30. Poptones – Between Darkness & Daylight
Der er gået decideret noise i mange nye internationale indie-rock navne – Gilla Band, Special Interest, The Armed, etc – hvor sange i stedet kan føles som rytmiske loops med guitar-larm lagt i lag indover. Den fascinerende bølge fik en dansk udgave med debutalbummet fra Poptones. Det var støjende, repetitivt, til tider sært funky, andre gange fuldstændig fragmenteret og mest bare larmende. Mest af alt var det medrivende og overvældende og med øjeblikke der lød ulig ret meget andet. Hvilket altid er dejligt at høre i indie-rock, hvor det ellers efterhånden godt kan lyde som om man har hørt det meste før. Poptones kan blive et rigtig godt bekendtskab.
29. Sofie Birch – Holotropica / Sofie Birch & Antonina Nowacka – Langouria
Sofie Birch fortsatte med at udgive imponerende mængder af ambient musik – ni plader er det nu blevet til siden 2019 – og med at vække international opsigt. Særlig unikt var samarbejdet med den polske vokalist Antonina Nowacka på Langouria. Der udgives et væld af ambient/new age plader for tiden, men de mørke vokal-melodier gjorde at Langouria stak ud fra mængden. Jeg var dog mest glad for Holotropica, særligt for de numre hvor saxofonist Nanna Pi deltog. Sofie Birch beskrev ‘Holotropica’ som sted, et sted hvor intet sker, alt er, og alt kan blive vakt til live, hvilket godt kan virke som en beskrivelse af ambient-genren. Det kan føles stillestående, men det er som om alt kan ske. Efterhånden føles Sofie Birchs musikalske verden også som et sted hvor alle kan være med, og alle slags lyde kan indoptages.
28. Orm – Intet • Altet
Black metal trioen Orm udgav deres hidtil største album i år. Halvanden time langt var det, fordelt over blot fire numre. Meget få danske bands lyder så episke som Orm, når deres støjflader for alvor folder sig ud. Det var stort tænkt, ofte sublimt, men eneste anke var, at de mest eksperimenterende elementer, såsom trompet og violin, blev holdt til den langt hen ad vejen afdæmpede sang ‘Trance/Floden, som kan lede’. På den to år gamle ep Mit Blod var det som om alt blev brugt på samme tid, men denne gang gav den længere spilletid mere plads til at holde tingene adskilt. Det betød pladen måske lige føltes fem-ti minutter for lang… Men når tingene spiller, så er der meget lidt i dansk musik, der rammer de samme mørke højder som Orm.
27. Josefine Opsahl – Atrium
Det var et godt år for kunstnerne fra We Like We, der i forskellige konstellationer fortsætter med at berige dansk musikliv med fascinerende hybrider af klassisk, elektronisk og diverse andre genrer. Katrine Grarup Elbo gik mere pop med Toechter, mens Katinka Fogh Vindelevs korværk GRAVITATIONAL SHIFT, baseret på fødende kvinders lyde, endte lige uden for den her liste. Bedst var Josefine Opsahls fremragende Atrium, der forenede cello med elektronik på en række numre, der spændte fra hvad der næsten kunne kaldes for cello-sonater, og til smukke lydkollager, hvor celloen blev lagt lag på lag, og elektronisk støj blev strøget hen over. Det føltes i højeste grad som kompositioner, beregnet på at blive spillet i koncertsale og kirker landet over. Det fungerede også fremragende som elektro-akustisk lyttemusik, en rejse mellem kaos og klagende cello-klang.
26. Joyce – Elsk mig
Forestil dig en verden hvor Joyce eksisterede i halvfemserne. De ville have været et af Danmarks største bands. De rammer datidens lyd så klokkeklart, og deres sange er så ekstremt catchy, at de kunne have ændret dansk musikhistorie. Deres danske tekster er egensindige og emmer af humor og ironi, hvilket havde pyntet på den ret selvhøjtidelige danske rock der tog over omkring årtusindskiftet. I 2022 vil de nok være en del mere niche, men de udfylder også den niche ret perfekt på deres andet album. De når vidt omkring i halvfemserocken, på en række sange der tikker efter at blive skrålet i kor af en dedikeret fanskare.
