30. PRISMA – Something To Respond To
Da PRISMA udgav deres fremragende Inside Out ep i 2021 tænkte jeg en debutplade måtte være lige på trapperne, nok med giga-sangen ‘Seven Greedy Girls’ som første single. Men i stedet gik der næsten tre år før den unge duo havde et helt album klar. Det klæder dem at have lavet et helstøbt værk – de fleste andre PRISMA-singler fra de sidste par år er heller ikke på – og det føles næsten mere som et andet eller tredje album. PRISMA har et af den danske musikbranches mest potente våben i samspillet mellem de to søstres stemmer, og kan derfor få næsten alle stilarter til at fungere, så at deres synth-rock bliver iblandet alt fra breakbeats til børnekor er ganske velkomment.
29. Demersal – Demersal
Demersal påstår selv, at de blander hardcore/screamo med postrock. Og ja, der er en grundramme af hardcore med skrig over, som dog gentagne gange bliver mere metallisk groovende på deres anden plade. Men det er meget forsimplet at sige, at bandet bare blander ‘postrock’ i deres mix. På ‘something’ går der nærmest Coldplay’sk højstemthed i outtroen, ‘kunsten at slå tiden ihjel’ finder plads til et helt stille mellemspil, og der går decideret techno-tramp på afslutteren ‘som et barn mod dit bryst’. På debuten Less var det mere trompet-jazz og noise, der blev lagt indover, så alt i alt er Demersal bare endnu et innovativt dansk hardcore-band, hvis plader alle som en er forskellige.
28. Cort Lunde – Hydrophilia
Fusionsjazzen er skyllet indover den danske jazzscene igen igen igen, så der snart er lige så mange firser-flashy bands med genbrugte jazz-idéer og funkløse discobeats, som der er duoer og trioer der forsøger at lyde ligesom Bremer/McCoy. Men Cort Lunde kommer rundt om min afsmag for lyden på deres andet album Hydrophilia, en samling af musik kreeret til henholdsvis en havneparade og Statens Museum for Kunst. Det er ikke kun den kunstneriske/performative dimension der gør det, ej heller de åbenlyse klimapolitiske referencer der findes i Cort Lundes naturdyrkende kompositioner. Det er sammenblandingen af alle disse elementer, plus blæsertrio, spoken word, etc, der gør musikken flosset frem for smooth, kantet i stedet for forsøgt funky, og som får bandet til mere at lyde som en ‘Fourth World’ fusion a la Jon Hassell.
27. BESS – Virginia Supreme
Pladeselskabet Don’t Look Back (DLB) Records startede bare sidste år, men en plade som Virginia Supreme føltes allerede virkelig DLB-typisk. Maximalistisk electronica, og på listen over bidragsydere fandt vi folk som Anders Bach (aka Gnom, hvis debut blev udgivet på DLB sidste år) og bassist Ida Duelund, hvis kommende plade tegner til at blive en af 2025s bedste. BESS vekslede fra Fever Ray agtige kompositioner til det mere performative og avantgarde, men hele pladen blev især bundet sammen af en feministisk tematik. Det var den slags plade hvor der blev messet ‘patriarchy / performativity’, og den slags plader kan gå begge veje, men her var musikken konstant overrumplende og omskiftelig, så det føltes aldrig parole-agtigt.
26. Slim0 – Forgiveness
Der er så mange lyde og idéer på de 17 sange vi får serveret over 40 minutter på trioen Slim0s debut-album, så det hele næsten er for svært at få hånd om, men så ca halvvejs brager ‘I have but one heart’ igennem: Alle kender den Dido-melodi de lige pludselig synger. Langt færre kender nok det nummer med drone-metal bandet Earth, som sangen også bruger. Den blandning, pop og dronemetal, er yderpunkterne på albummet perfekt forenet. Black metal vignetter, tunge doom-passager, men også spinkel skønsang og godt med strygere. Få albums favnede så meget i 2024 som Slim0s længeventede debut. Forhåbentlig skal vi ikke vente lige så længe på en opfølger.
