10. Bissesvinet – Blodager
Da Bisse for to år siden gæstede et enkelt nummer på Svins plade Introducing SVIN, fik det mig til at huske hvor stærkt hans tidligste musik var. Hans stemmes vidunderlige intensitet gik i mine ører tabt på en række af kedelige konceptuelle folk-pop plader, men som Bissesvinet, sammen med det eksperimenterende rock-band Svin, brændte han igen igennem. Utroligt dystre lydlandskaber, hvori Bisse messede, råbte og gispede tekster frem baseret på Bibelen. Judas, Samson, og til sidst en åbenbaring om dommedag. Ingen i dansk musik kan synge så meget som en profet som Bisse, og ingen kan agere så dystert et backingband som Svin. Det var det bedste de to kunstnere har lavet i årevis, måske nogensinde. Må både Bisse og Svin finde helt centrale pladser på den danske rock-scene mange år fremover.
9. Anton Friisgaard – Teratai Åkande / Minor Blossoms
Anton Friisgaard har i nogle år udgivet under navnet Hviledag på små danske labels som Janushoved og Øen, men i år skiftede han over til fødselsnavnet, og udgav to albums på prestigiøse udenlandske selskaber. Minor Blossoms på tyske Vaagner var i sig selv en listeværdig gang ambiente miniaturer, men det var Teratai Åkande, udgivet på det ultra-hippe belgiske label STROOM, der bragte Friisgaard i top ti. Optaget på Bali tilbage i 2018, sammen med gamelan-gruppen Gamelan Salukat, som Friisgaard havde set på Roskilde, og siden processeret og bearbejdet i årene siden da. Resultatet var en ambient/new age plade, der havde sin helt eget lydpalet, og som fremviste Anton Friisgaard som en værdig efterfølger til elektroniske komponister som Astrid Sonne og Sofie Birch.
8. Kogekunst – Man skal da aldrig nogensinde stoppe mens legen er god
Efter fem års pause vendte den aalborgensiske duo bestående af Oskar Krusell og Simon Mariegaard tilbage med et triumferende tredje album. Et større album, længere, mere ambitiøst, med helt op til otte minutter lange numre. Men humoren var stadig intakt, når de kaldte deres sange ‘Bambivalens’ og ‘Bambihjertelighed’, eller saboterede kunne-være-et-P6-hit-sangen ‘Kan du heller ikke sove?’ med en – tematisk passende – optagelse af en nattetissetår. Mest af alt konsoliderede duoens tredje album deres helt unikke lyd. Der er bestemt inspirationer – jeg tænker særligt Af Med Hovedet scenen og Synd & Skam – men Kogekunsts blanding af skæve grooves og endnu skævere harmonier er helt deres egen, nu tilsat diverse glitch-fuckery og til tider lidt blæser-pynt. Et nummer som ‘Et spørgsmål om tid’ fremdyrker en helt særlig form for musikalsk – nåja – tid, som også internationalt ville gøre dem unikke. Stor og umanerlig kogt musikalsk kunst.
7. Alle – Hvis det er
Hver detalje er omhyggeligt udvalgt på producer Natal Zaks tredje vidunderlige album som Alle. Det første af mange ordløse omkvæd lyder ‘Du-ba-gai-da du-ba-goin’, og hver stavelse er præcis den rigtige, alt imens den helt perfekte keyboard-lyd akkompagnerer melodien. Natal Zaks er kendt fra bl.a. samarbejdet med Erika de Casier samt et væld af elektroniske udgivelser under diverse navne, og man kan høre lyd-talentet under de naivistiske og minimalistiske popsange. Det minder lidt om John Maus/Ariel Pink, men spiller også op af dansk firsermusik fra radio-pop til børnesangene. Det er synd, der ikke er flere som lytter til Alle. Synd for kunstneren. Men mest af alt synd for alle os andre.
6. Astrid Sonne – Great Doubt
Great Doubt var en stor omvæltning for Astrid Sonne, naturligvis først og fremmest fordi hun sang og skrev tekster. Men pladen lå på andre måder fint i forlængelse af hendes tidligere instrumentalværker. Sonne har altid lavet en umanerligt menneskelig electronica, så sangstemmen føjede sig fint til den sædvanlige mængde af akustiske instrumenter. Og hendes søgende og analyserende stil blev videreført på et album der hed Great Doubt og som startede med linjerne ‘You look at me / Do you wanna have a baby?‘ På trods af at Sonne nogle gange lød som r’n’b eller James Blake-agtig dubstep, så føltes udviklingen såre naturlig, ligesom næsten alt hos Astrid Sonne gør det, uanset hvor abstrakt og maskinelt det bliver. Og så var ‘Say You Love Me’ en banger af format!
5. Vægtløs – Aftryk
Engang imellem er det helt specifikke detaljer, der løfter et album op til det sublime. Vægtløs’ debutalbum Aftryk er f.eks helt perfekt mixet. Deres blackgaze/postmetal er ikke specielt nyskabende, og der er klart skrevet bedre riffs og melodier i den genre før. Men selvom forsanger Troels H. Sørensen også skriger på relativt velkendt maner, så ligger det et helt unikt sted i mixet. Det lyder altid som om han skal overdøve de andre instrumenter, også selvom bandet er inde i en af sine stille akustiske passager. Det gør det til håbløse skrigende protester mod det uafvendelige, hvilket passer perfekt til pladens tekster om død og savn. Aalborgs metal/punk scene spyttede stærke plader og ep’er ud i 2024 (Omsorg, Kollapse), især fordi de tør være ualmindeligt sårbare, og Vægtløs skabte scenens helt store mesterværk ved at køre sårbarheden helt ud. Som sidste nummer hedder: ‘Tag dit knuste hjerte og lav det til kunst’. Det blev stor kunst i denne omgang.