25. Solborg/Bigoni/Maniscalco – Canto
Det var et stille år for jazz-pladeselskabet ILK – fire udgivelser i 2022, mod 14 i 2021 – men der blev stadig udgivet god musik. Mark Solborg og hans to italienske kumpaner udgav deres anden trio-plade. Det var helt lavmælt kriblekrable-jazz, for saxofon/klarinet, keys og el-guitar. Ingen rytmegruppe, i stedet fulgte instrumenterne hinanden i de avantgardistiske, tyste, klagende, minimalistiske kompositioner. Canto var et godt navn til en plade, hvor hvert eneste lydligt element syntes at synge. Nogen gange i hver sin toneart, men alligevel. Smukt var det.
24. Astrid Øster Mortensen – Skærgårdslyd / Klara Livet – Varandra
Danske Astrid Øster Mortensen er en del af scenen omkring pladeselskabet Discreet Music i Gøteborg. De står for en meget lofi og DIY form for musik, en kompilation hedder således bare: Contemporary Homemade Music from Sweden. Det vidunderlige ved Skærgårdslyd er dog ikke bare at det er hjemmelavet, men at det føles som om man kan høre alt fra tilblivelsen af pladen i den Gøteborg’ske skærgård. Vejrtrækninger, klaverplink, et kirkeorgel, vind og vejr og baggrundsstøj. Det er mixet og lavet til kompositioner, og samlet til et fascinerende albumværk. Allerede måneden efter udkom Varandra med duo’en Klara Livet, som Mortensen har med svenske Dan Johansson. Det var for alvor abstrakt og minimalistisk, men stadigvæk med sans for melodi og for at få fejlene til at virke som meningen med det hele.
23. Sonic Girl – Confessions
På coveret af hyperpop-sangeren Sonic Girls debutalbum ligger hun med hovedet ved en mands fødder, som var hun Maria af Bethania, der vaskede Jesu fødder med sit hår. Den slags hengivenhed gennemsyrer pladen: Hendes udkårne er en ‘angel’ eller en ‘superstar’, og pigen vil gøre alt for ham, ændre alt ved sig selv, hvilket understøttes af den umenneskelige sangstemme, der er autotunet til ukendelighed. Det er villet ‘hysterisk’, et pige-portræt der er så opkørt at det bliver satirisk subversivt, et feministisk hyperpop-værk der understreger hvor meget potentiale der er i den nye minigenre.
22. Tvivler – Kilogram
Jeg var lidt i tvivl om det politiske budskab bag post-hardcore gruppen Tvivlers tekster. Numrene har titler som ‘Michael Strunge som Neoliberal’ og ‘Der er for få borgerlige i det her land’, og undervejs i ‘Livsform på tvangsauktion’ råbes der ‘Der har aldrig været en bedre tid / til at være fascist’ Jeg tror nu ikke Tvivler hylder højrefløjen. Undervejs på deres andet album nævnes manglen på solidaritet gentagne gange, så jeg tror mere deres tekster handler om hvordan kaos og håbløshed avler ekstremisme. Det får dem til at lyde både farlige, men også imponerende søgende. Det er nemt for et band at læse sig frem til de rette venstrefløjsløsninger, og så synge om dem. Tvivler synger om vores fælles håbløse småborgerlige post-neoliberale land, men de nægter at prædike, for i stedet at beskrive følelsen af her og nu. Det gjorde Kilogram til et af årets bedste rockalbums.
21. Hans Phillip – [α] / [β]
Jeg var altid en smule forundret over Hans Philip, der med sin gamle duo Ukendt Kunstner ville lyde som Kendrick og Travis Scott, og som på solodebuten Forevigt gav den som Frank Ocean. Armbevægelserne var enorme, men samtidig har det altid lydt lidt anonymt med vilje, som om han også gerne ville være lidt hemmelig og kunne være i fred. De to impulser blev samlet på dobbeltudgivelsen [α] og [β], der nærmest virkede som et studie i hvor langt man kan drive ud i formløsheden, og stadig lave et stærkt R&B-album. [α] fortsætter Frank Ocean stilen, med en række fine sange indtil de sidste numre bliver mere mærkelige, men på [β] starter det nærmest helt abstrakt, og så driver det længere fra hinanden. Lige indtil fabelagtige ‘Tæt på’ får alt til at give mening igen. Man kan virkelig tillade sig at være formløs og eksperimenterende rigtig længe, hvis man samtidig har en af årets bedste popsange til at bygge op til.
