40. Hvor er skygge – Sommetider evig forårsregn
Kort inde i åbningsnummeret ‘Violet’ bliver Hvor er skygges debutalbum for alvor godt. Pludselig går en stortromme i gang, sangen svøbes i lag af shoegaze-støj, og albummet åbenbarer sig som konstant opfindsomt og omskifteligt. Sangene bindes sammen til en suite, men består også ofte selv af forskellige dele stykket sammen til et mærkeligt hele. Lidt jazz, lidt spoken word, lidt ambient, lidt drum’n’bass rytmer, der er plads til det hele og stadigvæk en rød tråd af drømmepop med store omkvæd.
39. Brimheim – RATKING
Brimheims plader lever stadig ikke helt op til hvor god hun er live. Her kommer kombinationen af støjende energi og hendes fabelagtige stemme virkelig til sin ret, mens pladerne stadigvæk er lidt ujævne. RATKING er et skridt i den rigtige retning, med bedre arrangementer (Dancing In the Rubble), sjove eksperimenter (Surgeon, der dog lidt symptomatisk kommer til at fremstå som et mellemspil), stærke popsange (Brand New Woman, Normies), men stadig ikke helt fokuseret. Jeg tror bare de helstøbte mesterværker kommer, når hun bliver lidt mere etableret i sin karriere, og ikke stadig skal kæmpe for det hele. Med hendes talent håber jeg det går hurtigt, for RATKING viser igen hvor godt det kan blive.
38. Alto Aria – Limerence
Kunstneren bag Alto Aria, Maria Leth Schütze, er også med til at drive pladeselskabet Rhizome, der særligt med deres compilations baseret på teori-tekster af Astrida Neimanis og Ursula K. Le Guin står som et af de vigtigste selskaber for dansk ‘conceptronica’. Måske derfor ikke så overraskende, at Alto Arias kærlighedsplade er kommet til at hedde ‘Limerence‘. Et teoretisk begreb af Dorothy Tennov, der skal beskrive den psykologiske tilstand vi andre måske ville kalde for ‘forelskelse’, men mere konkret og biologisk. Det passer ret godt til Alto Arias musik, der altid blander det cerebrale med det følsomme, det elektroniske med det naturlige. Limerence er hendes hidtil længste plade, og på mange måder et svendestykke. En stærk og emotionel electronica plade, fyldt med eksperimenterende lyde og messende tekstbidder.
37. Solbrud – IIII
Det Solbrud som indspillede IIII tilbage i 2021 eksisterer ikke længere, Ole Luk har forladt bandet for at fokusere på bl.a. Afsky. Så dobbeltalbummets centrale koncept, at hver lp-side var skrevet af ét af bandets fire medlemmer, virker nu en smule bittersødt. Konceptet fungerer også en lille smule underligt, eftersom der ikke er gigantiske forskelle på de fire sider – der var ingen der insisterede på at deres side skulle være en new age synth-komposition eller noget i den dur. IIII blev bare det fjerde og sidste album fra Solbrud, et af de seneste tyve års bedste danske metalbands. Det blev ikke det bedste, men niveauet er som altid grundlæggende højt.
36. Sortblod – Nye sange
Da Uden Ord sidste år udgav deres vidunderlige andet album Verden den er lige her kaldte jeg det fragmenteret og usammenhængende, og frygtede en smule for sammenholdet i den unge trio. Den frygt blev bestemt forstærket i 2024, da både Thomas Mulcahy og Gustav Hedemann Christensen udgav solomusik som henholdsvis Kingtommi og Sortblod. Det viste meget forskellige tilgange til musik. På Nye Sange virker titlen f.eks nærmest ironisk, for det er de lange abstrakte instrumentalstykker der synes at ligge kunstnerens hjerte nærmest, de minimalistiske sange hopper bare ind og forsvinder, omend deres hooks ofte sætter sig godt fast. Den stærke debut giver løfter om flere gode soloalbums, og hvis den her slags abstrakte instrumentalpassager kan finde plads på et evt tredje Uden Ord album, så kunne det band også blive endnu mere spændende!
