Palmesøndag del 399
(Andrew Dominik, USA/Australien
Cannes 2012)

‘America!’ Det er første ord vi hører i Andrew Dominiks Killing Them Softly, en hypervoldelig indiefilm, der åbenlyst forsøger at gøre sig selv mere kunstnerisk ved at postulere dens simple gangsterfortælling i virkeligheden er et portræt af det moderne USA. Og selvom det er ret så postuleret – filmen er baseret på en bog fra 1974, og er bare løftet frem til 2008 uden at ændre så meget, så vidt jeg kan se – så fungerer det egentlig ret godt.

I åbningen er det f.eks Obama vi hører fortælle om USA på lydsiden, samtidig med at vi ser Frankie (Scoot McNairy) gå igennem en mørk gyde, hen mod en lys gade, hvor skrald hvirvler rundt i vinden. Det virker som om han træder ind på en scene, en vindblæst og forhutlet scene, en vision af et moderne storbys-USA. Det bliver helt meta.

Og måske netop fordi Killing Them Softly forbliver så åbenlyst en konstruktion, fremstår den ikke falsk, men i stedet som en australsk instruktørs beskrivelse af USA, da finanskrisen rev landet fra hinanden, og Obama lovede at sætte det sammen igen. Det er ærligt nok. At det så også er mærkeligt og fjollet, det kan man tage med.

At Killing Them Softly er så mærkelig tror jeg skyldes, at det er en meget direkte filmatisering af George V. Higgins’ Cogan’s Trade, altså bortset fra at fortællingen er flyttet næsten 35 år frem. Men ellers er det en ekstremt litterær film. Higgins var kendt for sin dialog, og mestendels består Killing Them Softly af endeløse samtaler, kun enkelte steder afløst af ekstrem vold. Og konstruktionen er også sær.

Unge Frankie bliver hyret af gangsteren ‘Squirrel’ (Vincent Curatola, Johnni Sacks i The Sopranos) til at røve en mafia-relateret spillebule. Det er livsfarligt at lægge sig ud med mafiaen, men denne spillebule er ejet af Markie Trattman (Ray Liotta), der har indrømmet selv tidligere at have røvet sine gæster, så hvis det sker igen vil han få skylden. Så Frankie og hans bekendte Russell (Ben Mendelsohn) kaster sig ud i det, og ganske rigtigt, først er det Trattman, som det går ud over. Men så kommer lejemorderen Cogan (Brad Pitt) til byen, og opklaringen intensiveres.

Efter at jeg havde set fyrre minutter havd Brad Pitt været med i én scene. Og James Gandolfini, rollelistens andet store navn, var ikke dukket op endnu. Det kan virke som falsk markedsføring, at de to stjerner står øverst på plakaten, mens særligt McNairy og Mendelsohn har meget spilletid uden at få så meget opmærksomhed for det. Men det giver i virkeligheden ret god mening. F.eks er bogen som filmen er baseret på jo opkaldt efter Brad Pitts karakter, og den nye titel stammer også fra hans fremgangsmåde: Han slår sine mål ihjel ‘blødt’, uden at de ser det komme, uden at de frygter, lider, græder.

Det er en fin titel, fordi Cogans holdning til drab nærmest er den eneste personlige holdning til noget som helst, der har plads i filmen. Der er noget ekstremt koldt og mekanisk over skildringen af den kriminelle underverden, hvor alt er reduceret til økonomi, og kontrakter på drab udstedes alt efter hvad der er mest økonomisk rentabelt. Mafiaen er et system, og tyve som Russell og Frankie har også deres egen plads i det system. At Russell også har sine egne planer om nye former for kriminalitet bliver der bare rystet på hovedet af, for det leder som regel bare til at man bliver anholdt.

