Palmesøndag del 17
(Przesłuchanie, Ryszard Bugajski, Polen
Cannes 1990, Bedste Skuespillerinde (Krystyna Janda))
Som jeg har nævnt før, så valgte jeg at skrive om Cannes 1990 først og fremmest fordi det var året med færrest nominerede. Jeg tænkte ellers ikke der var noget specielt over året. Men hvis nu man tænker lidt historisk, så er det ret åbenlyst at 1990 var noget særligt. Året efter 1989. Jeg tænker det ikke var helt tilfældigt, at hele fire ud af atten film i hovedkonkurrencen var fra Østeuropa. Ikke nogen rekord – i 81 var hele seks af konkurrence-filmene instrueret af østeuropæere – men bestemt i den høje ende. 1990 lader bestemt til at have været et godt år for østeuropæisk film, men der var også en anden grund: Forbudte film blev endeligt frigivet efter diktaturernes fald. På Berlin festival 1990 gik Guldbjørnen halvt til Jiri Menzel’s Lark on a String helt tilbage fra 1969, og også Cannes havde en gammel tjekkisk i konkurrence: Karel Kachyna’s Ucho eller The Ear fra 1970. Og så den her, oprindelig færdiggjort 1982, men undertrykt af de polske myndigheder, og cirkuleret som ‘samizdat’ kultur indtil den endelig fik officiel premiere i 1989. Den solgte 477 billetter da den fik premiere herhjemme i november samme år.
Så lad os springe tilbage til Polen i startfirserne. ‘Solidarnosc’, med Lech Walesa som formand, blev grundlagt i september 1980, og var den første uafhængige fagforening i landene bag jerntæppet. Året efter havde den 10 millioner medlemmer. Jeg har selv lidt svært ved at forstå hvor hurtigt tingene skete i den her periode, men et filmisk eksempel kan måske hjælpe på det: Solidarnosc udsprang af en strejke i Gdansk i august 1980, og i maj 1981, blot 9 måneder senere, vandt Andrzej Wajda Guldpalmen for hans film Jernmanden, hvis handling begynder under strejken. Men der var da også grund til at skynde sig. 13. december 1981 indførte det kommunistiske styre militær undtagelsestilstand, og begyndte at slå ned på Solidarnosc. 16. december blev en strejke beskudt og 9 mennesker døde. Pludselig var stemningen en ganske anden. Ryszard Bugajski havde brugt 1981* sammen med sit filmhold på at lave Forhøret, der som titlen antyder omhandler retsvæsenet, hvilket var et ret så kontroversielt emne dengang. Historien siger, at da der blev erklæret undtagelsestilstand skyndte Bugajski sig at begrave en kopi af filmen for at sikre sig, at den ikke blev konfiskeret og destrueret. Da han havde færdiggjort den, og indleveret den til bedømmelse, beholdt han også en kopi selv. Den blev senere lavet til et videobånd, som blev kopieret gentagne gange, og cirkulerede blandt den polske befolkning.
* Second Run, som har udgivet filmen på DVD i England, siger på deres hjemmeside, at filmen blev lavet i 1982, men de siger også at filmen blev lavet inden undtagelsestilstanden, hvilket altså var i 81, så jeg tvivler på de har ret.
Krystyna Janda spiller Antonia ‘Tonia’ Dziwisz, en danserinde, der i 1951 bliver indfanget i sikkerhedspolitiets spind. Efter et skænderi med hendes mand tager to mænd hende med i byen, de drikker og ryger og danser, men da aftenen er slut afleverer de hende i fængsel. Ydmygelsen starter med det samme, da Tonia, bedøvet af druk, bliver afklædt og undersøgt ved indleveringen, inden hun bliver hældet ind i en allerede overfyldt celle. Det er oplevelsen af at ryge igennem systemet der er det afgørende for filmen, selve grunden til at Tonia overhovedet er blevet anholdt står hen i det uvisse: Hun har kendt en mand ved navn Kaz Olcha, som er anklaget for spionage, men selv da han allerede er blevet henrettet fortsætter forhørerne. Der er en kafka’sk logik, der leder fra anholdelse gennem ydmygende forhør og frem mod tilståelsen, og den bliver ikke afbrudt blot fordi den anklagede skulle vise sig at være uskyldig, eller at tilståelsen skulle vise sig overflødig. Filmen er ensporet i første halvdels konstante lidelser, hvilket for nogle måske vil være uudholdeligt, men på den anden side fungerer virkelig stærkt. Håndholdt kamera følger Tonia helt tæt gennem fængslet, giver en indlevelse i hendes frustration og lidelser, men zoomer især i forhørsscenerne ud og observerer hende med systemets objektive, dehumaniserende blik. Det er en stærk filmisk metode, der videregiver den væmmelige følelse som Tonia sidder inde med.
