20. Damkapellet – Demiurge
Damkapellet er en idealistisk gruppe af kunstnere, komponister og musikere, der forsøger at give mere plads til kvinder, ikke-binære og transpersoner i klassisk musik. Det er selvfølgelig ærefyldt, men det er ikke derfor debuten Demiurge er med på listen. Det er den fordi de fire numre fra komponister som Lo Kristensson og Randi Pontoppidan er dansk topklasse i randområdet mellem klassisk, avantgarde og elektro-akustik – og med et fokus på de udøvende musikere som performende kroppe, der er typisk for Randi Pontoppidan, men også leder tankerne hen til amerikanske komponister som Julia Wolfe og Andrew Norman.
19. Kasper Marott – Fantasy
Kasper Marotts andet album, Fantasy, er langt mere vellykket end debuten Full Circle, måske paradoksalt nok fordi det ikke er andet end otte techno-bangers som dem Marott skabte sit navn på, uden at det virker som om der er tænkt et øjeblik på at få det til at fungere som album, med f.eks alle de skitser og interludes der prægede debuten. Alligevel hænger det sammen, veksler mellem naivistisk synth-eufori og mere dyster bas-baseret bulder, og selvom der ikke er nået lige så fabelagtigt som singlen ‘Keflavik’, der nok altid vil være Marotts mesterstykke, så kommer et nummer som det syv et halvt minutter lange ‘Never Ending Story’ imponerende tæt på.
18. Selvhenter – Mesmerizer
Der er sket meget inden for jazz på de ni år der er gået siden sidste album fra Selvhenter. Dengang var det meget mærkeligt at Selvhenter var en kvartet der bestod af to gange trommer (Jaleh Negari og Anja Jacobsen) bas-trombone (Maria Bertel) og forvrænget saxofon (Sonja LaBlanca), men i mellemtiden har f.eks britiske Sons of Kemet haft succes med en konstellation der ligner (trommer, trommer, tuba, sax). Mesmerizer lyder da også nærmest helt normal: Den minder om at jazz oprindeligt er dansemusik, og smider bare en forkærlighed for moderne effektbaserede lydlandskaber oveni. Det var et flot comeback til et af Danmarks væsentligste nyere jazzbands.
17. Angående Mig – MANDEN I MIG
Det er fedt at der er et nummer hvor Angående Mig taler med Niels Hausgaard på hendes debutalbum. Det er lidt mindre fedt at det varer over tre minutter, og som pladens blot andet nummer dermed dræber flowet fuldstændig. Og heller ikke helt fedt at det ikke er det eneste intermezzo på den blot 36 minutter lange plade. Det er faktisk en mærkværdigt ujævn og bumlet plade Angående Mig har stykket sammen, et par dele autotunet messen som var hun en kvindelig Afskum, noget folk-hiphop om sexliv og moderskab, og et par gennemførte popbaskere med ‘Sommerfugl’ som absurd stort højdepunkt. Det er mærkværdigt. Måske hendes næste plader bliver mere helstøbte. Måske de bliver mere vanvittige, mere kropsfikserede, endnu mere fragmenterede. MANDEN I MIG var i hvert fald en ualmindeligt fascinerende måde at starte på.
16. Mark Solborg – BABEL
Efter på de tre TUNGEMÅL-plader at have rendyrket sit musikalske sprog henholdsvis solo, i duoer og i ensembler, kastede jazz-guitarist Mark Solborg sig ud i et mere varieret udtryk på BABEL. Samplede stemmer fortalte på et væld af sprog indimellem de afvekslende jazz-suiter. Det var ret vidunderligt rent konceptuelt at kaste sig tilbage i uforståeligheden efter så analytisk at have rendyrket sit eget sprog, men det kom også til at virke ganske rørende. Det er i høj grad netop det uforståelige som vi har brug for kunsten til at bearbejde, og BABEL gav sin titel til trods stor kunstnerisk mening.
15. Haknam – (The.Whole.Picture)
En af årets mest spændende nyheder i den danske musikverden var det lille pladeselskab Don’t Look Back Records, der er opstået i miljøet omkring Musikkonservatoriet, og udgiver musik i spændingsfeltet mellem moderne komposition, improvisation og elektronik. Debutudgivelsen fra Haknam, der inkluderer alle tre kræfter bag selskabet, fungerede nærmest som mission statement. Baseret på field recordings fra Kina, der blev ophakket og omsat til kompositioner og improviseret indover, indtil det hele blev en fascinerende lagdelt masse. Og så pludselig opstår en autotune salme ud af pladens kaos, indtil den forsvinder igen. Jeg tror folkene fra Don’t Look Back kommer til at poppe op ofte på den her liste de kommende år.
