20. Jeppe Zeeberg – Conventional
Jeppe Zeeberg vandt en DMA Jazz pris for Bedste Eksperimenterende Udgivelse for den meget lidt konventionelle Conventional, og det var fuldt fortjent. Også selvom det mere var en hybrid af Zappa-agtig satire, garagerock og så guitar-soli der måske nok kunne være taget fra fusions-jazzen når den var mest for meget. Der blev dekonstrueret på livet løs, både af soundtrack-agtig musikdramatik (‘Hittet – fra Dannevirke’) og endda af noget så underlødigt som Aquas ‘Barbie Girl’. På anden halvdel af pladen spillede Zeeberg så pludselig Haydn, først på normal vis, og derefter på en række ‘variationer’, der mere var en række pastiche-lydbilleder der mimede grammofon-støj, muzak, etc. Det mærkværdigste var næsten hvor godt pladen fungerede som sammenhængende værk, for på papiret virkede det som en joke der godt kunne blive for meget i længden.
19. Natjager – At kende bølge fra hav
Natjager virkede måske som en one-trick-pony: De spillede hiphoppet metalcore svøbt ind i autotune, ligesom moderne hiphop også er det. Men på deres andet album formåede de på højst overrumplende vis at bevise konceptets langtidsholdbarhed. At kende bølge fra hav lød nærmest mere som blackgaze bands a la Møl, i den måde sangene svævede i et delvist elektronisk metallisk univers. Der var stadigvæk pop og groove fra metalcore, men attituden og stemningen var helt anderledes, med den samme sårbarhed der også opstod i trap-musikken hos kunstnere som Young Thug. Natjager vinder således prisen for mest overraskende musikalske sammensmeltning.
18. Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð & Allan Gravgaard Madsen – BEINTA
BEINTA blev udgivet på DaCapo som en klassisk plade med Aarhus Symfoni Orkester, men i mine ører var det snarere noget af årets bedste artpop. Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð har en stemme ikke ulig Björk, og som hun synger en suite sange baseret på en færøsk legendarisk femme fatale, så fik Allan Gravgaard Madsens orkestreringer det i høj grad til at virke som en mellenting mellem den islandske mester og Joanna Newsom når hun var mest ekspansiv. At pladen således faldt mellem to stole burde ikke have været et problem, hvis ikke den danske publik var så skarpt opdelt mellem klassisk, jazz og populærmusik. BEINTA var lidt af det hele, og en af årets bedste plader.
17. Konvent – Call Down The Sun
Det er ikke vigtigt altid at nævne, at metalbandet Konvent består af fire kvinder. Men jeg vil dog nævne, at navnet Konvent er perfekt til et metalband der består af fire kvinder. Deres anden plade Call Down the Sun er ekstra mørk, fra titel og det vidunderligt smukke cover og til musikken, hvor debutens doom-metal har fået et skud black oveni. Det er en rejse i en afbrændt ørken med numre som ‘Sand Is King’ og ‘In The Soot’. Mest af alt er der en helt ny smidighed, især over rytmerne – første sang går i 7/4, anden i 6/8, tredje i en blanding af 7/4 og 6/8. Der hvæses og skriges og growles, og mest af alt opbygges en ret fantastisk verden.
16. Anna Roemer – Azure
Guitaristen Anna Roemer har haft et par fantastiske år som guitarist i KALEIIDO og RoemerKlindtHjorthHeymanDombernowsky, hvor hendes billedskabende el-guitar har været ekstremt slående. På solo-debuten Azure stod guitaren mest for sig selv, men via loops, feedback og mixing var lydbillederne alligevel opulente og omskiftelige. Ned Fern bidrog på saxofon, hvilket gav lidt ekstra kolorit, men det var glæden ved Roemers guitar i reneste aftapning, der gjorde Azure til et af årets jazz-albums. Få danske musikere har så stærkt et øre for tekstur og bare ren og skær lyd.
