40. Mekdes – Greedy
Der er noget i vandet i Kolding, der giver befolkningen talent for RnB. Først fik vi duoen RoseGold – hvorfra Joshua Duncan også har fået stor succes som producer, særligt for Branco – og nu dukker også purunge Mekdes op med en debutplade hun selv har skrevet, spillet, sunget og produceret – det sidste så godt at hun fik en DMA-nominering. Stilen er hvad man nærmest kan kalde Kolding-lyden: Hjemmelavet, dynamisk, omskiftelig, helstøbt. Rytmisk spændstig og bare præget af at der har været et samlet blik for det hele, fra de store tanker i teksterne og helt ned til det mindste trommeslag. Mekdes kan med sit multitalent komme til at sætte stort præg på dansk musik fremover.
39. Kasper Bjørke Quartet – Mother
Det er sjældent en firs minutter lang udgivelse bliver kaldet for en ep, men debut-albummet fra Kasper Bjørkes kvartet, The Fifty Eleven Project, var også to timer lang, og så er det her da en mindre udgivelse til sammenligning. Anden dispatch fra Bjørkes Kompakt-signede kvartet er igen laaaangsom neo-klassisk a la Max Richters Sleep. Over seks numre, og med hjælp fra bl.a. Sofie Birch – som havde et fremragende 2022 – forsøger Mother at skildre hele menneskehedens historie fra ‘Formation’ og til undergang og et klagende ‘Requiem’. Bedst er pladen dog rent sonisk, når musikerne får lov til at give los, og de repetitive kompositioner begynder at sitre af marimba, strygere og a capella sang, som var det hyperaktiv kriblekrable IDM.
38. Frederik Valentin & Loke Rahbek – Together
Når kunstere laver soundtracks lyder det gerne mere som baggrundsmusik end resten af deres værker, men sådan er det ikke med Together. Pladen er et soundtrack til Chris Markers klassiske dokumentar Sans Soleils, men jeg ville have svært ved at koncentrere mig om den kunsteriske film med duoens kantede og komplekse musik nedenunder. De to kunstnere har de seneste år haft succes med henholdsvis en art Dean Blunt’et antipop (Frederik Valentin) mens Rahbek har trukket sit Croatian Amor projekt over i en mere dansabel retning, men til sammenligning er Together til tider både bedre sangskrivning og mere groovy, alt imens det stadig er et abstrakt og kantet soundtrack.
37. Lamin – Kronisk Skeptisk
Man har kunnet se mere og mere inspiration fra Drake herhjemme de seneste par år, ikke mindst hos ArtigeArdit, der på Held & lykke med at komme hjem klokkeklart ramte den Drake’ske passivt-aggressive selvmedlidenhed, omend præcis som den stil var ved at blive trættende. Lamin, der sidste år udgav en ep med ArtigeArdit, er også ekstremt Drake-inspireret på Kronisk Skeptisk, men her er det den musikalske alsidighed der hersker. Det er fornemt hvordan alskens lyduniverser bindes sammen til et samlet hele, hvor catchy melodier kommer ud af intet på ’03:15′ og en afrobeats-basker som ‘Window’ også passer ind. Tekstmæssigt er det meste hørt før, men musikalsk er Kronisk Skeptisk et kæmpe gennembrud for den unge rapper.
36. Brimheim – can’t hate myself into a different shape
Dansk musik fik en fremragende ny stemme på Brimheims debut-album, hvor vokalarbejdet løfter poprock-sange som titelnummeret op på et højere plan. Men en så stor og karakteristisk stemme havde måske også fortjent et mere varieret lydlandskab at flyve henover? Det virkede dog også som om Brimheim var enig heri, da der i de sidste numre på pladen kom mere vildskab ind, og det endte med en af de mest overrumplende afslutninger på en dansk udgivelse i år. Derfor føltes debuten – sammen med en fremragende livekoncert jeg så på Roskilde – også meget som et løfte om hvor godt det kan blive fremover på de forhåbentlig rigtig mange kommende plader fra Brimheim.
