Millenium Mambo

Palmesøndag del 501
(千禧曼波, Qiānxī mànbō, Hou Hsiao-hsien, Taiwan
Cannes 2001, Teknisk Grand Prix (Tu Duu-chih, Lyd))

Hou Hsiao-hsien havde nogle ret vilde firsere. Han debuterede i firserne, blev efter et par år bannerfører for den taiwanesiske nybølge, så bølgen gå i sig selv igen, og genopfandt derefter sin stil med den kunstnerisk såvel som politisk skelsættende A City of Sadness.

Hans halvfemsere var nærmest endnu mere vilde. Først samlede han trådene i sit virke i mesterværket The Puppetmaster, der nærmest var en kulmination på alt han indtil da havde lavet. Så skiftede han stil og eksperimenterede i et par film, inden han endnu en gang samlede alle de nye tråde i Flowers of Shanghai, der endnu engang føltes som en kulmination.

Hans nullere var ikke helt lige så vilde. Fire film blev det til, og de stikker lidt i øst og vest. Det er alt sammen nogle lidt mærkelige projekter, der blev finansieret rundt omkring, og to af dem foregår simpelthen uden for Taiwan. Han hverken genopfandt sin stil igen, eller samlede flere tråde til mesterværker. Jeg kan meget godt lide dem, men han var på et andet niveau i halvfemserne.

Millenium Mambo gør dog noget andet, og er en af mine yndlings Hou Hsiao-hsien film. Her forsøgte Hou endnu engang at skildre nutidens ungdom i Taiwan, et tilbagevendende fokus for Hou, der sjældent resulterede i hans bedste film. Og jeg ved heller ikke, om det reelt lykkedes at lave et troværdigt generationsportræt med Millenium Mambo. Men selvom det meget er kombinationer af idéer fra tidligere Hou film, så skaber måden han sætter dem sammen på denne gang noget helt magisk.

Ifølge James Uddens bog No Man an Island – The Cinema of Hou Hsiao-hsien skulle Millenium Mambo have været et hypermoderne projekt: Der skulle laves fem film, alle sammen filmet på digital, og de skulle lægges op på en internetside, og folk skulle have lov til selv at klippe deres egne film sammen af det. Og så skulle der klippes en ny version sammen af det hele i 2011, når emnet var kommet lidt på afstand (i parentes bemærket lyder det lidt Dogme-projekt agtigt, og minder da især om Dogmebrødrenes ret glemte D-dag projekt. Der var noget med de her interaktive projekter omkring årtusindskiftet). Det løb dog ret meget i vasken, der om kun én film ud af det, og Hous faste fotograf Mark Lee Ping-bing fik ham overtalt til at filme på film i stedet, da han mente det paradoksalt nok ville være for dyrt at få efterbearbejdet de digitale optagelser, så de kunne vises i biografen. Så i sidste ende ligner Millenium Mambo ret meget de fleste andre Hou Hsiao-hsien film fra Good Men, Good Women og frem.

Plottet minder også rigtig meget om særligt Good Men, Good Women. Vicky (Shu Qi) er en ung kvinde i Taipei, der mestendels driver rundt i nattelivet, og sidder fast i forholdet til en ung mand. Men hvor det i Good Men, Good Women skyldtes at den unge kvinde Liang Ching var traumatiseret efter mordet på hendes ekskæreste, så sidder Vicky fast i forholdet til Hao-hao (Duan Chun-hao), fordi han er et kontrollerende og manipulerende røvhul. Han har saboteret hendes uddannelsesmuligheder, isolerer hende fra andre, og bliver rasende, hvis hun så meget som foretager et telefonopkald han ikke ved, hvad er. Læg dertil den typiske livstil hos ‘Generation E’ med club-besøg til sent om natten og diverse stoffer oveni, og så har Vicky virkelig ikke plads til meget andet i sit liv. Men hun forsøger at komme væk fra Hao-hao, og der er dels den ældre og flinke Jack (Jack Kao) som er interesseret i hende, men som dog har nogle ret farlige gangster-forbindelser. Og så er der en japansk bekendt, som måske kan hjælpe hende med at komme til et helt andet land.

