Palmesøndag del 365
(Mies vailla menneisyyttä, Aki Kaurismäki, Finland
Cannes 2002, Jury Grand Prix + Bedste Skuespillerinde (Kati Outinen) + Økumenisk Pris + Palme Dog)
Filmkritikeren Andrew Mann har fortalt, at da Aki Kaurismäki kom på scenen i Cannes i 2002 for at modtage Juryens Grand Prix, deres anden-præmie, i stedet for Guldpalmen, hviskede han på vej ind over scenen i øret på Jurypræsident David Lynch: ‘As Hitchcock said, “Who the HELL are you?”‘ Det er nok en and – det er svært at tro på den slags hvisken skulle kunne høres af journalisterne – men den fortæller lidt om det komplekse forhold til festivaler Kaurismäki havde i 2002. Han var stadigvæk en lille smule punk. Han gik på rød løber sammen med den finske kulturminister, men dansede også boogie en stor del af vejen, hvilket fik førnævnte minister til at kritisere ham for at have været offentlig fuld. Det fik Finland til at se tosset ud for det store udland. Hun måtte i øvrigt træde tilbage et par dage efter, da det kom frem hendes ministerium havde tildelt unormalt mange penge til en golfklub som hun var medlem af…*
* Fortællingerne om Cannes 2002 findes i Andrew Nestingens ‘The Cinema of Aki Kaurismäki – Contrarian Stories’
2002 var samtidig også det helt store jubelår for Kaurismäki, hvor han med Grand Prix vandt sin hidtil største pris, fik hele tre andre mindre priser med i købet, og senerehen endda blev nomineret til en Oscar. Her ramte han for en gang skyld klokkerent. Hvordan kan det være? Var det bare tilfældigt? Ramte han noget i tiden? Eller er Manden uden fortid vitterlig Kaurismäki i en helt særlig klasse?
Kort fortalt: Nej… Jeg tror Manden uden fortid fik noget ekstra opmærksomhed fordi dens præmis er så eminent anderledes og nemt at forklare, men derudover er plottet ret velkendt Kaurismäki. Markku Peltola spiller en mand, der ved filmens start ankommer til Helsinki, og straks derefter bliver overfaldet og tævet så voldsomt, at lægerne fejlagtigt erklærer ham død. Han vågner til live igen, men har glemt alt om hvem han er, og må således etablere en tilværelse i udkanten af samfundet, uden personlighed, uden papirer, uden alt det man skal bruge for at finde plads i samfundet. Ude på havnen finder han dog et andet fattigt men empatisk fællesskab, og hos Frelsens Hær møder han Irma (Kati Outinen, hvis pris som Bedste Skuespillerinde kan siges at dække alle hendes vidunderlige roller hos Kaurismäki, men som havde mere at arbejde med i Drifting Clouds) og de to begynder et stille og roligt forhold. Det er dog bare svært at leve helt uden indblanding fra den omkringliggende verden, og efterhånden kommer den anonyme mand i samfundets søgelys.
Min helt grundlæggende pointe i den her skrift-serie om Kaurismäki er, at den finske instruktør brugte de første femten år af sin karriere på at lave en umanerligt stor række film, der byggede en helt særlig Kaurismäki’sk verden op, hvorefter han i filmene siden da har brugt sine helt særlige universet til at fortælle pointer om den virkelige verden. I Manden uden fortid er den helt særlige opbyggede verden den som findes ude på havnen. Her bor folk i blikskure, de tager bad i spande i det fri, dyrker kartofler i jorden, giver hinanden en hjælpende hånd så f.eks en kasseret jukebox pludselig kan virke igen, og danner i det hele taget et fællesskab, der mest af alt ligner noget fra en fortidig folkekomedie. Specifikt kommer jeg til at tænke på miljøet i Harry og kammertjeneren (1961), omend Kaurismäki nok har et væld af andre inspirationskilder – ikke mindst fransk poetisk realisme, hvor kajmiljøer også spiller en kæmpe rolle i f.eks Marcel Carnés Tågernes kaj (1938).
