40. Rune Søltoft – The Quasar Center
Der kan være noget vidunderligt over debut-plader, hvor det ikke helt virker som om kunstneren rammer plet i forhold til sin genre. Store dele af The Quasar Center er vidunderlig synth-drevet ambient, a la f.eks Sofie Birch, men så er der også lige et par vokalnumre, hvoraf særligt ‘syre_engel’ er alt for støjende og kantet til at virke i en ambient sammenhæng. Det gør kun pladen mere interessant, som om den trippede rumrejse pladetitlen og numre som ‘Moon etc. I & II’ lover, pludselig bliver afbrudt af en uønsket hallucination. Måske bliver Søltoft med tiden ‘bedre’ til at ramme de genrer han arbejder med. Eller måske har vi at gøre med en kunstner, der dyrker det kantede, det syrede, det akavede. Det er i hvert fald spændende.
39. Kasper Tranberg – Nobody’s Heart
Kasper Tranberg flyttede til pladeselskabet April Records fra det noget mere eksperimenterende ILK med Nobody’s Heart. Og det giver da også god nok mening, når nu han med Frands Rifbjerg på trommer og Nils Davidsen på kontrabas og cello har lavet en plade med covers af standarder og klassikere. Nobody’s Heart ligger dog med sin vidunderlige minimalisme et sted midt imellem de to selskaber. Særligt burde deres udgave af CV Jørgensens ‘En stor dag’ få fast plads på alle late night jazz playlister.
38. V/A – Hypersea
Det lille bitte pladeselskab Rhizome har allerede haft deres udgivelser anmeldt i The Quietus og Pitchfork. Når man lytter til Hypersea, deres anden label-compilation, er det også forbløffende hvor meget en samlet æstetik der findes på pladen, så meget at den i lange stræk virker som om den kunne komme fra en enkelt kunstner. Melankolsk synth, kvindestemmer, field recordings, og overordnede temaer – her Astrida Neimanis teori om ‘hydrofeminisme’, som alle medvirkende fortolker, på andre udgivelser nordjyske klitlandskaber eller Ursula le Guin. På meget lavmælt vis er Rhizome ved skabe en helt særlig lyd, og er ved at blive en af dansk musiks største små succeshistorier.
37. Terminalist – The Crisis as Condition
Terminalist slog sig fast som Danmarks teoretiske trash-band på The Crisis as Condition. Hvor debuten The Great Acceleration baserede sig på fransk Paul Virillios begreb om ‘dromologi’, læren om fart, så var The Crisis of Condition mere omfattende, og trak på alt fra Fukuyama til Mark Fisher i bandets forsøg på at beskrive vore dages hærgede samfund, hvor krisen synes permanent. ‘Dromokratiet’ blev dog allerede nævnt fra pladens start, og det er stadigvæk det fokuspunkt der gør Terminalist til mere end bare et band der har læst bøger. Virillio skrev om hvordan det moderne samfund blev hurtigere og hurtigere, og det er også farten og intensiteten, der får trash-stilen og samfundsteorien til at hænge sammen. Terminalist er blevet til hele pakken, har fundet deres helt særlige blanding af form og indhold.
36. Edena Gardens – Agar / Dens
Edena Gardens færdiggjorde deres album-trilogi i år med Agar og Dens, og slog sig fast som et af de bedste nye navne fra El Paraiso i mange år. Trioen, der består af Jakob Skøtt fra Causa Sui på trommer, Nicklas Sørensen fra Papir på guitar, og Martin Rude på baryton-guitar/bas, spiller instrumental rock som det meste andet fra det danske selskab, men gør det mere introspektivt, mere afvekslende, mindre tresser- og halvfjerdser-agtigt og mere nærmest indie-agtigt. Særligt samspillet mellem guitar og baryton-guitar skaber noget nærmest slacker-kradst sine steder. Bonus-point for også at udgive live-albummet Live Momentum, og dermed sende hele tre stærke vinyler på markedet i 2023.