Æstetisk er der lidt den samme fornemmelse som i Goodbye South, Goodbye, at der bliver prøvet rigtig mange idéer af i Millenium Mambo, uden at det er meningen, at det skal samle sig i en helt ny stil. Men der er dog intet så mærkeligt som de forvrængede eller mærkeligt farvelagte klip, som Goodbye South, Goodbye flød over med. I stedet er det meget nogle lidt ældre idéer, som Hou støver af og putter ind i sin film. De fleste klip er stadig meget lange, men overhovedet ikke som i Flowers of Shanghai. Der er en sexscene, hvor der er noget blikende modlys, som får det til at se lidt småpsykedelisk ud. Der er en voiceover, som skal forestille at være Vicky, som ser tilbage fra 2010, hvilket får den til lidt at føles som de biografiske film Hou lavede tidligt i sin karriere. Det stritter lidt i øst og vest.

Men et par ting får filmen til at hænge virkelig godt sammen. For det første er der soundtracket. Der er naturligvis meget techno i Millenium Mambo, hvilket kunne være rigtig skidt, men musikken er brugt lidt som det var i Flowers of Shanghai, og komponist Yoshihiro Hanno er også igen med til at lave en del af musikken. Technoen er meget som en puls, der ligger konstant under historien, bliver som i Flowers of Shanghai ikke så meget brugt til at understøtte følelserne, som til at skabe en hypnotisk fornemmelse. Det fungerer helt fantastisk. En anden ting, som fungerer helt fantastisk, er fornemmelsen visse steder af åndehuller, eller mulige rum af frihed, i den ellers så klaustrofobiske fortælling. Der er ret meget brug af slow motion, f.eks i åbningsscenen hvor Vicky går på en bro og kigger sig over skulderen på kameraet, hvor billederne sammen med en ofte nærmest shoegaze-agtig electronica skaber noget helt særligt. Og så er der billederne fra Japan.

Åh, hvor jeg elsker billederne fra Japan! Dels er der nogle klip fra en lille snedækket landsby, som dels i sig selv er helt utrolig smukke, men som også står i så skærende kontrast til det højteknologiske og klaustrofobiske Taipei, at det virkelig slår hårdt. Der er et lige så vidunderligt klip af en ældre japansk kvinde, der laver mad, som ikke rigtig har noget med noget at gøre, men som også skaber en så ekstrem kontrast til det foregående, at det er uforglemmeligt. De billeder hamrede sig fast i hovedet på mig første gang jeg så filmen for år tilbage, og når jeg har genset den har jeg elsket dem lige så højt.

Millenium Mambo er en fantastisk film, fordi kontrasten mellem klaustrofobi og frihed er så enorm. De mange æstetiske idéer samler sig ikke til et hele, så meget som til to kontrasterende æstetikker, som står i modsætning til hinanden. Og egentlig fortjener Hou også ros for fortællingen, som ellers har fået ret meget kritik. Jeg er egentlig ikke sikker på, jeg har set særligt mange arthouse skildringer af kvinder, der bliver udsat for psykisk vold og den her mængde kontrollerende og manipulerende adfærd. På typisk Hou-facon har filmen ikke noget konventionelt plot med årsag og virkning, hvilket man godt kan slå sig på, for det bliver ikke gjort særlig klart, hvordan Vicky bliver påvirket af Hao-hao. Men jeg er ikke sikker på, at det er et urealistisk portræt af, hvor meget man kan tage skade af at blive udsat for det Vicky gennemgår, og hvor svært det også er at komme væk derfra.

Det er dog stadigvæk en lille smule mærkeligt, at Hou igen skildrede Taiwans unge mænd som enten manipulerende og uduelige eller som småkriminelle, og at det er Japan, som er skildret som stedet for frihed. Præcis hvorfor han ikke kunne lave et positivt portræt af nutidens Taiwan, det er egentlig lidt mystisk. Det blev så meget desto mærkeligere i 2003, hvor Hou lavede Café Lumière. Den var produceret for japanske penge, og skulle fungere som en hyldest til den store japanske instruktør Yasujirō Ozu, der ville være fyldt 100 det år. Og det er det mest empatiske og nuancerede portræt af moderne ungdom som Hou havde lavet i… årtier, nærmest. Eneste unge person der bliver beskrevet negativt? Hovedpersonens taiwanesiske ekskæreste. Som åbenbart er en klovn…

Hous film fra nullerne fandt ikke rigtig en ny stil, og som samlet hele blegner de lidt i forhold til firserne og halvfemserne. Det er meget opsummeringer og gentagelser, og idéer sat sammen på nye måder. Men i Millenium Mambo blev det alligevel til et hovedværk. For den nye måde Hou satte de klaustrofobiske scener sammen med de euforiske åndehuller skabte en af mine yndlings-film.

Serien om Hou Hsiao-hsien begyndte med The Puppetmaster