25. Demeters Döttrar – Søndag i spejlet
Det Gøteborgske pladeselskab Discreet Music udgiver fortsat plader der lyder som meget lidt andet, og udgav igen i 2024 stærke plader med danske musikere – se også duoen Franciska og Emilie, hvis hyldestalbum til Odense var lige ved at komme på listen. Trioen Demeters Döttrar består af danske Ida Skibsted Cramer, og Astrid Øster Mortensen samt svenske Charlott Malmenholt, og musikken på debutpladen er så lo-fi og skramlet folk, at det nærmest falder fra hinanden og bliver til musique concréte. Et lydværk, der dog også fangede fornemmelsen af en doven skandinavisk søndag ret så glimrende.
24. Septage – Septic Worship (Intolerant Spree of Infesting Forms)
Der er rigtig mange fremmedord i sangtitlerne på kloak-død-bandet Septages 20 min lange debutalbum. ‘Candidiasis’ ‘transilience’ ’emetic’, etc. Hvis man undersøger det lader albummet til at være et konceptalbum om at spise fæces og råddent kød, og så derefter få det dårligt… Det kan man ikke høre på blandingen af growl og metalkaos, med numre helt ned på fem sekunders varighed. Faktisk lyder albummet mest af alt som en metalplade, der er gået i stykker, omend der så i ny og næ er virkelig tjekkede guitarsoli indover. Men det er blandingen af kaos og kontrol, for at understøtte et koncept så åbenlyst klamt og stupidt, som gjorde Septic Worship til et af årets mest interessante danske metalalbums.
23. Zoumer – Green World
Skub Green World en anelse til venstre, og det lyder som Grimes anno 2012 og Visions. Skub den en anelse til højre, og den lyder som skramlet algiersk electro raï. Zoumer, navngivet efter den algierske frihedshelt Lalla Fatma N’Soumer, skabte på sin debut et helt særligt lille univers, der lyder som en del anden elektronisk undergrund i udlandet såvel som på Zoumers danske label Big Oil Recording, men samtidig lyder som oprøret fra N’Soumer oversat til en dansk postmoderne hverdag. Slogans forvrænges og multipliceres, mens trommemaskiner og synths lyder simpelt som folk/rock’n’roll-instrumenter, indtil det hele bliver nærmest spøgelsesmæssig oprørsmusik.
22. The Crying Nudes – The Crying Nudes
Det er egentlig ikke helt sikkert, at det anonyme band The Crying Nudes er danske, som så meget anden musik forbundet til britiske Dean Blunt og hans WORLD MUSIC label, så er det svært at finde ud af hvad der er op og ned. Men bandets debutkoncert var i København, og muligvis er Fine Glindvad fra Chinah involveret. Så jeg tager den med på listen, for som så meget andet Dean Blunt relateret musik er det en stærk og minimalistisk udgivelse. Blunt-inspirationen fylder en del hos danske kunstnere som Frederik Valentin og GB, der også laver den slags blandings-produkt, der rammer et helt særligt punkt mellem indierock og hiphop, hvor man simpelthen ikke kan afkode hvad det er længere. Derfor er ekstra uafkodsbare The Crying Nudes også et af de bedste danske bud på lyden hidtil.
21. Ærkenbrand – Hedenfarne Eventyr
Det var lidt af en supergruppe indenfor dansk trancerock, der samlede sig på Ærkenbrands første plade i otte år. Trommeslager og vokalist Antonius Lovmand har i mellemtiden spillet med det eksperimenterende death metal band Tongues, og saxofonist/keyboardist Zeki Jindyl fra Cactus og Narcosatanicos hjalp også med. Som prikken over i’et lægger Tettix Hexer synthesizer på den ekstatiske 15 min lange afslutter ‘Alting sammen’. Allerede sammenspillet mellem Lovmand og guitarist Sebastian Mørch er ekspressivt og tranceskabende, men smid lidt ekstra hjælp oveni, og resultatet var noget af det bedste danske psych/prog/math rock i årevis.