10. Senso – The Void In Us
Sidste år udgav det lille bitte pladeselskab Petrola 80 kompilationen Exchange, hvor de fik gud og hvermand inde for det danske elektroniske miljø til at samarbejde. I år tog label-ejer Jens Konrad skridtet videre med sit band Senso, der på debut-pladen The Void In Us samlede en decideret supergruppe af kræfter fra den danske undergrund, for at lave en plade så stor og medrivende, at også store medier som Soundvenue hoppede på. Det er firser-poppet – bandet nævner selv Tears for Fears som forbilleder – og maximalistisk, men det har også altid en snert af det hjemmelavede. Det lød derfor ikke så meget som om der blev solgt ud, men som om der blev samlet kræfter til et udtryk, der var så stærkt at det umuligt kunne ignoreres. Læg hertil et par fabelagtige solosingler fra bandmedlem Aperly High, og 2022 blev året hvor de her folk fik naglet fast at de står for noget af det mest interessante i dansk musik for tiden.
9. Trio Con Brio / Bent Sørensen – The Island In The City
I 2016 skrev Bent Sørensen trippel-koncerten L’isola della Città til den dansk-koreanske klaver-trio Trio con Brio, i 2018 vandt værket Grawemeyer prisen, en af de største priser for moderne kompositionsmusik, og i år kom der så endelig en indspilning af værket. Det var meget lang tid at vente, men indspilningen med Trio con Brio, DR Symfoniorkesteret og dirigent Jukka-Pekka Saraste føles så også ret definitiv. Værkets idé er simpel – trioen er som en rolig ø med et larmende orkester rundt om – men Sørensens lydunivers er funklende og glitrende, med kaskader af lyd og oaser af stilhed. Det er vitterlig et hovedværk i ny dansk klassisk musik. Pladens andet værk, Sørensens Second Symphony, er et mindre værk, men det gør ikke noget når hovednummeret lever op til hypen.
8. Gilli – Carnival
Gilli, Kesi og Benny Jamz har domineret dansk musik i årevis, men de var ikke ligefrem kendt for at lave helstøbte albums. Det forsøgte de at lave om på, først med B.O.C.-pladen Mere end musik fra sidste år, som dog også var ret ujævn, men i 2022 kom så en lind strøm af solo-plader, alle sammen af overraskende høj kvalitet. Kesis 30 somre var moden og Benny Jamz JAMO var en samling stærke trap- og drillbeats.
Det vil dog være Gillis Carnival der vil stå tilbage som klassikeren. Det er stadig forbløffende hvordan en så poppet og mainstream plade samtidig kunne føles så sammenhængende, blot ved at iklæde sig et tyndt lag samba-fernis. Men det kunne det. Gilli sang og rappede sig igennem fortrinsvis house og pop sange, med kun enkelte mere kantede numre som mesterværket ‘Baiana’. Og det fungerede upåklageligt!
Suave World fra oktober var mindre særlig, mere en samling numre sat sammen så det varede albumlængde. Men numre som amapiano-agtige ‘Ligesom os’ viste at Gilli nok skal levere et væld af stærke numre de næste år. Om han nogensinde overgår Carnival er nok mere tvivlsomt.
7. Sleep Party People – Heap Of Ashes
Man hører det fra start. En nærmest gnavende bas skurrer, og så begynder en overstyret el-guitar at fumle rundt ovenpå. Sleep Party People var en del mere udfordrende end vanligt på Heap of Ashes. Det var årets store venstresving, hvor det på store dele af albummet føltes som om Brian Batz nu var mest inspireret af industriel nærmest metallisk musik som Lingua Ignota, ja på højdepunktet ‘Tide’ gik der fuldstændig blackmetal skrig i den. Men med hjælp fra strygekvartetten Halvcirkel var der også øjeblikke af stor skønhed, som efterhånden tog over fra mørket. Heap of Ashes var måske årets modigste album, men det føltes også som det mest gennemarbejdede, og var i sidste ende et ekstremt tilfredsstillende epos, netop fordi det i så høj grad omfavnede støj og mørke og mærkværdighed.