35. Lowly – Keep Up The Good Work
Lowly er et af de danske bands, der er mest fokuserede på albumformatet. Deres albums er fyldt med intro’er, mellemspil, og hvert album har sin helt egen stemning. Når deres albums alligevel ikke er helt oppe at ringe i min bog, så tror jeg det skyldes, at deres plader bliver lidt for lange, hvorfor alt det som skal binde værkerne sammen bliver en smule irriterende. Keep Up The Good Work er heller ikke, som Hifalutin var det, lavet med alle de bedste sange først, så den føles lidt ujævn. Men når pladen er bedst, som på titelnummeret og ‘You Are Good And I Love You’, så er Lowly et helt egensindigt og fremragende band, der oven i købet altid udvikler sig. Måske album’sne ikke er helstøbte, men de er altid anderledes, og der er altid nye overrumplende singler. Derfor er Lowly også et af tidens danske bands, som jeg mest tror på er værd at følge om ti-tyve år.
34. Lyra Valenza – Low Gear No Pressure
Der er sket en del for duoen Lyra Valenza siden deres seneste ep fra 2020. Jens Konrads bandprojekt Senso fik nærmest et helt lille gennembrud, og duoens eget pladeselskab Petrola 80 samarbejdede med det større selskab Big Oil om også at udgive Senso-bassisten Aperly Highs debut, som også blev noget større end de tidligere små eksperimenterende elektroniske ep’er eller lange kompilations fra selskabet. Måske derfor debut-albummet fra duoen er så ‘low pressure’, bare lidt over en halvtimes lydrejse gennem de elektroniske genrer som Lyra Valenza mestrer til fingerspidserne, fra den newage-agtige åbner Ace & Fire over mere rytmeorienterede numre, og til den afsluttende pop-basker Stretch Your Arms feat. Saltmother. Det er ikke særligt banebrydende, men det er omvendt svært ikke at smile når f.eks Truthwork glider umærkeligt over i Joy Divided, og et sample af en mand der siger ‘Good job!’ kan høres. Lyra Valenza har fortjent en lille sejrsrunde.
33. Croatian Amor – A Part of You in Everything
Hvis nogen føler at Loke Rahbeks musik er blevet mere og mere sentimental de seneste år, så kom der måske en forklaring i 2023. A Part of You in Everything er et album om den bror der døde ved fødslen, og som Rahbek derfor aldrig kendte, men som han begyndte at tænke på igen efter han selv blev far. Med titler som ‘My Brother (Is A Star)’ ‘Vigil’ og ‘All Angels Meet Again’, og en lyd der gik all in på himmelske sang-bidder a la Burial og salvelsesfulde housebeats, så skabte Croatian Amor et nøgle-album, der fik en stor del af hans karriere til at falde på plads. Og som i sig selv er umanerlig smuk musik.
32. Bent Sørensen – St Matthew Passion
Det er ikke så vanvittigt meget af teksten fra Matthæus-evangeliet vi får at høre i Bent Sørensens udgave. Han har skåret narrativet helt ind til benet – hans udgave er ca en tredjedel så lang som Bachs – og også iblandet et væld af tekster af bl.a. Søren Ulrik Thomsen, Ole Sarvig og Frank Jäger, såvel som Emily Dickinson og Anna Akhmatova. Og alligevel kan man godt fornemme det er et passionsværk. Ligesom Sørensens flimrende/glitrende tonesprog passer fornemt til Langfredags sørgmodige teologi, og skaber et af de mere imponerende danske korværker i mange år.
31. Girls In Airports – How It Is Now
Girls In Airports er siden sidste album blevet en kvartet, og består nu af Anders Vestergaard på trommer, Victor Dybbroe på percussion, Mathias Holm på keys, og Martin Stender på keys/fløjte/saxofon. Det er rimelig meget rytmegruppe. Deres nye lyd er til tider helt Tortoise’sk, drivende, buldrende, og kun i glimt tilføjer Stenders saxofon noget typisk nordisk jazz-melankoli. For fans af halvfemsernes post-rockede jazz fra Chicago – som mig! – var det en ret vidunderlig udvikling.