35. Den Danske Strygekvartet – Prism IV
Det var nok uundgåeligt at kvaliteten af Den Danske Strygekvartets kvintologi af Beethoven-udgivelser ville dale, eftersom Beethovens to sidste kvartetter simpelthen ikke er lige så gode som de foregående. Hvor de tidligere plader også inkluderede nyere strygekvartetter fra folk som Schnittke og Bartok, så bliver kvartetten her i 1800-tallet med Mendelsohns 2. fra 1827. Resultatet er deres hidtil mest romantisk længselsfulde plade, men nok også den kedeligste. Selvom femte udgave nok bliver endnu kedeligere – den 16. og sidste kvartet er mere konventionel – så er albumserien stadigvæk en episk præstation.
34. CTM – Babygirl
Sidste år udgav CTM sammen med August Rosenbaum det selv for dem utroligt abstrakte album Celeste, og måske det ikke er så sært de begge to gik i en mere tilgængelig retning i 2022. Rosenbaum lavede et ganske fint nærmest straight R&B-album med songs people together, og selvom CTM stadigvæk er sig selv – det er man ikke i tvivl om fra åbneren ‘Stanza’ med dansende cello og mørk dead-pan vokal – så er der en mere imødekommende stemning på Babygirl. Sange som ‘Beige Barley’ med bl.a. Coco O som gæst viser vej til en verden hvor CTM er et langt større navn, mens andre numre vidner om hvor meget abstraktion og eksperimenteren hun i så fald stadig ville bringe ud til folket.
33. NikoCorlin – Ocean Thread
Nikoline Corlin fortalte i pressematerialet til sit debutalbum, at hun forsøgte at lave musik til sin generation, i håb om at nogle andre derude ville kunne spejle sig og få noget ud af hendes musik. Det er der så mange som siger. Men det interessante ved Ocean Thread er så hvor spraglet og kantet en lyd hun mener passer til tidens ungdom. Der er indie-rock over albummets første numre, men på ‘Swimming In Horizon’ dukker et hyperpoppet elektronisk udtryk pludselig op, i samarbejde med KingTommi. Hav-tematikken gennemsyrer teksterne, og det er som om musikken også er et ocean af lyd, der til tider bølger henover den unge kvinde. Sådan har unge indiemusikere lydt i årtier, måske fordi de oceaniske lydbilleder illustrerer voksenlivets overvældende uoverskuelighed. De unges lydbølger kan nu bare lige så vel være guitarstøj som elektroniske manipulationer. Fagre nye verden.
32. Carsten Dahl, Tim Hagans, Johnny Åman & Jukkis Uotila – A Beautiful Blue Moment
Fire musikere fra fire lande mødes for første gang, og spiller tre udsolgte koncerter. Det går sgu egentlig så godt, at de får lyst til at lave en plade, og et par dage efter går de seks timer i studiet, og vupti, så har de et album. Der udgives måske nok lidt vel mange jazz-albums der er lavet meget hurtigt – Carsten Dahl har været med på 300 plader so far – men forskellen er, at på A Beautiful Blue Moment kan man virkelig høre intensiteten. De free jazzede kompositioner spilles med ild i røven som om der ikke var en dag i morgen, kulminerende på ‘Ugly Transitions’, hvor der decideret går skrig og skrål i den. Kombiner det med ypperlig musikalitet – særligt er jeg fortryllet af Tim Hagans trompet-tone – og resultatet er årets bedste ‘normale’ jazz album.
31. First Hate – Cotton Candy / The Remix Experience
Årets store kærlighedserklæring til dansk elektronisk musik stod First Hate for. Først var der deres længe ventede album Cotton Candy, medrivende og energisk, men også ekstremt spraglet, omskifteligt, usammenhængende. Numre som titelnummeret og ‘What About Me’ var gode hver for sig, men de to numre efter hinanden gav nærmest piskesmæld. Det gav dog mening da The Remix Experience så inviterede stort set alle på den elektroniske scene indover, fra Schacke til Debbie Sings. First Hate elsker måske bare så mange slags musik, at de vil have det hele med. Remix-pladen får ekstra point for ekstremt lovende numre med nye navne som Xenia Xemanek – nærmest Arca’sk dub-dancehall – og Aperly High – rocket hyperpop a la Jane Remover. Den lover ikke blot godt for den danske musikscene, men hvis First Hate arbejder videre på at indoptage endnu flere elektroniske idéer, så kan deres næste plader blive rigtig gode!