40. Autometer – Format
De tre musikere Asger Techau (Kashmir), Lars Bech Pilgaard (Svin) og Michael Vitus (Wash Your Dirty Money With My Art) tog rockmusikken tilbage til det helt grundlæggende med deres nye projekt Autometer. Instrumentale sange, fortrinsvis guitar, bas og trommer, lange krautede grooves og el-guitarens støjende melodik ovenpå. Til tider, som på ‘A5’ og ‘A8’ (alle numrene var navngivet på den måde) kunne man høre ekvilibrismen i en kompliceret polyrytmik eller en effekt-pålagt solo, men ellers bød Format på simple glæder som post-punk agtige basgange, fremdrift fra trommerne, og ret så iørefaldende riffs.
39. Bloomers – Cyclism
Det jeg får fra det danske jazzpladeselskab Barefoot records er nærmest mest udforskninger i tekstur. Her er det en trio af Anne Efternøler (trompet), Maria Dybbroe (klarinet og altsax) og Carolyn Goodwin (klarinet og basklarinet) der leverer lyd af metal, træ, åndedræt. Der er lige knap rytme eller melodi, det er i stedet abstrakte lydmalerier, der på imponerende afvekslende vis fungerer lige så godt som et helt abstrakt elektronisk album. Alle sangtitlerne er datoer og steder (f.eks ‘Dublin, May 25th, 2018’) og de henviser alle sammen til kvindehistorie, fra heksebrændinger til fødselsdatoer for foregangskvinder. Så man kan bruge noget tid på google, og få nogle idéer til præcis hvorfor der hvæses her eller truttes blødt der. Men man kan også lade sig omfavne af de afvekslende og altid tydeligt menneskeskabte lyde.
38. Ida Urd & Ingri Høyland – Duvet
Norske Ingri Høyland lavede med Ode To Stone i 2023 et ambient konceptalbum om danske nationalparker, og en af de bedre (semi)danske conceptronica-plader, hvor elektronik og konceptualitet mødes og klog musik opstår. Men hendes nye duoplade med danske Ida Urd (co-produceret af Birk Gjerlufsen Nielsen fra Vanessa Amara) er i stedet vidunderligt simpel og ligetil. En ‘duvet’ er en dyne, og pladen er først og fremmest afstressende, afslappende, beroligende ambient, som Brian Eno oprindelig fandt på det. Lyt godt efter, og et væld af mikrolyde dukker op fra dybet, det er flot komponeret og kompleks musik. Men først og fremmest er det lydlig balsam, en omfavnende lydverden, hvor det for en stund ikke føles som om alting falder sammen.
37. Lust For Youth & Croatian Amor – All Worlds
Hannes Norrvide (Lust For Youth) og Loke Rahbek (Croatian Amor) udgav det fælles album Pomegranate i 2013, hvorefter Rahbek blev medlem af Lust For Youth i nogle år, sammen med Malthe Fischer (også kendt som Scandinavian Star). Det er dermed ikke første gang de to projekter har lavet musik sammen, men det er første gang musikken har lydt så meget mere som Croatian Amor end som Lust For Youth. Det lyder som den musik Croatian Amor og Scandinavian Star har lavet sammen de sidste par år, men Norrvide tilføjer lyden lidt mere støj. Tropisk house møder loopbaseret indie, møder samples fra Zelda-spil og en monolog med tyk sydeuropæisk accent (en Lust For Youth specialitet). I et år hvor Loke Rahbaks pladeselskab Posh Isolation lukkede, var det rart at vide, at der stadigvæk var masser af god musik tilbage i de gamle drenge.
36. Jakob Bro & Midori Takada – あなたに出会うまで / Jakob Bro, Wadada Leo Smith & Marcus Gilmore – Murasaki
Jakob Bros jazzguitar funklede på to plader udgivet med ca en måneds mellemrum dette efterår. Med japanske Midori Takada på klaver, marimba og percussion som baggrund fik Bros akustiske guitar solistens rolle, i hvad der nærmest blev en fusion mellem jazz og ambient. I mødet med Marcus Gilmore på trommer og Wadada Leo Smith på trompet har Bro en mere tilbagelænet rolle – ‘Imagine the Fire and Flames that Lights Up the Light World’ er f.eks en otte minutter lang freejazz-duet mellem trompet og trommer – men når han får plads er hans guitarlyd umiskendelig. Fra kølig ambient til flammende freejazz, og to plader der passede overraskende godt sammen.
