Palmesøndag del 397
(Jeff Nichols, USA
Cannes 2012)
Amerikanske Jeff Nichols, hvis The Bikeriders stadig går i danske biografer, er nok mest kendt for gennembruddet Take Shelter fra 2011. Måske efterhånden en kultfilm, og i hvert fald en særegen blanding af apokalypse, sci-fi, samt et seriøst portræt af snigende sindssyge og familie-problemer. Michael Shannon spiller en mand, der får forvarsler om en kommende apokalyptisk storm, og som begynder at gøre familien klar til den kommende katastrofe, selvom resten af verden er skeptisk, og det mere og mere virker som om han er ved at blive skør. Indtil den forbløffende slutning, der vender op og ned på resten af filmen.
Til sidst i Take Shelter ser resten af familien også en kommende storm, hvilket får det til at virke som om filmen reelt er en fantasy/scifi-film. Men for Nichols selv, så var det netop den slutning, som fik det til at være en film om ægteskabelige problemer: ‘[I]f this is a film that is a meditation on marriage and commitment and communication then what the ending has to be is that these people are on the same page again.‘
Det måske mest særlige ved Nichols er, at lige meget hvor anderledes hans film er – og hans filmografi er altså noget spraglet – så vender han altid tilbage til de her tematikker. Familier og andre fællesskaber, der bliver splittet, skændes og kæmper mod hinanden, men måske/måske ikke finder fælles fodslag til sidst.
Det særlige ved Mud, opfølgeren til Take Shelter, og første gang Nichols var i Hovedkonkurrence i Cannes, er at det af alle Nichols film er her, hvor han får alle sine tematikker samlet til en stor og klassisk fortælling. Det er nok hans største, hans mest normale. En af hans bedste. Men også ret klassisk og fornuftig, hvor jeg lidt mere tror hans skøre genre-film har et større publikum.
Nichols debutfilm er også den simpleste fremstilling af tematikken om splittede familier. I Shotgun Stories (2007) møder vi seks brødre, der har samme far, men som tre og tre har samme mor. Da faren pludselig dør bryder et morderisk fjendskab frem mellem de to grene af familien. Shotgun Stories er en ret typisk indie-debut, meget skrabet, lever meget af sin autentiske Arkansas-stemning.
Mud har også en virkelig tyk Arkansas-stemning, men er ellers en meget større film – ja faktisk er det efter sigende den største film der nogensinde er optaget i Arkansas. Det er bl.a. historien om to drenge, Ellis (Tye Sheridan, der siden har haft store roller i X-Men film og Spielbergs Ready Player One (2018)) og Neckbone (Jacob Lofland), der hver især forsøger at navigere deres fragmenterede familier. Neckbone lever med sin onkel (Michael Shannon igen, han er med i alle Nichols’ film i større eller mindre roller), mens Ellis finder ud af, at hans forældre vil skilles, fordi moren vil forlade den husbåd familien bor på, hvilket desværre af bureaukratiske årsager vil betyde at myndighederne kommer til at ødelægge husbåden.
På en ø ude i Mississippi-floden finder de to så titelkarakteren Mud (Matthew McConaughey, i en af de roller der satte gang i hans dramatiske comeback), der er viklet ind i et mange gange større familiedrama. Ham og on-and-off kæresten Juniper (Reese Witherspoon) har haft et eksplosivt forhold, Mud har slået Junipers voldelige nye kæreste ihjel, men det medfører at den døde mands familie er på jagt efter ham for at få hævn. Den store voldsomme fortælling fletter sig sammen med drengenes små problemer med familier og den første kærlighed, og særligt eksplosivt bliver det da Ellis’ nabo Tom (Sam Shepard), en tidligere soldat og det tætteste Mud har på en familie, bliver blandet ind i det.
