20. Jacob Anderskov – I sang
Pianist Jacob Anderskov har lavet et væld af sang-fortolkende jazz-plader, fra På dansk fra 2006 og til udgivelser som Impressions of Radiohead fra 2014. I sang er måske den bedste af dem. Åbningen var nogle af de bedste sekunder i dansk musik 2024: En skæv jazz-akkord, Kasper Tranberg der spiller en smuk trompet-melodi, der umiskendeligt er baseret på ‘Jeg ved en lærkerede’, og så lige et enkelt melankolsk trompetskrig. Det var meget klassisk, ikke forsøgt avantgarde eller free. Men til gengæld var det sjovt tænkt at få tubaist Jakob Munck til at synge dårligt, for at illustrere dansk fællessang, mens Soffie Viemose fra Lowly tilførte en del smukkere sang på andre numre. Det var bare ganske enkelt en virkelig godt tænkt plade.
19. Jessie Kleemann & Søren Gemmer – Lone Wolf Runner
Ved første blik lader Jessie Kleemann og Søren Gemmers fælles plade til at være så conceptronica at det gør ondt: Det er soundtracket til en performance ifm Kleemanns soloudstilling på Statens Museum for Kunst, og det handler om postkolonialisme, Grønland, klimaforandringer. Men når der er en så enorm musikalitet som på Lone Wolf Runner, så gør koncepterne bare det hele bedre. Recitationerne af Kleemanns digte er koblet til vocoder-melodier og altid fascinerende, og selv når hun reciterer på kalaallisut driver rytmikken musikken frem.
18. Molina – When You Wake Up
Rytmisk Musikkonservatorium i København har udklækket et væld af stærke navne de sidste par år, inkl ML Buch, Astrid Sonne og Clarissa Connelly, og bølgen ser ud til at fortsætte. Molina spiller live sammen med ML Buch, og hendes debut lyder en del som kollegaen. En sang som ‘Scorpio’ kunne have været et shoegaze-hit, men Molina klipper det op, putter forvirrende stemmer på, gør det langt mere knudret og hakkende. Men hvis man giver When You Wake Up tid begynder sangenes mærkelige elementer at sætte sig fast lige så meget som de iørefaldende hooks, og resultatet er endnu en fantastisk artpop plade fra RMC-folk.
17. Lau Andersson – The Weeping Siege
I kølvandet på så mange stærke plader af folk fra Rytmisk Musikkonservatorium kan nye udgivelser derfra efterhånden føles en smule forudsigelige. En musiker bliver optaget med fokus på et særligt instrument, og lærer så at lave loop/electronica musik med det gamle instrument som bærende element. At Lau Anderssons debut The Weeping Siege er så medrivende, omend knap så original, skyldes to ting: For det første er Anderssons instrument accordeon, og det lyder fremragende på et nummer som ‘Mourner’s Whirl’. For det andet har kompositionerne på debuten fremdrift og power, så pladen føles aldrig som et eksamensprojekt, men som en fængende musikalsk rejse. Efter otte minutter af ‘Chasing What’s to Come’, rykker jeg ikke bare i takt, jeg glæder mig også til, ja, det som vil komme fremover fra Andersson.
16. GB – Gusse Music
Man kan eksperimentere virkelig meget, hvis man også har sans for den gode melodi. Det ses særligt på ‘Lovesong’, hvor GB looper en bid af omkvædet fra den legendariske The Cure-sang, og kreerer en melankolsk folk-sang udover, som så selvdestruerer og bliver til klagende violinstykker. Albummets triste ‘kollage-symfoni’ minder om britiske Dean Blunt, men GB har en popsangs-sensibilitet (‘WORLD IN US’), der til tider kigger frem midt i alle fragmenterne, og får et ualmindeligt abstrakt album til at hænge sammen.
15. Kira Martini & Dybfølt – Else Marie Pade: Sange fra en væg / 7 Cirkler
Da duoen Dybfølt i 2021 debuterede med en plade med musik af Rued Langgaard (udgivet mens de stadig kaldte sig LuLo) var det klart de havde talent for de overraskende og afslørende fortolkninger af dansk klassisk musik. Og deres to udgivelser med musik af Else Marie Pade var så klart det bedste der kom ud af den store elektroniske komponists 100 års jubilæumsår. Syv Cirkler fungerede glimrende som flimrende cello/kontrabas-værk, men det var pladen med fortolkninger af de sange Pade skrev mens hun som helt ung sad i Frøslev-lejren, der virkelig imponerede. Det er meget simple og ungdommelige sange, men ved at spille det fuldstændig plain, og dog bare stadig for den bizart lydende kombination af blot cello og kontrabas, tilsat lidt subtil elektronisk manipulation, fik Dybfølt og Kira Martini omdannet til et helt lille lydværk. Catchy, men samtidig virkelig også i Pades ånd.
