Palmesøndag del 489
(Jeunes mères, Jean-Pierre & Luc Dardenne
Cannes 2025, Bedste Manuskript + Økumenisk Pris)
Dardenne-brødrenes filmsprog er i forfald. Deres film havde tre meget markante elementer: Først og fremmest, i hvert fald efter min mening, det fantastiske håndholdte kamera, der fulgte lige i ryggen på filmens karakterer. ‘Corps-camera’ eller ‘krops-kamera’ kaldte de det, der var krop og menneskelig bevægelse i filmsproget. Derudover var der de virkelig velskrevne plots med mange dillemaer. Det går jeg generelt ikke op i, og synes som hovedregel at deres mest plottunge film er de kedeligste, men der er nu også en grund til, at de flere gange har vundet manuskript-priser, de kunne noget med at skrue et narrativ sammen. Og så var der deres moralske tilgang, inspireret af filosoffen Emmanuel Lévinas tanker om mødet ansigt-til-ansigt som fundamentet for moralske forhold, en igen virkelig filmisk og visuel idé.
Men i Tori & Lokita kunne kameraet nu endegyldigt ikke følge med. De to instruktører har nu begge rundet de halvfjerds, og tempoet i deres film er da også blevet langsommere, men de fik det nu alligevel næsten til at fungere, indtil de i Tori & Lokita gav op. De to hovedpersoner i den film rendte rundt i et komplekst plot, men kameraet kunne ikke følge med, og i sidste ende var det bare en ret ordinær og virkelig plottung film.
I Young Mothers er plottet så også væk… Filmen skildrer en række unge kvinder på et hjem for unge mødre, og i stedet for ét plot er der i stedet bare en række vignetter. Krops-kameraet er ikke kommet tilbage igen, så nu er der nærmest kun ansigt-til-ansigt mødet tilbage.
Men overraskende nok, så ender det alligevel som en noget bedre film end Tori & Lokita. For hvis det kun er deres evne til at skildre nære møder, som stadig kan rykke og overrumple, så er det da meget heldigt, at Young Mothers mere eller mindre udelukkende består af lige netop det.
Filmen følger hovedsagligt fire unge – meget unge – kvinder, med hvert sit problem. Jessica (Babette Verbeek) er stadigvæk højgravid da filmen starter, og forsøger desperat at møde sin egen mor, der bortadopterede hende kort efter fødslen. Perla (Lucie Laruelle) vil flytte sammen med sin kæreste Robin, der netop er kommet ud af fængslet, og som han langsomt trækker sig bliver hun mere og mere desperat efter at have en ‘rigtig’ familie. Ariane (Janaïna Halloy Fokan) ønsker derimod ikke at have en familie, hun vil gerne finde en plejefamilie til sit barn, og vil gerne væk fra hendes egen mor, der til gengæld ser barnebarnet som en ny chance for at være en ‘rigtig’ mor. Og Julie (Elsa Houben) forsøger sammen med kæresten at Dylan at få en hverdag med job og lejlighed til at fungere, men det er svært når de begge to har boet på gaden og været afhængige af stoffer.
Der er overlap mellem fortællingerne, eftersom de alle sammen bor på den samme institution, men filmen skifter regelmæssigt fokus fra den ene til den anden af de unge kvinder. Det kommer til at føles en smule mekanisk med tiden. Og der er ikke ret meget i f.eks Jessicas historie, hun render mest bare rundt og forsøger at mødes med sin mor. Eller, ‘render’ gør hun lige knap, med først højgravid mave og derefter barnevogn, men altså. Dardenne-brødrene har dog stadigvæk talent for at stable det helt særlige møde på benene. Det er virkelig først og fremmest ansigterne, som sætter sig fast. Perla og Robin, der der ikke kan se ansigt til ansigt længere, så fjernt er der ønsker til livet fra hinanden. Jessica, der kæmper for sin plads i verden (hun er efter sigende blevet gravid med en rig dreng, som hun fortalte hun brugte prævention, hvilket gør familien intet vil have med hende at gøre, men de kan måske hjælpe med moren) og konstant har en blanding af lidt skræmt og alligevel kæmpende ansigtsudtryk. Bedst af alt Ariane og hendes mor, der spilles af Christelle Cornil, som Dardenne-brødrene gentagne gange har arbejdet sammen med. Der er så meget i deres forhold, inklusive dunkle hemmeligheder (vi får aldrig at vide, hvem der egentlig er faren til Arianes barn, men man kan da frygte det værste) og konstante humørsvingninger. Moren vender på en tallerken, elsker sit barnebarn, truer, lyver, ber desperat om mere tid.
Man forstår virkelig idéen om mødet som det moralske moment. Moren ser potentialet i et barnebarn, ser muligheden for at være noget godt for nogen på sigt. Hun forstår ikke, at hun er nødt til at opføre sig moralsk nu og her, overfor hendes eget barn. Det er stærkt. Og dejligt at der er så meget plads til det, i og med at der er så meget mindre fokus på plottet den her gang. Der er heller ikke meget bevægelse over filmen, men det giver jo mening, eftersom hovedpersonerne generelt enten er gravide eller går rundt med en barnevogn. Den slags bevægelser har Dardenne-brødrene lavet før, hvor f.eks hovedpersonen i Kvinde, ukendt bevægede sig langt mere langsomt og metodisk, og i To dage, en nat havde en depression og derfor nogle gange gik helt i stå. I de film var brødrene dog mere i stand til så at arbejde filmisk med de nye bevægelser, hvorimod Unge mødre bare ikke rigtig har den form for æstetik længere, men man savner det ikke lige så meget som i Tori & Lokita.
Så altså, Dardenne-brødrene kan stadigvæk godt lave en udmærket film. Og efterhånden som de må opgive nogle dele af deres æstetik, så fokuserer de i stedet på andre dele, hvilket i tilfældet Young Mothers giver en film de aldrig rigtig har lavet helt på samme måde før. Det er jo dejligt nok. Men det er stadigvæk også forbundet med en form for melankoli, at se et filmsprog langsomt opløse sig, og der er altså for mange af de store instruktører i f.eks Cannes, hvor man fornemmer det snart er ved at være slut.