35. Lamin – De her timer / SkyLL
På bare 11 minutter viste Lamin med De her timer at han evnede at skabe et helt særligt musikalsk univers – her amapiano-rap – og skrive stærke tekster til. Så at produktionerne på SkyLL var så meget mere typisk trap/drill rundgang var en anelse skuffende. Som med ArtigeArdit sidste år var det som om Lamin var bange for folk ikke ville kunne håndtere de stærke og personlige tekster, hvis rytmerne samtidig fik dem til at danse. Men når SkyLL var bedst var der hash-dubbet drill-lyd på beatet, og teksterne understregede virkelig at Lamin er den bedste yngre rimer på scenen: ‘Ga’ dansk rap en helt anden betydning / Indsats, vant til at yde en / Step ind i bygning / step plus tyve ind / Plus tyve på en sygning / det’ en ny en’ etc. Stærkere i høretelefoner end på dansegulvet. Næste gang kan de to ting forhåbentlig forenes.
34. Skomager & Chrome! – USL
De to rappere Skomager og Chrome! udgav til sammen fire albums i år, foruden en række singler. Det er så også kun deres fælles album USL der er over en halv time langt – lige præcis – men det er ikke derfor det løfter sig over mængden. De to rappere trækker trap-rappen helt ud i en opioid-tåge, hvor forvrængede stemmer rapper korte punchlines om piller og stoffer (jeg er god til kemikalier men fik 02 i kemi, etc) mens endnu mere forvrængede stemmer adlibber i baggrunden, og mest af alt lyder som psykotiske dæmoner eller vampyrer. Og fordi de på den her plade er hele to rappere, får stemmevanviddet endnu mere plads. Inspirationen fra amerikanske navne som Plaiboi Carti og Young Thug er tydelig (USL er en fordanskning af Thugs YSL slogan), og beatsne gik mest af alt ikke i vejen, men sjældent har det danske sprog været så udflydende og forvrænget.
33. Søren Nørbo, Wadada Leo Smith, Kresten Osgood – Dét, som ikke kan kaldes tilbage
Wadada Leo Smith er en Pulitzer-nomineret verdensstjerne, så det er en smule sært, at denne optagelse, lavet i 2014, først ser dagens lys nu. Men det er nu også et ganske lille album, optaget over en enkelt aften i Søren Nørbos lejlighed. Det lyder som skitser, demoer, improvisationer, lydkvaliteten kan med lidt god vilje kaldes rustik, og det lyder lidt som om alle musikerne holder igen. Men der er en skøn intimitet i de miniature-kompositioner de tre musikere får lavet sammen. Det er en plade til de rastløse vinteraftener, små skrig i mørket henover minimale klaverfigurer.
32. Selma Judith – Half Truths From A Broken Heart
At Selma Judith er et af landets største kunstneriske talenter blev vist i 2024 ikke bare ved hendes andet album Half Truths From A Broken Heart, men også via hendes enormt roste afgangsfilm En af os ryster, samt at hun allerede er i gang med debutfilmen som bliver en filmatisering af Cecilie Linds Pigedyr. Med så meget gang i filmkarrieren – hvor hun kalder sig Selma Sunniva – er det måske forståeligt nok at Half Truths From A Broken Heart ikke er helt så overvældende og gennemarbejdet som debuten, men mere består af rigtig fin indie r’n’b, med Selma Judiths harpe som lidt for sjældent krydderi. Men sangstemme og melodisk tæft er dog stadig kraftfuldt, så forhåbentlig vil filmkarrieren tillade flere stærke plader fra den kant.
31. Elias Rønnenfelt – Heavy Glory
Den unikke styrke ved Iceage har altid været kampen mellem kontrol og kaos, helt tilbage til dengang de var teenage-drenge, der aldrig lød helt som om de havde kontrol over deres støj-punk. Med Heavy Glory lagde forsanger Elias Rønnenfelt det kaotiske væk for en stund, og lavede den country/singer-songwriter plade der de sidste mange år har ligget og luret bag bandets musik. Det siger noget om hans styrke som sanger og sangskriver, at det var værd at lytte til, selvom så mange af de bedste elementer fra hans band var fraværende. Da ‘Sound of Confusion’ mod slut lød så vidunderligt… forvirret, så kunne jeg godt mærke at jeg havde savnet mere vildskab, men alt i alt var Heavy Glory endnu et bevis på, at folkene fra Iceage udgør de sidste 15 års bedste danske band.
