20. Nausia – Finding A Circle
Kvintetten Nausia fandt sin lyd på deres tredje og bedste plade. Med guitar, bas, trommer og to saxofonister kom det meget til at lyde som halvfemsernes postrock a la Tortoise og Do Make Say Think – en lyd der har fået en revival de sidste år. De dygtige musikere i Nausia spiller også med folk som Uden Ord, Kingtommi og NikoCarlin, den ene har sågar produceret for Kindsight, og man fornemmer den samme vidunderlige kreativitet og frisathed som gør førnævnte kunstnere til nogle af landets bedste yngre musikere. Af postrock at være var Finding A Circle lidt tilbageskuende, mere et håndspillet eksempel på en vidunderlig genre, end et skridt ud i det ukendte, ulig genrens store klassiske albums. Men hvem ved om det kommer, Finding A Circle var et af årets bedste jazzalbums.
19. Nortt – Dødssang
Det anonyme projekt Nortt har gjort dansk musik lidt mere sjovt og spændende siden 1995, og har skabt et gennemført og egensindigt funeral doom univers. Otte år er gået siden sidste album, og Dødssang lyder lidt mere voksen, mere almindelige sange, mindre fragmenterede lydbilleder med hvisken inde over. Omend ‘almindeligt’ nok ikke er det rette ord. Op til ni minutter lange sange, tempo og kompositorisk som doom-metal, men nærmest helt uden tyngde, flygtigt, hjemsøgt, med hæs vokal mest kendt fra death metal, en guitarlyd som i black metal. Tidligere plader har lydt som landskaber, som Nortts beskrivelse af en nihilistisk parallel-verden bag vor egen. Dødssang lyder som en trubadur fra den verden, der depressivt foredrager ældgamle folkesange.
18. Uden ord – flashback flashforward
Uden ord udgav kun en ep i 2025, kun 27 minutters musik, og det første nummer ‘ISO IGEN’ er en genindspilning af et nummer fra deres debutplade. Men genindspilningen viser hvor langt de er nået siden da, hvor dynamiske og detaljerige deres studiekreationer nu er. Resten af numrene på den korte plade føles også en anelse skitseagtige, omend ofte fulde af fascinerende lyde og effekter. Det er udmærket, men flashback flashforward er i top tyve på grund af pladens sidste nummer: Over syv et halvt minut binder ‘Held & Lykke’ nemlig alle tråde sammen til årets måske mest episke danske sang, som går fra folk, over nærmest dubstep og lidt formløs klingklang, og til en ekstatisk indietronica coda. Jeg elsker Uden ord, jeg synes de er årtiets danske band, jeg vidste ikke de kunne lave så stort et nummer. Tredje album kan blive et mesterværk.
17. Randi Pontoppidan & Christian Rønn – Shadow Moves / IKI – BODY
Randi Pontoppidan var i topform i 2025, dels på sit duoalbum med Christian Rønn, dels som medlem af vokalkvintetten IKI.
Shadow Moves var som navnet antyder en mørk omgang. Den begyndte med ‘shade’ og endte med ‘rare tranquility’, på en rejse med ordløs sang, mumlen og gispen, over abstrakt klaverspil, til tider på præpareret klaver.
BODY tog også helt fundamentalt livtag med kroppens lyde, men med brug af samples og synths blev det sin helt egen komposition. De fem kvinder harmoniserede smukt, men på et nummer som ‘Breathe’ lød stemmen i stedet loopet og manipuleret.
16. Alto Aria – Ephemeral
Alto Aria, skaber af pladeselskabet Rhizome, skruede lidt ned for filosofien på Ephemeral, men det var stadigvæk et konceptalbum, hvor de fleste af teksterne indeholdt bidder af det samme digt, der også havde linjer fra den gamle triphop-sang ‘You’re Not Alone’, som vi fik som cover til sidst. Det var også Alto Arias mest FKA Twigs-agtige album, båret af hendes smukke falset og forskellige klubrytmer. Der foregik rigtig meget, numrene var afvekslende, men blev alligevel bundet sammen af gentagne tekst- og melodibidder. Alligevel var det et utrolig let album, nærmest svævende, porøst, ja, flygtigt, som titlen kan oversættes til. Og utrolig stærkt musikalsk, med selveste den mystiske britiske duo Space Afrika på intro og outtro og generelt et meget smukt musikalsk lydbillede. Alto Arias absolut bedste album. Indtil videre!