14. SØS Gunver Ryberg – Spine
Der plejede at være noget kosmisk over SØS Gunver Ryberg, med tracktitler som ‘Solar Flare’ og ‘Spacelike Orphan’ og ‘Palacelike Timescale of Black’. Nu, med pladeselskabet Arterial Recordings og albummet Spine, er hendes techno/electronica blevet langt mere kropsligt og organisk. Alting bobler og muterer, synthflader bølger som græssletter, alt imens trommer og perkussion banker og pulserer, meget ofte uden nogen gennemgående rytmisk puls. Spine var en af årets bedste techno/house-relaterede fuldlængder, men var også en særdeles imponerende lydskulptur, hvor albumcover og tracktitler gav umanerlig meget til den instrumentale musik. Prøv f.eks at lytte til ‘Levitating Fluids’ og forsøg at se for dig hvordan musikken svæver og drypper.
13. Uden Ord – Verden den er lige her
Da Uden Ord debuterede med Eventyr for to år siden var det vidunderligt hvor mange forskellige idéer og lyde de kunne få til at hænge sammen på samme tid. Indie-hymner med godt med træblæsere kunne pludselig gå over i et trap-mellemspil, og det gav altid mening. På Verden den er lige her dyrker de tre unge musikere derimod det fragmenterede, det usammenhængende, det manglende. Det giver mening fordi det lyder som et breakup album, men særligt taget i betragtning af Thomas Mulcahys succes med sideprojektet Kingtommi kan jeg også godt lidt frygte for sammenholdet i den unge trio. Men hvad end der sker: På Verden den er lige her formår de stadig at komme omkring næsten alt, fra autotune-sang og elektroniske rytmer med folk og klassiske instrumenter, til salmer og synths, og endda et besøg af Jon Kirkhoff fra metalcore bandet Natjager. Og de lyder som om de er et af de definerende danske bands fra dette årti.
12. Zar Paulo – Elendig Software
Lige siden Zar Paulo bragede igennem med ‘Klap for fædrelandet’ har de været rigtig gode til at bruge kliché-fraser. Vi klapper, men det føles også ironisk. De råber ‘Stop Believing’ frem for det modsatte, haha. Men samtidig er der tydeligt ægte følelser bag ved det. Zar Paulo er et af de danske bands der er mindst bange for de helt store følelser, for sax-soloen, for de store musikalske eksplosioner selv når teksten måske også er lidt banal. Det gør debut-pladen til den måske bedste danske poprock-plade siden Minds of 99s storhedstid, også selvom der er lidt fyld på pladens anden halvdel. For når så til sidst det hele eksploderer i det genialt simple og så alligevel lidt mærkværdige udråb ‘Jeg Synes Du Er Dejlig’, så er bandet noget helt nyt i dansk musik. Måske en musikalsk pendant til MGMT, men også en helt unik dansk blanding af hæmmethed og storhedsvanvid.
11. Blikfang – Vær dig selv
Ligesom Zar Paulo kaster Blikfang sig aldeles uforfærdede over klichéer og banale følelser – åbneren ‘Jon Dahl’ er således en hyldest til en gymnasieven, ligesom ‘Vær Dig Selv’ handler om at tage det rigtige tøj på i byen. Men andre følelser Søren Gade behandler er en smule større: Det virker som om Vær dig selv er det store statement om frontpersonens kønsdysfori, især på den forbløffende ‘Hvis min krop ku forsvinde’, der direkte omhandler hvor hårdt det er at Gade er født som en mand, og at han ønsker at høre ‘Søren du er ik’ et køn / du’ bare skøn’. Når ep’en kulminerer med singalong hit’sne ‘Vær dig selv’ og ‘Lad dem klappe os ud’ føles det langt mere vægtigt end bare 21 min. Hvilket i høj grad også skyldes producer David Engelbrechts vidunderlige lydunivers, lige dele retro-ska og langt mærkeligere sample-tronica, med rigtig mange korstemmer, der tydeligvis hepper og hjælper Søren med at finde sig selv.