Palmesøndag del 500
(海上花, Hǎishàng Huā, Hou Hsiao-hsien, Taiwan
Cannes 1998)
Flowers Of Shanghai er et af Hou Hsiao-hsiens største mesterværker, og en af de mest gennemført æstetiske film, der nogensinde er lavet. Det er så gennemført en blanding af billede, musik, særlig form for klipning, scenografi og kostumer, at plottet for de fleste fuldstændig ryger i baggrunden. Det er en berusende æstetisk oplevelse, som samtidig også virker som indkapslingen af en række æstetiske og tematiske idéer, der ellers fylder mere eller mindre i Hou Hsiao-hsiens andre film.
Så meget desto mærkeligere er det, at Flowers Of Shanghai egentlig blev lavet lidt ved et tilfælde. Hou havde fået penge til at lave en film om Koxinga, en central person i taiwansk historie, der etablerede en af de første stater på øen, og kæmpede mod europæiske kolonister såvel som det etnisk ikke-kinesiske Manchu-dynasty. Så Hou gik i gang med at lave research, og da han opdagede, at Koxinga elskede at gå på bordel, dykkede han ned i bøger der var skrevet om den verden. Kort efter gik finansieringen af Koxinga-filmen i vasken, for den var bizart nok afhængig af nogle penge fra Koxingas japanske fødeby Hirado, hvilket ikke var stabilt. Men på det tidspunkt havde Hou forelsket sig i romanen The Sing-song Girls of Shanghai af Han Bangqing, og så gik han i gang med at filmatisere den bog i stedet.
Det var noget af et emnespring for Hou, som aldrig havde lavet film, der foregik på fastlandet før, aldrig havde lavet film der foregik så langt tilbage i tid, og aldrig havde filmatiseret så mærkelig en roman før. Men det var så også lidt tilfældigt. Og resultatet blev noget nær den definitive Hou Hsiao-hsien film.
Flowers of Shanghai er som nævnt baseret på The Sing-song Girls of Shanghai af Han Bangqing, der på ret typisk kinesisk vis er en meget lang roman med et utal af karakterer, som oprindelig blev udgivet som føljeton. Hou og hans manus-forfatter Chu Tʻien-wen – der udover at skrive manuskripter til mange af de bedste film fra Taiwan siden firserne også er en kendt forfatter i egen ret – kogte roman ned til en noget mindre fortælling, men bibeholdt den lidt spraglede fortællestil.
I centrum står fortællingen om Wang (Tony Leung) og Crimson (Michiko Hada). De har et forhold præget af jalousi og sidespring, hvilket understreger hvor komplekst et fænomen ‘blomsterpigerne’ var. De er prostituerede, de bliver betalt for at være sammen med rige mænd, men som filmkritiker Tony Rayns påpeger i ekstramaterialet til Flowers of Shanghai, så blev de lige så meget betalt for at give de rige mænd en følelse af romantik og flirt, som de aldrig kunne finde i deres familieliv, hvor ægteskaber blev aftalt af familien, og sjældent gav ret meget plads til følelser. Omvendt er penge og udnyttelse aldrig langt under overfladen, for det er selvfølgelig ikke nogen ligeværdig relation, som findes mellem mænd og kvinder.
Det ses også i filmens to andre hovedspor, hvor det unge par Jade (Hsuan Fang) og Zhu (Simon Chang) laver en pagt om at leve sammen for evigt, og i sidste ende dø sammen, hvilket den rige arving Zhu måske når det kommer til stykket ikke er så opsat på endda. Men så kan han måske betale sig fra det? Og endelig er der Emerald (Michelle Reis), der med hjælp fra sin klient Luo (Jack Kao) håber at kunne købe sin frihed, hvilket giver anledning til nogle ret gruopvækkende forhandlinger, hvor vi for eksempel får indblik i, hvor unge de her kvinder er, når de bliver solgt til bordellerne.
Der ér således nogle ret simple plots i filmen, som egentlig også er ret interessante, og siger en masse om forholdet mellem mænd og kvinder i Kina i slutningen af 1800-tallet. Men der er nok ingen, som ser Flowers of Shanghai på grund af plottet. Nej, det er en film, der først og fremmest er kendt for sin æstetik. Overdådige banketter, diskussioner i stuer og på værelser fyldt med juveler og smukke møbler, alle klædt i silke, alt sammen filmet i uendeligt lange kameraklip, med et konstant bevægeligt kamera. Vi er efterhånden op på en gennemsnitslængde på over tre minutter, første scene er et over otte minutter langt klip, hvor vi glider rundt langs en banket, hvor mænd spiller mærkelige drukspil, sladrer om de karakterer som ikke er der, og det egentlig ikke er ret nemt at regne ud, hvad der er den essentielle information, vi får at vide.