15. Frederikke Hoffmeier – The Girl With The Needle (Soundtrack)
Hvis man går på Spotify ser det ud som om, at Frederikke Hoffmeier, aka Puce Mary, ikke har udgivet et album siden The Drought i 2018, men det er lidt misvisende. Siden dengang har hun lavet samarbejder, udgivet plader på eget selskab udenom streamingtjenesterne, og endda lavet et andet soundtrack, til Jeanette Nordahls Kød & Blod, som desværre aldrig blev udgivet. The Girl With The Needle er dog hendes gennembrud som soundtrack-komponist, har allerede vundet de polske filmpriser plus en European Film Award, og vinder forhåbentlig også alle de danske til næste år. For det er et ekstremt godt soundtrack, atonalt, eksperimenterende, dystert, og fortællende i egen ret. Puce Mary var altid den mest filmiske af noise/industrial kunstnerne fra Posh Isolation; musikken var så dynamisk den nærmest blev narrativ. Det vil være et løft til dansk film hvis hun bliver en af de faste komponister, men det er svært at forestille sig mange film passe bedre til hendes lyd end Magnus von Horns klaustrofobiske og uhyggelige film. Næsten på højde med Puce Mary klassikerne!
14. haloplus+ – Musicality
Sjældent har et debuterende band ramt så spektakulært forbi deres genre. Escho-udgivede haloplus+ består af de tre musikere Ryong, Angel Wei og xoxostine, der allerede har udgivet på diverse små og mellemsmå labels. Deres debut starter cool og afslappet a la Snuggle eller Smerz, men slipper snart tøjlerne, indtil ‘Beatbox’ chokerer ved at være… beatboxing? På resten af pladen kontrasteres små melodiske indieminiaturer i bedste Copenhagen Cool stil med afstikkere og eksperimenter, der fuldstændig undergraver attitude og coolness. Indtil ‘Last Day’ bare er en vildt god lille house sang med autotune vokal, som ville haloplus+ lige pointere, at de også kan lide Fred Again… Resultatet er for spraglet og ekstatisk til at passe ned i den kasse særligt udenlandske medier for tiden putter ned over københavnske kunstnere. Men nok også derfor så meget desto bedre.
13. Aske Zidore – Game Mechanics for Voices: The Place of Landscape
Aske Zidores kompositioner på Game Mechanics for Voices er som navnet antyder lavet ud fra diverse spilmekanikker. Små melodibidder gentages og varieres i fire stemmer, på en måde som åbenbart ikke er planlagt på forhånd. De minimalistiske og repetitive melodier får naturligvis pladen til at lyde lidt af amerikansk minimalisme a la John Adams og Philip Glass, eller moderne minimalistisk inspirerede korkomponister som Julia Wolfe og Caroline Shaw, men det er kun en god ting. Det mirakuløse ved den åbenbart tilfældigt sammenstykkede plade er, hvor stram og dynamisk sangene virker. Særligt det 15 minutter lange åbningsnummer ‘Terrain’ kunne dårligt være bedre, hvor stemmerne eksploderer lige præcis når man trænger til det.
12. Afskum – HJERTET / KNIVEN
I en tid, hvor så meget af den mest anerkendte alternative popmusik kommer fra elite-skolen RMC, og større og større dele af mainstream-poppen kommer fra nepo kids, er der noget helt særligt over Afskums musik. Det er altid pop, medrivende, altid melodisk, og altid alternativt, fyldt med forvrængede stemmer og mærkelige lyde, og så er det helt igennem funderet i livet som Afskum, som underklasse, som uønsket. Der var intet så rystende på album nummer to som ‘MIN KNIV ER FLOTTERE END DIN’ fra debuten, det var en lidt mere glat omgang, men selv det mest simple forsøg på et Tobias Rahim-hit hedder ‘FORBANDET’, og det efterfølges af ‘SON GOKU’, en monolog om at spille Dragonball-spil på et asylcenter, og være bange for at alle omkring en er ved at miste forstanden. Det giver så meget mening, at Afskum laver noget af landets bedste pop. Det giver desværre også mening, at det er langt mere niche end det burde være, og at det ikke længere udgives på et stort selskab, men forhåbentlig kan der komme mange flere Afskum-plader på hans nye pladeselskab Konkylie.
11. TLF Trio – Desire
Indimellem TLF Trios første album, Sweet Harmony, og andet album, Desire, udgav de tre musikere en ep, New Songs & Variations, der bl.a. indeholdte to remixes fra den legendariske tyske producer Moritz von Oswald. Og på opfølgeren mærker man en tydelig inspiration fra det elektroniske. Der er stadig en tydelig kammermusikalsk substans i samspillet mellem Cæcilie Trier på cello, klaver og synthesizer, Jakob Littauer på klaver og synthesizer og MK Velsorff på guitar, klaver og synthesizer, men nu tilført lag og loops af sampling, så musikken hakker og hypnotiserer, som vi kender det fra, ja, f.eks The Moritz von Oswald Trio. Men Desire, optaget på RMC i København, mixet af Aase Nielsen, er en særlig dansk variant af lyden, et mix af chambertronica og den der RMC-lyd vi bliver bedre og bedre til at lave år for år. Lige dele Smerz/Astrid Sonne/Fine og internationale navne som Laurel Halo og Moritz von Oswald, og et tegn på at RMC-scenen stadig har virkelig meget potentiale.