Palmesøndag del 353
(La historia oficial, Luis Puenzo, Argentina
Cannes 1985, Bedste Skuespillerinde (Norma Aleandro) + Økumenisk Pris)

Cannes har ry for at være en glasbobbel, men når den er bedst hænger festivalen godt sammen med resten af verden. På den aller første festival i 1946 kunne man se en række nationer bearbejde den nys overståede katastrofale krig. 1990, som jeg tidligere har fordybet mig i, var præget af murens fald, og en række nye indtryk fra Østeuropa. I 1985 kom også et af de bedste eksempler med Luis Puenzos The Official Story, der tog fat i traumerne fra tiden under den argentinske junta. Som altså vel og mærke først var faldet i 1983. Blot to år efter var filmverdenen klar med bearbejdelse og forsøg på at se fortiden i øjnene. Måske ikke overraskende vandt Puenzos film både priser i Cannes, samt Oscar for Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

Men der er jo også farer ved at hænge for meget sammen med sin samtid. The Official Story blev ret hurtigt en nyklassiker i argentinsk filmhistorie, men sidenhen er den også blevet ret udskældt som eksempel på alt hvad der har været galt med argentinsk filmindustri. Dels fordi den er ret glat og pæn, på trods af dens voldsomme emne. Dels fordi den, i dens meget umiddelbare forsøg på at fortælle om noget virkelig svært, ender med at gøre nogle lidt mærkelige ting, som den egentlig også selv advarer om.

Året er 1983, og det argentinske diktatur synger på sidste vers. Gymnasielæreren Alicia (Norma Aleandro, der selv havde været i eksil under juntaen) går op i disciplin i klasseværelset og Historie som folkets hukommelse, og lever sammen med manden Roberto (Héctor Alterio, havde også været i eksil) og adoptiv-datteren Gaby. Samfundet begynder at slå sprækker, hendes elever begynder at sige de mest forrykte ting, og veninden Ana kommer hjem fra Spanien og fortæller den mest horrible historie om at være blevet taget af politiet helt uden at have gjort noget, tortureret og tævet, og holdt inde i en fangelejr hvor hun kunne se folk fik stjålet deres børn. Den sidste oplysning ryster særligt Alicia, som egentlig aldrig har fået spurgt ind til Gabys biologiske forældre, og snart går hun igennem en sjælerystende udvikling.

Der er en ret markant ting man skal lægge mærke til ved den fortælling: At Alicia præsenteres som fuldstændig glad og tilfreds ved militærstyret, som hendes mand helhjertet arbejder for, men at hun alligevel overhovedet ikke har nogen idé om alle de forbrydelser der begås. På et tidspunkt angiver hun en ung elev som subversiv, men det er fordi hun overhovedet ikke forstår de grumme konsekvenser det kan få for den unge mand, og det bliver heldigvis reddet af en kollega. Filmen har her en fremstilling af ‘borgerskabet’, som der er delte meninger om er korrekt, for nu at sige det diplomatisk. Selv Alicia forfærdelige veninde, der åbenlyst griner af at en bekendts sønner er blevet ‘forsvundet’ er overbevist om de må være guerillasoldater. Det giver en ret forsonende fremstilling af diktatur-tiden: Flertallet af befolkningen forstod jo ikke hvad der foregik! De troede jo bare på ‘den officielle historie’, så det er alt sammen regimets skyld, og man kan i hvert fald ikke klandre ret mange andre for forbrydelserne.

Den opfattelse bliver der gjort op med i nyere argentinsk film. I en anden argentinsk Cannes-klassiker, Lucrecia Martels The Headless Woman, har den priviligerede midaldrende kvinde klart på fornemmelsen at hun har kørt en fattig dreng ihjel, men alt bliver dysset ned, og livet fortsætter. Benjamin Naishtats Rojo begynder med et helt vidunderligt klip, bare af et hus med dørene åbnet, hvor efterhånden en stribe af mennesker kommer ud med dyre ting i hænderne. Hvis man kender til tiden kan man sagtens regne ud, at det er fordi husets beboere er blevet ‘forsvundet’, og nu kommer naboerne for at stjæle deres ting. Her er befolkningen medskyldig, og diktatur-tiden skildres som en tid hvor hele landet ‘så rødt’ og dykkede ned på et moralsk niveau, som man ikke skulle tro kunne accepteres. De nyere instruktører ville skildre sådan en som Alicia som om hun godt vidste hvad hun lavede.