15. Collider – Excessively Worthwhile
En EP på 23 minutter er ikke ret meget, men det er omvendt kun fem minutter mindre end Gillis Carnival. Og Collider putter mere ind i deres musik end de fleste, så det føltes som et helt måltid. På Excessively Worthwhile lyder de en anelse mindre prog – nok fordi der holdes igen med tværfløjten – men til gengæld drejer lyden over i en art overkørt shoegaze med elektroniske elementer. Det minder om et band som A Sunny Day In Glasgow, og er generelt en for uudforsket lyd. På et nummer som ‘Let’s Be Lost’ er der næsten lige så mange hooks som der er lag af guitarstøj, så det er helt svært at finde ud af hvad man skal blive overvældet af. Det er måske her fællesnævneren er mellem shoegaze og progpop: Det overvælder! Et eller andet magisk opstår i hvert fald når Collider får de to genrer til at, nå ja, kollidere.
14. SVIN & Aarhus Sinfonietta – Elegi / SVIN – Introducing SVIN
Efter nogle års albumpause vendte SVIN tilbage med hele to udgivelser i 2022. Først var der den glimrende Elegi, en suite om døden, arrangeret for noise-jazz-trio og kammerensemble. Det album lovede modenhed, eftertænksomhed og seriøsitet. Og så et halvt år efter kom Introducing SVIN, der pludselig i stedet arbejdede med elektroniske elementer, var langt løsere i det, og måske var det bedste SVIN nogensinde har lavet. De elektroniske elementer rev trioens lyd helt op, gjorde groovesne tungere, støjen mere skarp, de mange små gentagelser mere mekaniske. Og så fik de Bisse til at levere sin bedste præstation i årevis på ‘Bøn’. En reminder om hvor stærk den stemme kan være, efter den har syntes druknet i fortænkte konceptplader på det seneste.
13. Tettix Hexer – The Vibrant And Buoyant Heart / Aero
Prisen for årets undergrundshelt må tilhøre Tettix Hexer, der udgav hele to plader med overgjort, gennemarbejdet, hyperdetaljeret electronica. Først kom The Vibrant and Buoyant Heart på det ganske lille selskab Janushoved, 29 minutters rejse i elektronisk skønhed, med strejf af ambient og shoegaze. Aero var dog den store overraskelse, hvor pludselig armbevægelserne var gigantiske. Det var et konceptuelt værk, der mindede ganske meget om hvad Oneohtrix Point Never har udgivet de seneste år. Manipulerede lyde, hyperaktive rytmespor, stemmer der messede meta-agtigt om kunstens vilkår i dag. Det lød ekstremt tidstypisk, lidt vaporwave, lidt hypnagogisk techno, lidt hyperpop, men alligevel var der en helt særlig Tettix Hexer’sk tone. Han lyder som en mand der godt kunne være på kanten af international opmærksomhed.
12. Shooter Gang – Alt har sin pris
Til at starte med introducerede Shooter Gang alt det overfladiske ved drill-musikken i Danmark: De rappede om at have ‘Mask på’ og deres voldsomme tekster kredsede om død og ødelæggelse. Men på debutalbummet leverede de drill som ny sonisk vision, og det på internationalt niveau. Trommeskud ricochetterede rundt, mens ekko-indsvøbte råb og skrig lå i lag som var det en dub-plade. En kæmpe bedrift af producer Marvin S, der var involveret i alle ti numre. Men først og fremmest er det de tre stemmer, Belly, Tan og Deniro, der bærer pladen frem med eksplosiv energi, om de rapper, råber eller ad libber. Deres sammenspil, hvordan de skifter energiniveau og svarer hinanden, minder om Migos i deres stormagtsdage. Pladens to ballader trækker lidt ned, men Alt har sin pris er stadig et af de bedste drillalbums jeg har hørt overhovedet.
11. Lyla Haifa – Cicadas
2022 var året hvor Kate Bush pludselig lå nummer et på hitlisterne igen. At Bush stadig har stor indflydelse kunne man også høre herhjemme på Lyla Haifas fremragende debut, der trak på den store artpop-tradition fra kunstnere som Bush, Elizabeth Fraser og moderne sangere som Weyes Blood og The Weather Station. Haifas album ramte lyd og stemning ret perfekt, og de stærke sange blev båret af sangerens udtryksfulde stemme, der blandt årets debutanter kun blev overgået af Brimheim. På numre som MHHGW løftede Lyla Haifa sig dog langt op i de øverste lag af den danske musikverden med en blæser-belagt artpop-produktion.