Der er splittede familier, men ofte hos Nichols sætter splittelserne sig også i filmenes form. F.eks i hans to sci-fi film, førnævnte Take Shelter, men endnu mere i Midnight Shelter (2016), hvor Michael Shannon spiller en far, der tror hans søn decideret er fra en anden verden. Her ender der på psykedelisk vis med at være to verdener over i hinanden, før hen splittet, et kort øjeblik sat sammen igen. I The Bikeriders er der to familier: Der er parforholdet mellem Kathy og Benny, der krakelerer fordi Benny vil være fri til at være med i biker-klubben Vandals, men også Vandals selv er en familie i strid med sig selv, mellem bare at være et mandefællesskab, eller at være en decideret kriminel rockergruppe.
Nogle gange er det også USA som fællesskab, der føles splittet. Det ses særligt i Loving (2016), der skildrede et ægtepar, der giftede sig selvom de havde forskellig hudfarve – adskilte dele af USA sat sammen i en lille familie, som det racistiske USA så forsøgte at skille ad igen. Med sin base i sydstaterne, særligt det rurale Arkansas, så emmer mange af Nichols’ film også af samfund, der føler sig adskilt fra resten af USA. Folk har svært ved at finde arbejde, bor i deres biler, eller i telte hos deres familier, eller på både. De er udenfor det amerikanske fællesskab, og måske ikke altid selvvalgt som med bikerne i The Bikeriders. Men folkene i Mud, der lever på husbåde nede ved floden, skildres næsten som lige så adskilte fra det ‘almindelige’ USA, som Mud gør det, helt alene ude på den øde ø midt i floden.
Så alt er skilt ad. Familier bliver splittet, USA hænger ikke socialt sammen, nogle gange er det på scifi-vis hele Jorden der bliver skilt op. Når Nichols er bedst, så sætter det sig også i filmsproget, men sådan er det ikke altid. Det er f.eks forskellen på Take Shelter og Midnight Special: Take Shelter er fyldt med surrealistiske drømme og mærkelige scener, hvorimod selv når Midnight Special går fuldstændig scifi, så ser det bedrøveligt kedeligt og normalt ud.
Nichols har en tematik, men han er ikke verdens største visualist, så det er ikke altid at det rammer særlig hårdt. Det går dog ret godt i Mud. Hele dens verden er ekstremt godt skildret, og brugen af den lille ø hvor Mud hænger ud er ekstra godt lavet – f.eks er der en båd, der er blevet skyllet op i et træ, et helt fabelagtigt billede. Shannon er også vidunderlig som Neckbones onkel, der altid trasker rundt i dykkerudstyr, og har et par dykkerscener, der pludselig virker som magisk realisme, og skaber nogle vidunderlige fantasi-stykker i filmen. Læg dertil stærke præstationer fra både Tye Sheridan som den unge mand i centrum, samt en rolig og ret så underspillende McConaughey, og jeg synes du har en ganske glimrende film.
Men så måske heller ikke mere end det. Jeg hader ikke Nichols eller noget, men han er ikke verdens største stilist, og heller ikke den mest ambitiøse instruktør. Mud er en helstøbt film, hvilket er ret imponerende, for der foregår virkelig meget i den. Men det er også en film, hvis krimi-plot afrundes på en egentlig ret utroværdig måde, og som heller aldrig rigtig får sagt noget ekstra overraskende. Det er en bundsolid film fra en dengang virkelig ung og fremadstormende amerikansk instruktør, og den var stærkt medvirkende til McConaugheys store comeback. Men han er langt bedre i Magic Mike og især True Detective.
Nichols kunne aldrig lave noget så bizart godt som første sæson af True Detective. Men han har så heller aldrig lavet noget så groteskt dårligt som anden sæson af True Detective, og kommer nok heller aldrig til det. Han er endt som en solid instruktør, der har sit eget særlige udgangspunkt, som han vender og drejer på nye måder – og hans spænd fra scifi til racisme-drama og biker-film er vel større end de fleste. Men decideret fantastisk synes jeg aldrig det bliver.