Palmesøndag del 378
(Pacifiction – Tourment sur les îles, Albert Serra, Frankrig
Cannes 2022)
Filmsproget er så mærkeligt. Man kommunikerer ved hjælp af billeder, ved hjælp af skuespil og dialog, naturligvis, men også ved hjælp bare af ting som landskaber, rum og natur. Og meningen opstår ofte først når det bliver klippet sammen. Derfor kan man klippe nogle virkelig mærkelige udsagn sammen, hvor man til sidst ikke rigtig ved, hvad der bliver sagt.
Tag f.eks Albert Serras Pacifiction. Den begynder og slutter med det samme. I filmens første scene ser vi en båd med soldater ankomme til Tahiti, og til sidst ser vi nogle soldater gå tilbage på en havn, ned i en båd, og sejle væk. Fordi de to scener indrammer filmen, så føles det som et statement om, at hele filmen faktisk har handlet om de her soldater. Det er som om alt det mærkelige der er sket i de to timer og femogfyrre minutter filmen har varet, skyldes at de her soldater har været her. Men det er reelt ikke blevet sagt, det er bare fordi de to scener mimer hinanden, og så fylder hjernen selv ud.
Men faktisk er der en enkelt scene efter soldaterne er taget af sted. Her ser vi dem i deres båd, mens deres admiral fortæller dem om deres planer. Men det er som om der er gået noget tidsligt i stykker. Scenerne op til slutscenen foregik en lang nat, som langsomt blev til morgen, men efter soldaterne rejser væk igen, så er det pludselig blevet nat igen.
Sådan er det med film. Man kan skabe mening, hvor der ingen er, ved at f.eks lade scener spejle sig i hinanden. Og man kan underminere mening ved f.eks at springe i tid og rum, på måder som vores hjerne ikke kan få til at give mening.
Pacifiction er en rigtig mærkelig film, særligt fordi Albert Serra er blevet så god til at arbejde med mening. Det er reelt ikke en film, hvor der sker særligt meget, men det antydes at der sker meget mere, og filmsproget skaber så mange flere meninger, at det kommer til at føles som en episk thriller om godt og ondt. Selvom det muligvis bare handler om en paranoid bureaukrat, der holder for mange møder.
Catalanske Albert Serra kan virkelig få meget ud af meget få filmiske virkemidler, måske fordi han kommer fra den aller langsommeste og lavbudgetterede filmkunst, så det egentlig er et mirakel han har fået arbejdet sig op i Hovedkonkurrence i Cannes. Honor of the Knights (2006) og Birdsong (2008) var slow cinema udgaver af ikoniske fortællinger, henholdsvis Don Quixote og Bibelens fortælling om de Tre Vise Mænd. Langt hen ad vejen var det mænd, der gik rundt i landskaber, uden det store plot, og med brug af amatør-skuespillere. Meget små armbevægelser, men når f.eks de tre mænd kom til en stald, og kastede sig ned på jorden foran en kvinde med et lille barn, så var der på en eller anden måde en styrke i det. Med meget få virkemidler, ved at læne sig op af ikonografi, skabte han ret vellykkede film for ingen penge og nærmest uden plot.
Gennembruddet Story of My Death (2013) baserede sig på Casanovas selvbiografi Story of My Life, skildrede hans flugt fra den Franske Revolution, men inddrog selveste Dracula, så der blev dobbelt op på ikoniske figurer. Story of My Death vandt Guldleoparden på Locarno-festivalen, og var første gang jeg blev opmærksom på ham. Filmen er stadigvæk slow, men der er brugt flere penge på kostumer og kulisser, og der er mere plot med. The Death of Louis XIV (2016), der blev vist på Cannes uden for konkurrence, er hans helt store mesterværk i min bog. Plottet ligger i titlen, vi følger solkongen, spillet af kongen af fransk film Jean-Pierre Léaud, mens han forfalder og afgår ved døden, trods en stor indsats af landets bedste læger. Super simpelt plot, som af logiske grunde bliver fortalt langsomt, skaber en hypnotisk og ekstremt tankevækkende film. Helt omvendt er Liberté (2019), der følger en række libertinere på flugt fra den Franske Revolution, mens de opfører sig libertinsk i en skov, med en række sexscener til følge. Den fik jeg ikke meget ud af, udover at den tematisk spillede sammen med hans tidligere film.
