Palmesøndag del 395
(Banel e Adama, Ramata-Toulaye Sy, Senegal
Cannes 2023)
Ramata-Toulaye Sy skriver sig ind i afrikansk filmhistorie på ret opfindsom vis. Hun blander stilarter og epoker, og leger med klichéerne. Som James S. Williams skriver i Ethics and Aesthetics in Contemporary African Cinema, så er der nærmest ingen større filmisk kliché end Afrika som ørken-kontinentet, som evig varme, og knastørre landskaber, hvor intet kan gro. Hvisken i støvet – Banel & Adama ender med at handle om en tørke, og filmen åbner med et billede af en sol. Men der er noget mærkeligt over den sol, den ligner ikke nogen helt almindelig sol. Der er en plet indeni. Og det billede leger den debuterende instruktør med hele vejen igennem.
Sådan er det med Banel & Adama, den ligner faktisk også rigtig meget andet, og ikke mindst en stor bunke klichéer. Men når man kigger nærmere efter, så er der hele tiden noget mærkeligt ved den. Så den ender med at virke særdeles original, og ret så herlig.
Kort fortalt handler Hvisken i støvet om det unge ægtepar Banel og Adama, der forsøger at balancere deres kærlighed med krav og hensyn fra det traditionsbundne samfund de befinder sig i. Omend til at starte med passer de to ting nu sammen: Banel var først gift med Adamas storebror, men da han kort før filmens start er druknet i en ulykke, så bliver de to unge elskende gift med hinanden, i et samfund hvor ægteskaber ellers som regel bliver baseret på fornuft og slægtsmæssige bånd. Banel og Adama drømmer om helt at melde sig ud af det samfund, at udgrave to mystiske huse, der er blevet dækket til af sand, og at flytte derind og starte egen familie. Men Adama tilhører også høvdingeslægten, så han burde egentlig i stedet tage sin rolle i lokalsamfundet på sig. Men det vil han ikke. Er det derfor området pludselig bliver så hårdt ramt af tørke?
Det med den måske overnaturlige tørke, og det med de meget strenge traditionelle regler og roller, det får Hvisken i støvet til at minde om en gruppe film fra firserne, fra lande som Mali og Burkina Faso, der satte fokus på fortællinger fra det præ-koloniale Afrika, fortalte dem som var det myter eller sagaer, og skabte nogle store Cannes-successer som Souleymane Cissés Yeelen, der vandt Jury-prisen i 1987, eller Idrissa Ouedraogos Tilaï, der vandt den endnu finere Jury Grand Prix i 1990. På det seneste har de afrikanske artfilm jeg har set mere været præget af surrealistiske genre-elementer som det man kan finde i de populære Nollywood-film f.eks, så det virker ret forfriskende, at Ramata-Toulaye Sy genopfinder en ældre stil. Især fordi hun gør det med så meget legende overskud.
Legende overskud, det er der også over æstetikken. Der, hvor jeg virkelig måtte overgive mig, det var ved et flot lille billede af en død flue i en stor klat af spyt. Fordi Banel har spyttet på den, tydeligvis i noget tid. Det er egentlig ret flot, men det er samtidig også enormt ulækkert. Det er lige lidt twistet, lidt forkert. Det er mest af alt bare en virkelig sjov idé. Sådan er der rigtig meget, som er i Hvisken i støvet. De første scener, hvor Banel og Adama vogter kvæg sammen på en frodig græsmark, minder nærmest om sen Terrence Malick i beskrivelsen af et pastoralt paradis. Der er et klip hvor der zoomes på den velkendte Vertigo-måde, omend den præcise udførelse af effekten måske minder mere om Jaws. Der er computer-effekter, som altid ser forvrængede og skæve ud (omend det muligvis bare er pengemangel). Der er til tider genskin fra solen på linsen, som JJ Abrams også plejede at gøre det i f.eks Star Trek filmene.
Det hele er så visuelt legende og opfindsomt, at det minder om en helt anden klassiker fra Senegal: Touki Bouki fra 1973 af Djibril Diop Mambéty. Sammen med Med Hondos Soleil Ô (1970) virker det som en anden afrikansk filmtradition, tydeligt inspireret af Nouvelle Vague, en lille tradition som i øvrigt får mere og mere opmærksomhed i vore dage. Hvisken i støvet har meget af det samme, omend den nærmere end Nouvelle Vague minder om legesyge auteurs som f.eks franskmænd som Bertrand Bonello og amerikanere som Kelly Reichardt. Det føles helt utrolig frit og legende. Ramata-Toulaye Sy lader sig ikke nøjes med én tradition, men blander firserne og halvfjerdserne sammen, ligesom hun låner/stjæler med arme og ben fra både kunstfilmen såvel som Hollywood klassikere. Og mixer det hele sammen til sit helt eget hele, hvilket får filmen til at hænge sammen, også selvom plottet går nogle svinkeærinder i ny og næ, og i øvrigt indeholder nogle ret voldsomme twists, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal sige til. Der er en præ-moderne moral på spil, vil jeg sige.
Jeg har helt sikkert en tendens til at se film fra afrikanske instruktører som udtryk for ‘afrikansk film’, mens f.eks en Scorsese-film er en Scorsese-film. Men det skyldes i høj grad, at der er så få ressourcer i afrikansk film, at de fleste instruktører ikke når at lave så forfærdelig mange film. En debut-film som Hvisken i støvet får mig til at drømme om, hvad Ramata-Toulaye Sy kunne levere i film nummer fire-fem stykker. Hendes stil er så åben, hendes fortæller-gen så egensindigt – jeg elsker f.eks den lille myte om en fisker og nogle sø-monstre, som kommer forbløffende tidligt i filmen, hvor man nok egentlig burde bruge sin tid på at få fortalt de fundamentale rammer for filmen – at jeg tænker hun kunne finde på nærmest hvad som helst. Men jeg frygter selvfølgelig, at hun ikke får lov, for selv Mati Diop måtte vente fem år på at følge op på mesterværket Atlantics.
Det er enormt ærgerligt. Også fordi Hvisken i støvet er en virkelig sær film, og her hjælper flere film fra en instruktør altid med til at få hånd om hele projektet. Men i sig selv er Hvisken i støvet en af de mest spændende debutfilm jeg har set i år, og noget af det mest nye og spændende der blev serveret i Cannes i 2023.