6. Natlyst – Ikaros
Ikaros er det perfekte navn til Natlysts tredje plade, for arbejdet med pladen var åbenbart så ambitiøst at det fik bandet til at falde fra hinanden. Resultatet er heldigvis også virkelig højtflyvende. Elektronik og klassisk mødes i en række sange der kredser om savn og sex, hvor støjen aldrig er langt væk fra den inderlige sangstemme. Det hænger ikke ret meget sammen, men skaber i stedet et portræt af en splittet moderne kvinde. Natlyst blev et kortlivet band, men deres diskografi er fornem, med Modig fra 2019 og det stærke ambiente remix-album Vemodig fra sidste år, indtil Ikaros lander som værket der får det hele til at gå op i en højere enhed. Forhåbentlig hører vi meget mere til forkvinde Amanda Drew fremover, så hendes gamle band heller ikke går i glemmebogen.
5. Randi Pontoppidan & Povl Kristian – Life In Life
Vokalist Randi Pontoppidan har været med på et væld af plader de sidste mange år, og har de seneste år udgivet en række samarbejder under eget navn, men årets plade med pianisten Povl Kristian føltes næsten som kronen på værket. Som altid er det impro, hvor Pontoppidans stemme er i grænselandet mellem sang, summen og alskens andre lyde, men samspillet med Povl Kristian fungerer ekstremt godt. Måske fordi klaver + sopran er en genkendelig konstellation: Det føles til tider som en tilrøget jazzklub, til tider som en lied-koncert, men så bliver det altid destrueret, parodieret, omgjort. Det kan lyde som Alban Berg, som noget cabaret-agtigt, som dada, som ren og skært vrøvl, og så kobles looppedalen på og det hele bliver elektronisk og dehumant. Men altid er der alligevel en rød tråd gennem det hele. Taget i betragtning af hvor sært det er var det samtidig også en forbløffende behagelig plade, og der var fornemmelsen af, at hvis bare man forstod lidt mere af sproget, så ville det hele udgøre et forståeligt narrativ. Men altså, det gør det ikke. Det er en tryllekunst som Randi Pontoppidan laver år efter år, men nok aldrig stærkere end her.
4. Schacke – Apocalyptic Decadence
Schacke arbejder meget med serier og koncepter, og Apocalyptic Decadence kunne ses som tredje udgivelse i hans ‘Pleasuredome’ serie. Men samtidig var det noget så konventionelt som et debut-album. Jep, efter at have udgivet et væld af ep’er – heriblandt Kisloty Forever med det i techno-kredse legendariske nummer ‘Kisloty People’ – udgav den danske producer og dj et større værk på næsten en time. Og hvilket værk! Der var et koncept om hedonisme i katastrofe-tider, men mest af alt var der den hidtil stærkeste udgivelse fra ‘fast techno’ scenen i København. Schackes bas runger så helt igennem industrielt og vidunderligt, og ovenpå var der lige præcis lyde nok til at man kunne holde det ud. Men det vigtige var den evige pumpen, grum, tung, uimodståelig, en ‘Miasma of Filth’ som et nummer kaldte det. Apocalyptic Dekadence forsøgte ikke at vise alt hvad Schacke kan, men tog det han er bedst til, og formede et timelangt epos ud af det.
3. Kindsight – Swedish Punk
De sidste år har de fleste nye rocknavne været soloprojekter snarere end bands. Det har været fint nok – vi snakker navne som Mitski og Brimheim, så det kan være fremragende musik – men det var alligevel vidunderligt at høre hvor meget debutanterne i Kindsight er et band-band. Det er fire musikere, der tydeligvis elsker at udforske hvordan deres instrumenterne spiller sammen. Det er et vidunderligt sammenspil, hvor Nina Hyldgaard Rasmussens vokaler gerne kontrasteres med Søren Svenssons baryton når det skal være rigtigt drømmende, og hvor der er kælet for både den shoegazede guitarlyd og det spændstige sammenspil i rytmegruppen. Det er ret meget en variation over 90’er-indie – i en grad så ‘Hi Life’ bare stjæler riffet fra No Doubts ‘I’m Just A Girl’, og spiller det i 7/8 – men få danske albums var så gennemarbejdede og detaljerede, så hvert lyt afslørede nye detaljer sonisk, lyrisk, rytmisk i de allerede ekstremt iørefaldende sange. Kindsight er skammeligt oversete stadigvæk, men de har potentiale til at blive et af Danmarks bedste bands.
