Afsnit 3 er dér hvor Matador for alvor begynder at spragle. Der begynder dels at være så mange karakterer, at det er helt svært at finde rundt i det. Men nu begynder serien også at stole på, at de mange bi-karakterer kan bære sin del. Det ser man virkelig tydeligt fra afsnittets start, hvor vi ser Røde på jernbane-stationen, til han får øje på Jørgen Varnæs. To karakterer, som lige knap hører til de centrale – i hvert fald ikke endnu – men som vi alligevel allerede kender godt nok til at se nuancerne i deres sammenstød, hvordan f.eks. Røde nyder at have autoritet over ‘Hr Folketingskandidaten’ for en kort stund. Det leder hen til den første af hvad der nærmest er min yndlings-type Matador-scene: Dem hvor byens beboere mødes på kryds og tværs til et eller andet arrangement. Dels er serien nærmest altid sjovere jo flere karakterer der er med af gangen – f.eks. er det en morsom scene i sig selv at Røde retter på Jørgen Varnæs, men det bliver da meget bedre af at Oluf Larsen og Elisabeth Friis får fyret et par spidse kommentarer af. Men Erik Balling’s instruktion har også en fornem rum-forståelse, hvor karakterernes placering ofte fortæller så meget rent visuelt. Jeg elsker f.eks. øjeblikket hvor Røde træder ind i baggrunden mens Varnæs-familien afleverer deres frakker. Kurt Ravn stiller sig op med en frank positur, der siger alt om hans indstilling til de rige. Og blandt publikum kan vi pludselig se Hr Schwann – og hvilket smil han har på! Det er ironisk nok ham, og ikke en af de mere finere, der vil have Røde smidt ud af mødet, men i Postgården er der adgang for alle.

Jeg skriver meget om rum i serien, men det er vitterlig noget der er tænkt umanerlig meget over. Hvem har adgang hvor, hvem sidder hvor, hvem bevæger sig og hvem bliver hvor de er. I afsnit tre er der to mennesker der forsøger at bevæge sig. Den ene har ventet 42 år på at tage sit store skridt. Men den anden bevæger sig ud over stok og sten, uden at ænse de gamle regler.

For derefter springer vi tilbage til kampen mellem Arnesen og Andersen (Skjern), som for alvor bliver strid. Der er et gevaldigt tempo over de mange, mange vignetter, der alle illustrerer hvordan Mads og Ingeborg kæmper og arbejder for flere og flere penge, mens konkurrenterne overfor virker som paralyserede. Det er til tider nærmest karikeret, som f.eks. i behandlingen af Arnold, den unge lærling, som ender med at skifte arbejdsgiver. Der følger hverken lønforhøjelse eller mere respekt med at han færdiggør sin lærlinge-periode, og i stedet får han floskler om at ‘arbejdet bærer lønnen i sig selv’, og skæld ud for ‘fagforeningssnak’. Der er ikke ret mange af de her vignetter, som er specielt stærke. Omvendt er der unægtelig en energi over det, som jeg ikke kan huske ret mange afsnit har. Måske er det endda unikt, afhængigt som det er af den simplere historie i første sæson. Men krydsklipningen er særdeles effektiv, også når der klippes små klip fra andre steder af byen, som da Arnold’s besøg hos sin mor efter han har sagt op indvarsles med et lille klip fra hendes danseundervisning. Det er egentlig ikke ret relevant – omend det er hyggeligt at se Regitze, Ulrik, og ikke mindst Misse i uvante omgivelser – men det gør afsnittet mere uforståeligt, sværere at følge med i, hvilket jo så paradoksalt netop gør det lettere at forstå den mærkværdige situation hele byen befinder sig i, kastet ud i krise, og med en mærkværdig jyde der pludselig vender op og ned på alting. Det er ret fornemt lavet.

Afsnittets titel, ‘Skiftedag’, henviser ifølge wikipedia til ‘den dato for tyende, specielt på landet, hvor de skiftede ansættelse’, og vi ser en annonce for Skiftedags-rabat hos Tøjhuset. Hr Schwann vrisser vredt at kunderne i Damernes Magasin bestemt ikke holder Skiftedag, og som altid er han en håbløs snob. Men det er da også særdeles friskt, er det ikke? I Tøjhuset er tyende ikke bare velkomne, det slår sig decideret op på at være til for dem og ikke for de andre. Det hylder ‘skiftet’, omskifteligheden, hvor Laura ellers senere i afsnittet forklarer, at for at være fin skal man blive hvor man er. Stilstand er fint, omskiftelighed er ikke fint. Det er et af de afsnit hvor titlen er måske lidt overforklarende, sådan som så mange såvel som så meget skifter i løbet af de halvtreds minutters tid. Men et enkelt skifte gør nu stadig lidt ondt.

Det er naturligvis Hr Schwann, som er afsnittets tragi-komiske hjerte. Han arver, og har muligheden for at ændre sit liv for bestandig, signaleret ved hans skifte fra Jernbanerestauranten til Postgården. I stedet sætter han alle pengene i dødssejleren Damernes Magasin, hvad vi allerede nu kan se er særdeles håbløst. Det er de gamle spilleregler der bryder sammen. I 42 år har han stået stille samme sted, og fået ry for at være en ‘fin mand’. Nu kommer øjeblikket hvor det skal omsættes i status, hvor ham og Albert Arnesen endelig skal blive ‘ligemænd’, som den gamle chef kalder det. Det hjerteskærende for mig er ikke, at Hr Schwann er dømt til at tabe alle sine penge, nej, det er der hvor han står og stirrer følelsesladet op på at skiltet skrives om: ‘Albert Arnesen & Co’. Så meget for ligemænd. Det skær i hjertet, ikke fordi han er ved at miste alt, men fordi han helt reelt havde været tilfreds med at blive ‘Co’ i en afdanket skodbutik, hvor kunderne altid kun pro-forma ville regne ham for en ligemand. Som med Misse, en anden fin figur, der som oftest skildres komisk, så er der et potentiale i historien om Schwann, et potentiale som en gang i fortiden gik tabt i det forældede klassesystem.