Tony Rayns pointerer også en anden ting om Flowers of Shanghai, nemlig at der bliver drukket enorme mængder alkohol, og konsumeret virkelig meget opium, i løbet af filmen. Chu Tʻien-wen sagde om arbejdet med manuskriptet til The Puppetmaster, at det var som at klippe skyer sammen, og på samme måde virker Flowers of Shanghai lidt som opiumståger forsøgt klippet sammen til en mening. Klipningen er også helt unik: Der er næsten aldrig nogle normale klip i, i stedet mørknes skærmen, bliver sort et øjeblik, og så lysner det igen til næste billede. Og det gælder altså også som regel selv om vi er i samme scene næste klip. Det føles næsten som om kameraet ikke kan holde øjnene åbne, og så vågner op igen, som om kameraet selv er i en rus af alkohol og opium. Læg dertil også det fantastiske soundtrack, der droner af sted under handlingen, uden at forsøge at underbygge dramatikken, men i stedet bare ligger som endnu et lag af narkotiseret skønhed.
Som jeg skrev om Good Men, Good Women, så føltes det lidt som om, at kameraet drev nærmest formålsløst rundt, hvilket passede meget godt til den måde nogle af karaktererne også drev rundt på. Det passede meget godt sammen, men scenerne føltes alligevel lidt… formålsløse. Flowers of Shanghai rendyrker den effekt, men får det også til at holde op med at føles formålsløst. Det er så narkotiseret, så berusende, så mærkeligt, at man enten må afvise det helt, eller fuldstændig overgive sig. Der er ikke andre muligheder. Samtidig er det jo også en fascinernede verden, med enorm rigdom, og ekstremt ulige magtforhold, hvilket kommer tydeligt frem, også selvom plottets detaljer ikke altid er helt klare. Det er en ekstremt gennemført film.
Han Bangqing udgav sin roman i 1892, og døde to år efter, og fandt derfor aldrig ud af, hvad der skete med den verden han skrev om. Men han skrev sin roman mens den sang på sidste vers. Det er allerede lidt en uudtalt pointe i bog og film, at den jo foregår i Shanghai, der i slutningen af 1800-tallet var der hvor folk fra vesten havde lov til at bo og drive handel, hvilket mændene i filmen, der naturligvis er rige og nok også generelt har magtfulde positioner, naturligvis må være påvirket af. I 1895 skulle det blive endnu værre, da Kina tabte en krig til Japan, og derefter gik det slag i slag med forfejlet reform-proces i 1898, bokseropstanden i årene derefter, og så til sidst Qing-dynastiets kollaps i 1911. Flowers of Shanghai skildrer en verden hvor nærmest intet sker, udover at man drikker og ryger, og har kærlighedsaffærer, men mange af karaktererne er så unge, at de nok ville opleve en utrolig masse dramatisk over de næste par årtier.
Der er et enkelt øjeblik, hvor verden trænger sig på. Hvor karaktererne sidder til en banket, og pludselig hører noget udenfor, hvor politiet åbenbart er stødt sammen med nogle demonstranter. Det er det eneste sted i filmen, hvor samfundet giver sig til kende, og er en lille reminder om, at den verden vi ser skildret, er skrøbelig og porøs. Det er også noget, som karaktererne kun tager sig af et enkelt øjeblik, hvor efter de vender tilbage til deres eskapader.
Det er et tilbagevendende tema hos Hou Hsiao-hsien, hvordan nogle mennesker bliver påvirket af den store Historie, mens andre bare driver rundt og nyder livet. Det sås tydeligt i Good Men, Good Women, der kontrasterede en modig og kæmpende generation i fyrrerne, med en dekadent og rodløs generation i halvfemserne. Her virkede det som en anklage mod de unge i Taiwan i halvfemserne, noget som Hou aldrig helt er kommet udover, han har aldrig fundet en måde at skildre nutidens unge på samme måde som han har skildret unge fra fortiden. Men til gengæld har han lavet en masse film, hvor han viste, at trangen til at drive rundt i rodløs dekadence, ikke kun hørte halvfemserne til. Også i A City of Sadness var der en masse karakterer, der gik mere op i at smugle ting til Taiwan, end de storpolitiske begivenheder, der fandt sted omkring dem. Det er et tematisk felt, som går igen i hele hans filmografi.
Og i Flowers of Shanghai fandt han den perfekte fortælling til den tematik i Han Bangqings bog, og gik all in på at give den tematik en æstetisk form. Og skabte virkelig en helt unik æstetik, en af de film, som ikke ligner noget som helst andet. Det er et af hans helt store mesterværker. Det er så meget en tilstand, at jeg også generelt bliver lidt væk i den, når jeg ser den. Men der er simpelthen ikke ret mange andre film, der ligner Flowers of Shanghai. Det er en kæmpestor bedrift.