Den 23. april 1982 blev der holdt et rådgivende møde om Forhøret. Der skulle tages stilling til, om den kunne få distribution, eller om den skulle holdes nede. Det var ikke de medvirkende ved mødet der havde magten til at bestemme dette, den endelige beslutning ville blive truffet højere oppe i systemet. Mødet blev transkriberet, og udgivet senere på året i ‘The New Criterion’. Det indgår som ekstramateriale på Second Run’s DVD-udgivelse af filmen, og kan også læses på nettet. Det er virkelig et indblik i et diktaturs angst for kunsten. Problemet er nemlig ikke så meget emnet, for stalinismens forbrydelser var for længst lagt frem. Det er de færreste der forsøger at gå i rette med det historiske aspekt af filmen, altså at det polske kommunistiske regime vitterligt fængslede og torturerede befolkningen mere eller mindre vilkårligt. Men Bugajski’s kunstneriske beskrivelse mener censorerne nu alligevel at de kan slå ned på, den er simpelthen for stærk til at man tør give befolkningen mulighed for at se den. Således siger den regime-venlige journalist Kazimierz Kozniewski: ‘The story of Mrs. Duracz, the story of many other cases, they have not been secret for a long time. But showing this on screen would be shocking, even more so since it’s effect would be so cumulative, compounded.’ Hans kollega Jerzy Jesionowski er enig, og siger at filmen: ‘does not aim to provide a deeper explanation of what has been written on this subject […] Rather, it aims to awaken emotions, to effect feelings as much as possible by limiting intellectual content.’ Det beviser, at blot fordi man er en diktator-venlig medløber, så kan man godt have forstand på film. Forhøret er netop så stærk som den er, fordi den zoomer ind på en enkelt kvindes chokerende oplevelser, og forsøger at ‘vække følelser’ i stedet for at skabe en ‘dybere forståelse’. Problemet kommer lidt i anden halvdel, hvor der går melodrama i den – som også påpeget af flere af kritikerne. Filmen humaniserer en af forhørslederne, Løjtnant Morawski, giver ham en forhistorie i Auschwitz.* Det er som om gassen går lidt af ballonen hen imod slutningen, hvilket på den ene side er synd, på den anden side måske var nødvendigt. Var filmen fortsat i den lidelses-spiral den starter i, så havde den måske været fuldstændig umuligt at se.
* Det betyder så også at Forhøret på samme måde som sidste års store hit Ida er en film, med en hævngerrig jøde som forhørsleder. Jeg ved ikke hvad man skal lægge i dette.
‘Manuscripts Don’t Burn’. Sådan er sloganet i Mesteren & Margarita (eller ihf i den engelske udgave som jeg har læst). Samizdat kultur i Østeuropa er noget af det kunstnerisk stærkeste fra det tyvende århundrede. Men af naturlige årsager har det som oftest haft en rå kant. Bøger som oftest, for de kan produceres billigt. Hvis musik og film er ‘samizdat’, så er det ofte ikke de dyreste, største produktioner. Der er noget helt unikt over en så gennemført lavet film over et så kontroversielt emne som Forhøret. Ikke nok med at den overhovedet blev lavet. Men også at skuespillerne er så gode og semi-kendte – Krystyna Janda spillede med i film af både Kieslowski og Wajda, den senere kendte instruktør Agniezka Holland ses i en lille rolle som kommunist – at perioden er så veludført med rekvisitter og kostumer, at scenografien er så stor og vellavet. Det er virkelig en verden der bliver vagt til live. Samtidig er det på alle måder en tragedie, dels i dens indhold, med de mange skæbner der gik til grunde i kommunistiske fængsler, dels i forhold til Ryszard Bugajski, der godt nok ikke blev anholdt eller på anden vis straffet, men som dog nok alligevel må siges at have fået skadet sin karriere med denne film. Han emigrerede til Canada i 1985 og vendte først tilbage til Polen ti år efter. Ifølge IMDb har han haft succes for nylig med filmene General Nil fra 2009 og The Closed Circuit fra 2013. Men hvad mon der kunne have været sket, havde han fået lov til at bygge videre på den kunstneriske succes med hans debut?
Fortjent Pris?
Krystyna Janda vandt prisen som bedste skuespillerinde, og jeg har svært ved at forestille mig, der var den store kamp om prisen. Hun er fuldstændig suveræn i rollen som Tonia.
Der var som nævnt endnu en ældre, undertrykt film i konkurrence i 1990. Karel Kachyna’s Ucho. For nemheds skyld tænker jeg at gennemgå den med det samme næste uge.