14. Molok – Ne pas chercher á comprendre
Styrkerne ved Molok indkapsles ret fint på deres nye plades tredje nummer: Det har et af årets bedste guitarriff, og den fremragende omkvæds-tekst ‘Hun har Gud i sine hænder‘, som man næsten kan forestille sig Zar Paulo synge. Men de ville nok ikke kalde sangen for ‘Sie haben Gott in ihren händen’, og ej heller synge det med hvad der lyder som fire fulde mænd der forsøger at synge operette. Og mange andre black metal bands ville nok også droppe den vidunderlige sax-solo der kommer på bagefter. Jeg elskede Moloks plade Salt fra 2021 fordi den var så ulogisk og usammenhængende, men på trods af at Ne pas chercher á comprendre titlen til trods var en del mere logisk og sammenhængende, så beholdt den alligevel vanviddet. Molok er simpelthen bare gode til det de laver, riffs og omkvæd kan bære ret meget vanvid, og saxofonisten spiller også ret godt. Meget underkendt dansk band.
13. Kesi – FOMO 88.8 FM
Det var en lille genistreg at præsentere Kesis sjette og bedste album som et radioprogram. Det tog hvad nogengange ses som minusser ved dansk poprap – at lyden er konstant omskiftelig, føles som en playliste snarere end et album, og fyldt med gæster der tager opmærksomheden – og gjorde det til en meta-styrke. FOMO 88.8 FM er det bedste album fra den dominerende danske hiphop-bølge siden Gillis Carnival, fordi den vælter indover én som en bølge af poppede rytmer – amapiano, afrobeats, drill – medrivende synths og smarte linjer. Og hvis Kesis linjer ikke altid er så gode – ‘kan ikke få mig ud af hovedet / hårlus’ er noget af det mest kiksede han hidtil har rappet, og det siger ikke så lidt – så står der altid en klasserapper klar til at lægge endnu et vers som gæst. Og producerne bringer deres topniveau, om det er Nicki Pooyandeh, Anton Westerlin, eller mere overraskende navne som Jens Ole McCoy, der leverer årets største banger med ‘Historie’.
12. Frederik Valentin – ROCK N ROLL WILL NEVER DIE
Frederik Valentin fortsatte med at være en af dansk musiks mest underkendte stjerner i 2024. Det hjælper nok heller ikke at det tidligere medlem af retro-bandet Rock Hard Power Spray kaldte sit album noget så generisk som ROCK N ROLL WILL NEVER DIE, hvilket nærmest ikke kunne være en mere misvisende titel til pladens vidunderlige blanding af auto-tune ballader og house-kompositioner. Valentin har for nylig fået international opmærksomhed for samarbejdet med svenske Yung Lean i projekt Jonatan Leandoer96, og han er skiftet fra danske Posh Isolation til det svenske selskab YEAR0001. Musikken er også blevet tilføjet strejf af den baleariske ekstase, der kendetegnede svenske bands som Tough Alliance og Air France, hvilket kun gjorde pladen bedre. Jeg forstår lidt godt Frederik Valentin bliver undervurderet, for det er dælme bizart at et medlem af Rock Hard Power Spray laver så gode albums!
11. Erika de Casier – Still
Erika de Casier har egentlig altid haft mest succes når hendes musik har været energisk og i bevægelse – ‘club’ mixet af ‘Intimate’ og NewJeans klassikeren ‘Super Shy’ som hun var med til at skrive – så den geniale førstesingle ‘Lucky’ lovede virkelig godt for hendes tredje album. Det hyperaktive rytme-track stod i skærende kontrast til den tilbagelænede sang og den hengivne tekst, og skabte noget fabelagtigt og følelsesmæssigt komplekst. Hvis hun er så tilfreds med at blive i sit forhold, hvorfor er trommerne så så rastløse? At kalde det en skuffelse at Still så var så… stille og stillestående, er måske at gå for langt, men det kom bag på mig, og på resten af musikverdenen, lod det til. Det var ikke helt den landvinding jeg havde håbet, men hvis man tæller sammen hvor meget jeg har hørt de bedste sange, så er det alligevel en af de danske plader jeg har hørt mest.
