraads – Hard drive schlappers
Danmarks bedste duo, Fraads, udsendte en sidste lille bunke sange inden de sagde farvel. 11 sange, på blot 28 minutter, der understregede hvor formidable Papa E og David Engelbrecht var sammen. Lyt f.eks til ‘18.07.2024’, hvor mange soniske idéer de propper ind i en sang, som de ikke engang rigtig har fået navngivet. Men det hele føles alligevel ufærdigt, og for Fraads, der på nyklassikeren Mosquito netop lavede et mesterværk ved at dyrke maksimalisme i ekstrem grad, betyder det at Hard drive schlappers nok er deres dårligste udgivelse. Med afstand. Så dens position her er altså per definition duoens bundniveau. Please bliv gendannet 🙁
25. Quatour Diotima / Jonas Frølund – Rune Glerup: Perhaps Thus The End
Perhaps Thus The End er den hidtil bedste plade-introduktion til komponist Rune Glerups verden. Strygekvartetten ‘Perhaps Thus The End’ er på én gang et kaotisk virvar af stryger-lyde, og alligevel tydeligvis holdt sammen i en stram komposition. Men det er klarinetkvintetten ‘Still Leaning Towards This Machine’ som jeg virkelig faldt for, særligt på grund af dens elektroniske elementer. På en eller anden måde er det koblet til musikerne, så klarinet-ekko gurgler som i en dub-sang, og strygerne bliver nærmest til glitch. Dermed er det også et af mine yndlings elektronisk/idm-værker fra i år, samtidig med at det lyder 100% som håndspillet klassisk.
24. Jim Kimchi – datra
Jim Kimchis glitch-opus datra kan virke relativt umusikalsk: Bare computerstøj og elektroniske lyde i 42 minutter, uden rytme og melodi. Og det er en smule pudsigt, at der er gæsteartister på otte af albummets ni numre, for alt er så digitalt behandlet, at det er svært at høre nogen som helst menneskelige kunstnere inde bag elektronikken. Men der var åbenlyst en art struktur og mening med det hele. På enkelte numre titter pludselig et klaver eller en stemme frem som lommer af menneskelighed efter akopalypsen, og langsomt begynder også en mærkelig glitchet musikalitet at vise sig. Efter gentagende lyt virkede datra som et af de mest interessante musikalske statements fra i år, omend det stadig var lidt svært at afkode præcis hvad den Autechre- og Oneohtrix Point Never-inspirerede musik sagde. Men så kunne man jo gå på Jim Kimchis bandcamp og læse, at ‘The Children of the Ping circumnavigate the residue of one’s former self, artificially folded, lovingly citing rubber poems in every idea.’ Og det er jo svært at argumentere imod.
23. Kollapse & Grava – Kollapse & Grava
Jeg er ikke metal-ekspert, og der er nogle ting ved metal-scenen, som jeg stadigvæk undrer mig lidt over. F.eks laves der virkelig mange split-ep’er/albums, hvor to bands laver musik til hver sin side af en vinyl. Hvorfor er det lige præcis stort i metalverdenen? Danske Kollapse og Grava genfortolkede split-konceptet med den her fælles udgivelse. Hver lavede et nummer, hver især fortolkede hinandens nummer, og så lavede de sammen fire mellemspil. Alt i alt 29 minutters musik, der glider fra korte ambiente passager, over Kollapses udsvævende og langstrakte lyduniverser, til Gravas mere hårdtslående doom-metal. Og hvor fælles tekster og melodi-stumper bandt det hele sammen. Resultatet var overraskende helstøbt, men alligevel afvekslende og eksperimenterende. Som moderne post/sludge-metal, når den er bedst.
22. Simon Littauer – Modular
Modular var et virkelig simpelt album. Efter at have spillet med bl.a. hans bror Rasmus i School of X og med PRISMA debuterede Simon Littauer som solokunstner med en samling numre spillet på ‘modular’ synthesizere. Alt optaget i ét take, kun et enkelt nummer med en gæstetrommeslager. Men det var et af de bedste danske electronica-albums i årevis. Breakbeats og melodiske synthmelodier ledte tankerne hen på en kunstner som Skee Mask, omend Littauers album af logiske årsager var langt mere simpelt, umiddelbart og ligefremt. Men det var stadig en times fascinerende og omskiftelig rejse i et konstant muterende landskab af trommebreaks og mærkværdige lydflader, og at det hele var optaget tæt på live var svært at forstå.
21. Skt. Delarge – Ritualer er det eneste vi har at holde om…
Skt. Delarge blander noise, punk, industrial og hiphop med store koncepter og tekster om svær maskulinitet. Han kalder det selv for ‘hård attitude, bløde værdier’-musik. Debuten Ritualer er det eneste vi har at holde om… er et af de her ekstremt personlige værker, der popper op hvert år, uden for trends og hypes og industri-søgelys, og som gør dansk musik så levende og fantastisk. Selvudgivet, selvkonstrueret, 52 minutters konceptuel rejse ind i støj og råb, samples af standup, lidt stille melankoli, og en hel masse industrielle beats og rap-tekster. Man kan høre Skt. Delarge har varmet op for Danny Brown, og man kan høre glæden ved alskens clubrytmer. Måske var pladen slået for stort op, for lang, for ambitiøs, men jeg elsker overambitiøse og hyperpersonlige debutværker.
