‘PC Music’. Navnet på et pladeselskab, og samtidig navnet på den mest provokerende mikro-genre fra 2014. Art-school gøglet pop-electro, men åbenbart konceptuelt, hvilket folk enten elskede eller blev enormt indebrændte overfor. Hittet hed ‘Hey QT‘. Der findes rigtig mange konceptuelle mikro-genrer – aqua-punk, vapor-ware – og jeg fatter aldrig rigtig hvad det går ud på. Rigtig meget med internettet. Men for et par uger siden fik jeg Hey QT på hjernen. Så begyndte jeg at høre deres compilation-album PC Music vol 1, der udkom for et par måneder siden, og hvor denne sang er sang nummer et. Jeg elsker den her sang, og jeg begyndte at tænke, at jeg måske alligevel var fan af PC Music. Men så skete der noget de sidste par dage, som fik det hele til at gå rimelig meget amok.

Sangeren GFOTY (kort for GirlFriend Of The Year) deltog i en artikel på Vice’s blog, hvor hun beskrev en engelsk festival via iMessage’s. Det er en forfærdelig artikel sådan som den er nu, en gang ligegyldigt ‘smart’ pis, men når man så kommer ned til enden af artiklen står der: GFOTY is worse than the worst Kardashian (Rob) but sometimes she gets too much. Part of this conversation has been taken out because it’s fucking awful. It shouldn’t have been published in its original version. Det der blev redigeret ud var den her bid: I saw a tribal band play on the main stage. I think they were covering Bombay bycicle club / Bombay bycicle club blacked up. Dem hun så var Toumaini og Sidiki Diabeté. Selvom det tydeligt var ironisk, så var der ret mange sorte mennesker, der ikke brød sig om at blive kaldet ‘blacked up’, selvom sangerinden selv syntes hun var sjov. Det syntes hun så heller ikke selv:

PC Music var heller ikke tilfredse, og tweetede: We are extremely disappointed by the completely inexcusable comments made by GFOTY. En typisk shitstorm, måske, men når man i forvejen bliver beskyldt for at være en joke-udgave af en musikform hvis pionerer hovedsagligt er sorte eller hispanic – og queer, for øvrigt – så er det ikke så vanvittig smart at joke med den slags. Kunstneren Lotic satte fingeren på det ømme sted i går:

Der er en del som er ‘problematisk’ i hans tekst, f.eks. en opdeling mellem ‘genuine expressions of emotions and feelings’ og ‘a way to explore a concept’, som lidt bliver til en opdeling mellem sort og hvid musik. Hvilket igen hurtigt bliver til en idé om, at sorte mennesker ikke kan tænke over musikken, når den ryger igennem de racistiske strukturer der styrer også think-piece industrien. Men den her del talte til mig: ‘there is absolutely nothing surprising about either incident to anyone who has a real investment in protecting these spaces, to anyone who NEEDS these spaces in order to survive. not monetarily but NEEDS in terms of staying sane, in terms of exploring themselves, in terms of being free and escaping the world and the status quo, even if just for a night.’  Det er her, jeg føler mig ramt. Jeg skriver om kronoper som den del af et stykke kultur, som taler til mig, men er jeg virkelig den mest interessante person at tale til?

Every Night taler til mig. Måden stemmen er klippet sammen på i hook’et, måden synth-linjerne stiger underneden. Det siger mig rigtig meget, men det siger mig mere om musik, end det gør om mig selv. Forvrængede kvindestemmer har i housemusikken været en måde at omfavne seksualitet, ekstase, kønsforvirring. Her tager Hannah Diamond det ind i en lo-fi kontekst, hvor det lyder så rigtigt som kompositorisk redskab, at det skygger for hvor ‘forkert’ det lyder som kvinde-stemme. Det får mig til at tænke, at alle sange kan bruge opklippede kvindestemmer som kompositorisk redskab, og ikke bare nogen der har lyst til at sige noget subversivt om køn. Men er det et fremskridt? Og synthlinjerne, de stiger præcis som de gjorde i de der euro-dance-numre, som jeg hadede i sluthalvfemserne. Nu kan jeg lære at acceptere dem. Men er det et fremskridt, at det skal gå af den omvej? Og nummeret er fedt, fordi det lærer mig – og forhåbentlig jer? – at acceptere andre slags musik, men det tager jo så samtidig rigtig meget opmærksomhed for tiden, netop fra den musik den skulle virke som ‘gateway’ frem til.

I torsdags dansede jeg mine sko i smadder. Bogstavelig talt, da jeg kom hjem var min venstre sko i tre stykker. Efter en lang dag med arbejde, hårdt og stressende, efter en lang aften med druk, fjollet og pinligt, kom jeg ud på et dansegulv, og fik danset det hele ud af kroppen. Som i gamle tribal-kulturer, at hoppe op og ned, sammen med andre der hoppede op og ned, var ganske spiritistisk, som under en seance kom jeg af med al stress og angst og alt andet skidt i kroppen. Jeg gik hjemad, lykkelig, hopppende på et ben så meget jeg kunne. Selvom jeg er sådan relativt kedelig og majoritets-agtig når det kommer til identitets-spørgsmål – ‘relativt’ – så har jeg stadig brug for musik jeg kan danse til. For tiden danser jeg til PC Music, og især ‘Every Night’. Det må i undskylde. Men det føles så godt…