For hvad er det Serra har fokuseret på? Film om riddere, om konger, om adelsfolk, om libertinere, men gerne i krise. Gale Don Quixote, tre konger, der skal hylde deres overmand, Casanova og libertinere på flugt fra revolutioner, en solkonges død. Serra dyrker lige dele det ekstravagante og det forfaldne, elsker sine adelige og intellektuelle karakterer, men har blik for at de blot er mennesker med privilegier. Alt det tager man med til Pacifiction, selvom det er en helt anden slags fortælling.
Pacifiction er Serras første film, der foregår i nutiden. Derfor er hovedpersonen Monsieur de Roller (Benoît Magimel) heller ikke adelig, men politiker. Han er højkommisær på Tahiti, den øverste repræsentant for den franske stat i Fransk Polynesien. Hans job lader til at være ret ligetil, meget noget med at holde taler, hænge ud på natklubber, hjælpe en portugiser der har mistet sine papirer, sørge for at f.eks de franske præster ikke blander sig for meget. Men en dag hører han rygter om, at den franske stat vil genoptage atombombeprøvespræninger i området, som ellers var stoppet i 1995. Og rygterne siger også, at det er derfor der er så mange franske soldater i området for tiden. Og så begynder en halvhjertet opklaring at tage form, hvor de Roller kigger på havet i kikkert, holder møder, efterhånden bliver mere og mere paranoid. Men en række surreelle scener gør plottet meget svært at stykke sammen, og langt hen ad vejen handler Pacifiction, som de fleste andre Serra-film, om stemning og atmosfære.
Der er en enkelt monolog fra de Roller, som er blevet relativt kendt fra filmen: ‘Politik er som en natklub […] Det er en fest med djævelen.’ Sådan begynder han, og snakker herefter om en evig fest, hvor folk bliver blændede af lyset, af nærvær med andre vigtige personer, så meget at alt andet forsvinder, at virkeligheden går itu, tid og rum opløses. Egentlig er det det, som sker i Pacifiction. de Roller fortaber sig så meget i ‘politik’, i evindelige taler og fester og møder, at hans verden begynder at gå itu, alt imens planer om atombombeprøvesprængninger bliver aftalt på et meget højere niveau. Rigtig meget af filmen kan forklares med den metafor, f.eks førnævnte slutscene, hvor det er som om noget tidsligt er gået i stykker. Men det er stadigvæk som om der foregår meget mere.
Pacifiction dyrker naturen, særligt i ovenstående scene, der pludselig bare handler om bølger i et par minutter. Det er filmens absolut bedste scene, øjeblikke af noget ekstremt sublimt, der fuldstændig river den indviklede politiske fortælling fra hinanden. Læg også mærke til musikken, der antyder at der foregår noget mørkt og vigtigt her. Musikken kommer ind i flere scener, altid som om den understreger, at her sker noget vigtigt, selvom det sjældent er helt tydeligt hvad det er. I en anden helt sublim sekvens tændes lamperne på en fodboldbane, ligesom det begynder at regne, og de Roller står og stirrer på en anden karakter. De Roller er som altid i hvidt, hans modstykke er altid klædt i sort, og det er filmet lidt som en western. Godt og ondt i stirrekonkurrence. Men der sker intet, og reelt er det bare to mænd, der er fanget i en regnskylle. Stadigvæk, de filmiske virkemidler antyder noget større.
I 2013, i forbindelse med Story of My Death, blev Serra interviewet til Senses of Cinema, hvor han i parentes fik sagt ‘my films will never be in competition in Cannes‘. Det kom de så altså ni år senere. Serra blødte bestemt en del op, begyndte f.eks at arbejde med professionelle skuespillere som Magimel, selvom han havde pralet af ikke at ville gøre det, lavede film om nutidige problemer, med en del mere plot end tidligere. Men Pacifiction er stadigvæk 2 timer og 45 minutters mystisk vandring rundt på Tahiti, med et billedsprog, der dels er umiddelbart slående, dels er så blødt og pastelfarvet som var det en soft core porno fra halvfjerdserne. Det er virkelig eksperimenterende af en film i Cannes Hovedkonkurrence at være (desværre).
Selvom jeg stadigvæk mener, at The Death of Louis XIV er Serras mesterværk, så er Pacifiction også sin helt egen særlige skabning. Som ingen andre film i konkurrence det år tør den bruge filmsproget til at forvirre, til at udfordre, til at underbygge dialogens komplekse metaforer. Og samtidig indeholder den øjeblikke af det sublime. Serra er stadigvæk film som en fundamentalt anderledes størrelse end Ruben Östlund, Lukas Dhont, Hirokazu Kore-eda, og alle de andre skabere af mere eller mindre humanistisk realisme, der nærmest har monopol på Cannes-konkurrencen i de her år.