4. Drop – Filter Feeders
Casper Munns hovedband Himmelrum er blevet lidt mere normale de seneste par udgivelser, så måske han havde behov for at lave et helt crazy værk på dette andet album fra solo-projektet Drop? Det var i hvert fald fuldstændig vidunderligt, lige dele shoegaze og digicore, et sted mellem Yves Tumor, Parannoul og Jane Remover, samtidig også umiskendeligt dansk som det ofte lyder fra hans pladeselskab Big Oil Recordings. En halv times støjmure, der det meste af tiden gav mere mening som noise-helhed end ud fra en sang-logik, men på ‘Bugs&Fears’ feat. Eir var der så også lige en pop-sang gemt bag støjlag og drum’n’bass beats.
3. Kingtommi – Haven
Thomas Mulcahy Alexandersen er først lige blevet færdig fra RMC, men har allerede lavet to fremragende albums med hans trio Uden Ord, og bevæger sig nu på randen af et gennembrud med soloprojektet Kingtommi. Få unge danske kunstnere føles så ekstremt musikalsk nysgerrige, som Mulcahys musik blander drill-rap, indietronica, folk og Bruce Springsteen rock op til en helt særlig pærevælling. Og på ep’en Haven ramte han godt nok fuldstændig plet i godt tyve vidunderlige minutter. ‘Haven’ og ‘I natten’ burde have været kæmpe radiohits, ‘Hvordan jeg har det’ eksperimenterede men holdt den melodiske tråd, og så var ‘Merlins’ en rendyrket genialitet. Her genfortalte Kingtommi sin musikalske begyndelse som en fantasy-fortælling, hvor hans venner og kolleger blev til elvere og troldmænd, som han samarbejdede med på hans musikalske quest. Et vidunder af en sang, og ikke den første fra hans hånd. Haven var det endegyldige bevis for, at Uden Ord-scenen står for noget af den mest vitale danske musik det her årti.
2. Clarissa Connelly – World Of Work
World of Work var årets mest ambitiøse danske udgivelse, med så stor afstand, at det nærmest er helt fjollet. Udgivet på legendariske Warp, med et koncept om kampen mellem ‘Desire’ og ‘Work’ inspireret af den franske filosof Georges Bataille, med citater af William Blake. I sidste sang ‘Song of the Sword’ går Jorden simpelthen under. ‘An Embroidery’ går i den bizarre taktart 23 fjerdedele.
Clarissa Connelly er grunden til jeg laver de her lister. Jeg hørte hendes The Voyager i 2020, og følte der var en masse ukendt dansk musik jeg burde skrive om. Fire år efter er Connelly ikke ukendt mere, hun har vundet en Nordic Music Award, brudt igennem særligt i England, og er vel nærmest lederen af den københavnske art-pop scene, som hele musiknørd-verden snakker om.
Stadigvæk ret ukendt i Danmark. Men hvis hun kan holde niveauet fra World of Work, så vil hun blive kendt som vores svar på Kate Bush. Lyt til pladen igen, og sig at det ikke er en fair sammenligning.
1. Kindsight – No Shame No Fame
Hvorfor faen er Kindsight ikke større i Danmark? Om det er fordi de udgives på et svensk selskab, eller fordi at de, i et musik-Danmark der fokuserer mere og mere på letforståelige danske tekster, insisterer på at skrive på engelsk, og med fokus på det lydlige, at nyde lange vokaler og mundrette men sære linjer. Men de laver radio-egnet indie-pop, der burde vold-spilles på P6, og samtidig er deres sange så fyldt med detaljer og spidsfindigheder, at man kan høre dem igen og igen og konstant finde nye vidunderlige elementer.
2024 var et stort år for dansk musik, men det var hovedsagligt solokunstnere som Clarissa Connelly, Fine, Astrid Sonne og Molina, der fik udenlandsk opmærksomhed. Kald mig gammeldags, men jeg elsker simpelthen stadigvæk lyden af et ægte band-band, hvor kombinationen af fire stærke individer bliver til noget meget større. Nina Hyldgaard Rasmussen og Søren Svensson både spiller guitar og synger imod og med hinanden, Anders Prips basgange løber rundt i ring, og Johannes Jacobsens trommer veksler mellem kraut-fremdrift og noget der minder mere om drum&bass/2step end rock-rytmik.
Når No Shame No Fame er min yndlings danske plade fra i år, så skyldes det ikke bare, at det er utroligt gennemarbejdet og intelligent indiepop. Der var virkelig meget godt arbejde og eftertænksomhed i dansk musik i år. Men Kindsights musik sætter som ikke ret meget andet mine endorfiner fri, deres hits har så meget af det man på engelsk kalder ‘bliss’. Fra giga pop hits som ‘Tomorrow’, hvor omkvædet eksploderer, og til ‘Love You Baby All The Time’, hvor titlen gentages i det uendelige og hele tiden varieres.
Jeg fatter ikke jeg er alene om at synes No Shame No Fame er årets bedste danske plade. Men det er sgu jer andre det er synd for.