Også æstetisk har der sidenhen været en bølge, der implicit kritiserede The Official Story. Særligt den unge instruktør Martin Rejtman lavede i halvfemserne noget helt anderledes, en stribe indie-komedier så deadpan og slacker-agtige, at det argentinske filminstitut holdt en af dem tilbage som ‘uninteressant’, mens den så vandt enorm kritikerhyldest, da den blev udgivet. Rejtmans film var apolitiske, havde intet at fortælle om officielle historier, men de yngre kritikere pointerede også, at det var mere passende til det argentinske samfund efter diktaturet, som nok var blevet demokratisk og liberalt, men hvor intet var sket i forhold til social retfærdighed og at få gjort op med de ældgamle uligheder, der har præget landet siden uafhængigheden i 1800-tallet. Her fremstod The Official Story som for imødekommende overfor forbryderne, og samtidig også som for æstetisk uinteressant.

Det sidste synes jeg nu er en lille smule uretfærdigt. Nej, Puenzos film er ikke lige så vidunderligt æstetisk gennemført som argentinsk film er blevet sidenhen, med navne som Martel, Naishtat, Rejtman, Lisandro Alonso, eller kollektivet El Pampero Cine, der står bag legende og finurlige mastodontfilm af helt op til 15 timers længde. Men det er en flot og vellavet film, selvfølgelig præget af fremragende skuespillerpræstationer fra veteraner, der måske havde en del de skulle af med, men også fyldt med roligt og observerende kameraarbejde. Det er en æstetisk afdæmpet film, men det klæder den også, når nu den går efter Oscar-guldet. Det er ikke som sådan nogen dårlig film.

Men selvom den er sympatisk, så er tiden på en måde lidt løbet fra den. Der er naturligvis det med, at den er for forsonende. I vore dage, hvor den yderste højrefløj måske igen står til at vinde magten i landet, så virker det som om man måske ikke helt fik bekæmpet bæstet efter juntaens fald, og de mere kritiske film af yngre instruktører virker mere sandfærdige. Men The Official Story ender også med at ramle skævt ind i hele dens egen tematik om fortællinger, de officielle vs de personlige.

Alicia er som nævnt Historie-lærer, og hun holder fast i at holde sig til det vi ved. Det skaber et sammenstød, da flere af hendes elever er overbeviste om den gamle revolutionshelt Mariano Moreno (1778-1811) blev myrdet af sine højreorienterede politiske modstandere. Da Alicia påpeger der ingen skriftlige kilder er til det råber en elev: ‘Det er fordi morderne skriver historien.’ Siden hen bliver Alicia opsøgt af en kvinde, der muligvis er Gabys mormor, som sidder tilbage med fire fotografier af den forsvundne datter, der vitterligt også ligner Gaby. Al officiel information om datteren er væk, men som bedstemoderen siger: ‘Jeg har også det jeg kan huske’. De to ting slår tydeligvis et eller andet itu i Alicia, måske er Historien ikke bare rendyrket ‘folkets hukommelse’, og ting vi ‘ved’, måske er der faktisk ting, der er blevet udraderet. Den colombianske forfatter Juan Gabriel Vásquez har beskrevet et latinamerikansk lands Historie som ‘strukturen af ruinerne’, fordi så meget er gået i stykker, er blevet undertrykt, står tilbage som konspirationer, ulykker, forsvindinger.

Men af dramatiske grunde, så ender The Official Story naturligvis med konfrontationen mellem Alicia og hendes mand Roberto. Og da Alicia udvikler sig som person og går sin vej, så bliver kameraet tilbage hos Roberto, diktaturets mand, manden med blodet på hænderne, og vi ser sorgen, fortvivlelsen, vreden, måske endda en lille smule skammen, der alt sammen stråler ud af hans ansigt. Og er det virkelig det billede vi har brug for? Er det så ikke igen morderne, der får lov til at skrive Historien, ikke så meget af magt-relaterede grunde, som bare af rent dramaturgiske? Burde det ikke f.eks være mormoren, der mistede hele sin familie, som har fortjent at sende det sidste ansigtsudtryk ud til publikum?

Jeg tror ikke på nogen som helst måde filmskaberne bag The Official Story var glade for diktaturet, flere af dem havde været i eksil, og nogle modtog trusler under arbejdet med filmen. Men netop fordi den er så dramaturgisk korrekt, både som melodrama, men også som mysterie, hvor Alicia afdækker fortidens grusomheder, så ender den med at ramme ned i visse grøfter. Og det endda grøfter som filmen selv påpeger. Derfor er det stadigvæk ikke nogen dårlig film, og den markerede klart at den argentinske filmindustri ville fortælle grumme historier om fortiden. Men jeg forstår godt nutidens argentinske instruktører finder en anden stil.