2. Tobias Rahim – Når sjælen kaster op
Man kunne godt regne ud at der ville være god musik på det nye Tobias Rahim album, seks af sangene var trods alt udgivet som singler i forvejen. Men at albummet ville blive så godt, at det ville fungere så bizart stærkt som værk, det var en overraskelse. I virkeligheden er der kun to af de nye numre, der kan måle sig med de gamle, men ‘Ozonlag A Energi’ var et af de mærkeligste lydbilleder Rahim og hans producer Arto Louis har kreeret, og ‘Kurder i København’ var et svimlende højdepunkt, en så stort tænkt og fabelagtigt udført pop-kreation, at det gjorde mig ked af det for de udenlandske pop-fans der ikke får den oplevelse med. Derudover var der et intro-agtigt track og tre mellemspil, der bandt det hele sammen, og indeholdt nye one-liners, der snart stod citeret i de mange mange tekster der blev skrevet om den her plade. Jeg kan ikke huske hvornår dansk pop har føltes så væsentlig som det gjorde i år med Tobias Rahim, der skrev sylespidse tekster, og iklædte dem en pop-uniform så utroligt fængende, på en måde jeg stadigvæk ikke forstår. Trommerne er simple, akkorderne få, der er ofte ingen c-stykker, men lydligt er der altid hældt noget indover, der får nummeret til at lette. Det er pop-alkymi på internationalt niveau.
1. HVAD & Abdullah Miniawy – Notice A Tiny Scratch For The Blue Behind / HVAD – YUG
Ok, det virker måske som en obskur 1’er, men jeg vil argumentere for at de to elektroniske plader fra HVAD burde være ganske logiske topkandidater på opgørelser over dansk musik 2022. For det første er HVAD et alias fra den velkendte veteran Hari Shankar Kishore (Kid Kishore, Albertslund Terror Korps), der med de to albums lavede sine hidtil mest seriøse værker. De to albums er også fremragende tænkt, og komplementerer hinanden, hvor samarbejdet med den egyptiske sanger Abdullah Minawy trak på tekster og myter fra det præ-islamiske Arabien, mens YUG var opkaldt efter et tidsbegreb fra hinduismen, og var inspireret af HVADs egen slægtshistorie. Det er den slags koncepter, der fungerer som fascinerende vejvisere ind i hvad der også var nogle abstrakte og krævende værker.
Men vigtigst af alt, så er HVAD bare en ekstremt dygtig veteran, hvis lydbilleder oftest føles helt rigtige. Prøv at høre ‘Attention Seeker’ fra YUG, hvordan det åbner med lidt forvrænget stemme, hvorefter der er lidt knitren, en synthtone placeret helt korrekt bagude i billedet, og en masse hyperaktivitet i bas-delen. Det er egentlig simpelt, men er mixet med aller største omhu. Begge plader lød på én gang antikke og hypermoderne, med et væld af detaljer man kunne dykke ned i.
Jeg er med på, at det er fjollet at lave en top 50 selv, og at det bare er mine egne idiosynkratiske valg. Men HVADs to værker var af den kaliber der også kunne have sejret hvis Danmark havde et stort og seriøst musikmedie a la f.eks Wire eller Pitchfork, hvor eksperten i elektronisk musik hylder det tidligt på året, og langsomt omvender resten af staben. De transcenderer deres genre, kombinerer elektroniske lydskulpturer med tanker om religion og historie, og er ganske enkelt de største værker der udkom fra en dansk kunstner i 2022.
Meanwhile the Survivors are Shamelessly Arriving (King of Rome)