Men Cogan har en personlighed. Og Gandolfinis karakter Mickey har ikke andet end personlighed. Han flyver ind i filmen for at hjælpe med mordene, men er så fastlåst i sine egne ægteskabelige problemer, at han ikke kan andet end drikke og have sex og brokke sig. Det er et bemærkelsesværdigt afbræk, i et par scener bliver filmen pludselig til et karakterdrama mellem Cogan og Mickey, to larger-than-life karakterer, gestaltet af to af tidens bedste amerikanske skuespillere, og de overtager fuldstændig filmen. Hvilket jo er noget værre noget, for der er folk der skal slås ihjel, så hastigt bliver det subplot lukket ned igen.

Jeg kan virkelig godt lide den drejning. At personlighed er et minus. Ingen må kende hinanden i det her system, venskab er et minus, at komme for tæt på hinanden betyder blot at man kan blive stukket i ryggen. Hvilket egentlig er et ret typisk Dominik-tema, som jeg aldrig tror har udmøntet sig mere interessant end det gør i Killing Them Softly.

Dominik har to tematikker: Vold og berømmelse. Hans debutfilm Chopper (2000) handlede om den virkelige gangster Mark ‘Chopper’ Read, der blev kendt via sine selvbiografiske bøger. Dominik er nok mest kendt for opfølgeren The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007), hvor Brad Pitt spillede den kendte outlaw, der efterhånden ikke kunne gemme sig mere, og som blev likvideret af den unge Robert Ford, der håbede på selv at blive berømt.

Killing Them Softly handler mere om vold, men derefter gik Dominik den anden grøft, og har siden da kun lavet film om kendte. De to dokumentarer om Nick Cave er ret vellykkede, særligt One More Time With Feeling (2016), der også dykker ned i traumet efter Caves søn døde i en faldulykke, mens This Much I Know To Be True (2022) er en mere konventionel koncertdokumentar, hvor stjernen Nick Cave fylder mere end mennesket bag. Samme problem fandt jeg i Dominiks nylige Blonde (2022), hans biopic om Marilyn Monroe lavet til Netflix, der var overfladisk, plat spekulativ, og stiliseret på den efterhånden så typiske og forudsigelige Netflix-måde, at det på mig virkede som en komplet fiasko.

Både The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford og Blonde kan siges at have været fiaskoer, den første fejlede ved billetlugerne, mens den anden var hurtigt glemt som streaming-content. Men de har fået mere opmærksomhed end Killing Them Softly, der lader til at være Dominiks største kommercielle hit. Hvilket ikke siger så meget, men den tjente da sig selv hjem. Den fik ufattelig dårlig publikums-respons, måske fordi Pitt er så lidt med i filmen, volden er ubehagelig, og slutningen er utrolig abrupt. Men en del så den faktisk.

Det er så absolut heller ikke nogen dårlig film. Volden er hyper-stiliseret, med slowmotion og voldsom klipning, men det giver også mening. Det er det vi ser de her genre-film for, og det er på én og samme tid det centrale ved mafia-miljøet, samt noget som karaktererne forsøger at afdramatisere så meget som muligt. Og det er faktisk ret originale stiliseringer af vold, hvilket efterhånden er ret svært post-Tarantino.

Mestendels kan jeg godt lide koblingen til 2008, og hvor let den er lavet. Begivenhederne er bare hele tiden i baggrunden, taler fra Obama og McCain, nyhedsudsendelser om finanskrisen, med desperate udmeldinger fra George W. Bush. Det er en ret sjov måde at gøre det på. Så kan man selv tænke videre over parallellerne mellem krisen i mafiaøkonomien, og i den amerikanske økonomi.

Men det minder mig også lidt om den måde Safdie-brødrene brugte en virkelig basketball-kamp på i deres Uncut Gems, som trods alt må siges at være en noget bedre film. Og når man sammenligner Killing Them Softly med senere indie-film, så virker den allerede lidt bedaget. Den har ikke den æstetik vi forbinder med A24, den lethed og energi som studiet har opdyrket, der vel nærmest definerer den amerikanske indiescene for tiden. Dermed kommer Killing Them Softly nærmest til at virke som en blindgyde i indie-historien, og som en lille glemt perle. Det er ikke nogen stor film, men den virker nu så sær, at jeg rigtig godt kan lide den.