Men det ironiske er naturligvis, at Mads, omskiftelige dynamiske Mads, samtidig forsøger at købe sig ind i det gamle klassesystem. Hans insisteren på, at Ellen og Daniel skal i privat-skole, er sin egen form for snobbethed, og det ender med at han giver køb på skifte-mulighederne: Ellen kan ikke komme ind fordi hendes mor er fraskilt, og så ved man jo aldrig om den slags familier bliver boende. Men Mads beroliger hende, han har tænkt sig at gifte sig med Ingeborg, og så skal de nok blive i byen. Allerede i afsnit tre er Mads klar til at sænke tempoet. Klar til selv at blive fin.

Og i øvrigt:

* ‘Nej, der stjæles da ikke i den konservative vælgerforening. Vel Jørgen?’ Minna Varnæs er en undervurderet karakter.

* Jeg er også vild med konsulinden i den scene, hendes ansigtsudtryk da Jørgen taler om kvindens ‘store hellige opgave’. I øvrigt fylder konsulen ikke så voldsomt meget i serien, taget i betragtning af at han spilles af Karl Stegger?

* En sidste pointe fra talen: Jørgen Varnæs taler om kvindekampen, at kvinderne har plads i hjemmet og ikke skal tage mænds arbejde. Men da Mads annoncerer efter hjælp skaffer han hjælp til hjemmet, så Ingeborg har mere tid til at arbejde i forretningen.

* Der er ikke så voldsomt mange historiske referencer i afsnittet. Røde synger om ‘Møgdal’, eller Thomas Madsen-Mygdal, statsminister 1926-1929. Han var netop kendt for sin nedskærings-politik, og for attituden ‘Lad falde hvad ej kan stå.’

Hej Møjdal,
nu må du sgu se at komme af sted.
Har du husket din sabel og din skattebillet?
For ellers så går det jo ikke så let,
at skære folket ned.

* Røde læser også en artikel af Aksel Larsen, selvom han – endnu – ikke er enig i dennes kommunistiske synspunkter. Larsen var på vej frem, holdt i 1931 sin ‘robåds-tale’ (aner ikke hvad det er), og blev i 1932 valgt til folketinget og formand for DKP. Jeg spekulerer på om Røde er blevet jernbane-arbejder efter inspiration fra netop Aksel Larsen.

* Hr Schwann hører Teddy Petersen på Wivex i Tivoli. Ifølge wikipedia spillede Petersen dog ikke der i 1930…

* Vicki tager ind og danser på Arena, som også lå i Tivoli. Det var et hot dansested indtil nazisympatisører bombede det under krigen: https://www.tivoli.dk/da/om/tivolis+historie

* De synger Ma, He’s Making Eyes at Me fra 1921 og Din Mund Siger Nej fra Scalarevyen ‘Rosen Blusser’ i 1925. Relativt ‘rapey’ tekst…

* Boldt, derimod, synger Lyksalig, lyksalig, hver sjæl som har fred, en af Ingemann’s mindre gode salmer. De linjer han synger, ‘Godmorgen, godmorgen sang fuglen mod sky’ findes dog ikke i salmen. Det er måske derfor han ikke kan finde på et rim…

* Men den vigtigste historiske referencer er noget som er sket siden afsnit 2, og som ikke nævnes direkte: Børskrakket i Wall Street og den deraf følgende kriseperiode.

* Matador springer børskrakket over, for Matador er ikke en serie der blot namedropper historiske begivendheder, og engang imellem skal man helt generelt lade være med at tænke over kronologien. ‘Skiftedag’ er 1. Maj, og samme dato står også i avisen som Boldt viser til Hr Schwann, så det er fra den dato og frem at resten af afsnittet foregår, men det slutter jo et godt stykke tid før næste skoleår starter, hvilket vel må være i august. Det giver reelt kun et par måneder. Men jeg er vel ikke den eneste der fornemmer det som langt længere tid?

* Når man tænker over det føles det nogengange som om seriens forskellige historier foregår forskudt af hinanden, hvor én fortælling tager måneder, mens andre tager langt kortere tid. Der er et meget bedre eksempel på dette lige snart. Men det er reelt set ligegyldigt, og nærmere et testamente til hvor stærkt dramaturgisk serien er, at den kan balancere alt så det ‘føles’ rigtigt.

* Der er et øjeblik halvvejs igennem, hvor Aage Holmdal stikker hovedet ind i Baronessens bil og forklarer hvorfor han ikke længere er voluntør i banken – en forklaring som er relativt overflødig for en meget, meget lille karakter, men det er da meget hyggeligt.

* Dræberblikket som Mads sender da han hører, at Ellen ikke kan komme i den private… Ingeborg bliver helt forskrækket, og det forstår jeg sgu godt. Og så hans smil til sidst efter han har givet verdens mindst romantiske frieri… Jørgen Buckhøj spillede sgu godt engang imellem.