Præcis hvor nostalgisk en film Manden uden fortid er kan måske illustreres med det her eksempel: Den fortidsløse mand får på et tidspunkt overbevist musikerne fra Frelsens Hær om, at de skal lære et nyere repertoire. Han spiller pop-numre fra jukeboxen for dem, og sammen med en kvindelig leder, der hævder at have sunget lidt før, begynder de derefter at spille for resten af filmens verden. Lederen spilles af den legendariske finske sangerinde Annikki Tähti, og f.eks spiller de hendes gigahit ‘Muistatko Monrepos’n’ fra 1955. Så bandet bliver altså bragt op til en tid der er næsten halvtreds år før den tid filmen lader til at foregå i. Det er så moderne de har brug for at blive…
Nostalgi er en kæmpe del af Kaurismäkis filmsprog, hans film er fyldt med gamle biler, gammel musik, gammelt tøj. Men sjældent er det så enkelt som her, hvor en verden stykket sammen af gamle film og gammel musik, hvor gamle dyder hersker, stilles op som modbillede til en moderne verden af vold og bureaukratisk ligegyldighed. Det er ret overraskende hvor decideret onde og inhumane de voldelige bøller fra filmens start er skildret, med deres læderjakker og nærmest punkattituder. Kaurismäki plejede selv at være punk, hans film kunne syntes præget af nihilisme, hans karakterer tog gerne voldeligt hævn over samfundet i film som Forbrydelse og straf og Hamlet Goes Business, og læderjakker var der især mange som gik i. Men her er nihilismen skildret som fuldstændig afsporet og inhuman, sat overfor de jævne finners godmodige fællesskab.
Jeg har set ret komplicerede læsninger af Manden uden fortid. I Nestingens bog beskrives hovedpersonens tilstand som et eksempel på Agambens ‘homo sacer’, mennesket helt uden rettigheder. Thomas Elsaesser brugte filmen til at beskrive sin teori om ‘double occupancy’, fordi kajboerne indtager et areal som staten i teorien ejer, men i praksis har forladt, hvor de kreerer et nyt samfund baseret på gensidig hjælp. Jeg er ikke sikker på jeg synes filmen fungerer i forhold til de her komplekse filosofiske idéer. F.eks virker hovedpersonen for tryg og passiv og accepterende i forhold til at skulle være en ‘homo sacer’, der af Agamben f.eks bruges om indsatte i kz-lejre. Manden uden fortid slår mig som en meget simpel film, simplere end f.eks Drifting Clouds. Her skaber Kaurismäki som sædvanligt en vidunderlig verden, men han skaber også sprækker af virkelighed i den – det være sig den økonomiske krise der gør parret arbejdsløse, eller krænkelser af menneskerettigheder i Nigeria, der chokerer kvinden – der truer med at rive hovedpersonernes liv itu. Selvom parret til sidst virker som om de har vundet, så er det en sejr der er så surrealistisk, at den ikke føles helt betryggende. Manden uden fortid forbliver i sin eventyrsverden, selv når politiet smider hovedpersonen i fængsel, for så dukker der en genial advokat fra Frelsens Hær op og sætter tingene på plads. Det er på den led måske den mest feel good film Kaurismäki nogensinde har lavet.
Og egentlig tror jeg nok meget, at det var derfor den blev så populær. Der er godt og ondt i den. Der er umanerligt lune scener, svøbet ind i nostalgi. Der er skønne billeder fra havnen i Helsinki i sommervejr. Og selvom plottet med hukommelsestab åbner for et væld af dilemmaer og traumer, så løser det meste sig på tilfredsstillende vis undervejs. Jeg tror egentlig bare det er det. Det gjorde filmen til et kæmpe hit i 2002, men jeg ved ikke hvor stort dens efterliv har været.
Kaurismäki er heller ikke så god til at være feel good. Der skete alt muligt i Cannes. Og da han blev nomineret til en Oscar, så nægtede han at tage til USA til ceremonien, i protest mod den invasion af Irak som USA forberedte på netop det tidspunkt. Hele fortællingen rundt om Manden uden fortid er en del mere besk end filmen i sig selv. Det klæder den lidt. Og det klæder som regel også Kaurismäkis film med lidt flere modhager.