35. GB – Ressed / Falter
På debuten Gusse Music forenede GB abstrakte sketches med små vidunderlige indierock sange, til en chill og cool helhed, og skabte en af de hemmelige perler fra scenen omkring det rytmiske musikkonservatorium. På opfølgeren har han valgt at opdele de to spor, så vi dels får tre catchy indie-numre, og derefter en suite af abstraktion. Det virker hver for sig, men jeg savner alligevel sammensmeltningen, hvor man aldrig vidste hvad der ville ske det næste minut. Ressed / Falter er et bevis for GBs uomtvistelige talent (og var da eftersigende også lavet som eksamensprojekt fra konservatoriet) men ikke endnu et storværk i sin egen ret.
34. Tobias Rahim – Vulkanø
Egentlig var min reaktion på Vulkanø først og fremmest, at magien var død. Men det føles også umuligt at gentage Når sjælen kaster op. Der er tre ting som gør Tobias Rahim til Danmarks bedste popkunstner: Hans vilje til at eksperimentere, hans drive mod at være størst og mest populær, og hans hang til socialrealistiske livsskildringer. Det sidste er jo væk, når ens liv går fra Mucki Bar til toppen af poppen, og at eksperimentere og forny sig bliver jo sværere og sværere hver gang. Drivet mod pop-tronen resulterede i et alt for langt dobbeltalbum. Men også et album, der trods alt indeholder nok fantastiske sange og øjeblikke, og inkorporering af alt muligt fra techno til trap til mexikansk pop, at det stadigvæk var årets danske popalbum. Ingen gør det som Rahim, fra det eklektiske lydbillede, til skrøbelige øjeblikke som når hans stemme knækker mens han synger ‘nu vi oppe igen’ i ‘Ingen yin uden yang’.
33. Vanessa Amara – café LIFE
Posh Isolation lukkede i år efter i 16 år og over næsten 300 udgivelser at have stået for noget af den højeste kvalitet i den danske undergrund. Og de lukkede med maner, med udgivelsen af et af de bedste albums fra en af selskabets veteraner. Vanessa Amara udgav deres første drone-baserede album på Posh Isolation i 2014, og fandt denne sample-deliriske stil for første gang på Poses fra 2020, men er bedre end nogensinde på café LIFE. Opklippede samples fra pop og r&b over mikrostykker af rytmer eller deres gode gamle orgeldroner. Tidligere samplesalbums har lydt lidt hen af Oneohtrix Point Nevers klassiske Replica, men café LIFE har sin egen stil, vaporwave møder melankolsk neoklassisk. Der er stadig liv i Posh Isolation lyden, vi må bare finde den andre steder fremover.
32. Minais B – And i know i can feel bad when i get in a bad mood
Som medstifter af pladeselskabet Anyines, og med en strøm af musik udgivet som plader, performances, og club-ep’er er Minais B en stor forgænger for den RMC-artpop, der har fået stor international opmærksomhed de sidste år. På hans nye plade går han selv artpop. Over 24 minutter nærmer han sig f.eks Astrid Sonnes Great Doubt, men med mere club og mere leg med stemmer. Når stemmen forvrænges op i det lyse lege lyder det stadig som om køn dekonstrueres, altid et kendemærke for Anyines-udgivelser, og her er der er ikke gået mange eksperimenter tabt i bevægelsen mod noget mere poppet.
31. chrome & Skomager – USL 2 / Skomager – Diamant
Dansk rap føltes lidt træt i 2025. Der kom skuffende bagudskuende albums fra folk som Sivas, ArtigeArdit, og selv Anton Westerlin, som ellers har brugt hypermoderne lyde som amapiano og jersey club i sine produktioner, bød mest på retrodisco på sit debutalbum. Så var det godt at Skomager og Chrome holdt fanen højt for hiphop, der skubber tingene fremad og skaber sit eget univers. USL 2 var deres hidtil længste udgivelse, og opbyggede deres ‘ung stoner livsstil’ til et både lydligt og livsstils koncept. Stadig kopieret fra folk som Young Thug og Playboi Carti, men de fandt også deres egen danske udgave af det. Det så man også på Skomagers soloalbumDiamant, der pludselig var alt for positiv og forelsket til at lyde som traditionel ‘rage rap. Lyden udviklede sig væk fra det aggressive og emotionelt tillukkede, men lød stadigvæk ligeså forvrænget og eksperimenterende som forgængere a la Carti. Og ‘Makeup’, hvor chrome! hjalp med, var en vaskeægte trap-pop banger.